Sådan gik det på kredsens festdag
Lørdag som dagen for generalforsamling i Kreds Fyn viste sig at være en stor succes på alle parametre - ikke mindst for modtageren af kredsens hæderspris "Kæphesten"
Kreds Fyns årlige generalforsamling havde i år holdt flyttedag fra søndag til lørdag - og med ny rekordeltagelse til følge. Hele 43 deltagere var mødt frem på Nordatlantisk Hus på havnen i Odense, og de blev vidne til et velarrangeret møde.
Vanen tro blev Per Roholt udpeget som dirigent, og han overlod straks roret til Kir Klysner, der aflagde sin formandsberetning, indledt med et øjebliks stilhed til ære for de tre medlemmer, der var gået bort i 2016.
Herefter fremlagde kasserer Bodil Reimers regnskab og budget, og trods en mindre overskridelse af budgettet for 2016 viser det sig, at kredsens pengekasse stadig har det godt og kører med et solidt sort tal på bundlinjen, nemlig 196.357,31 kroner.
Så skulle der fortetages valg. Uden modkandidat blev Kir Klysner enstemmigt genvalgt som formand, og de fire bestyrelsesmedlemmer Michael Lorenzen, Susanne Ove, Sanne Bøg Mortensen og Holger Koefoed blev ligeledes på deres poster uden modkandidater.
Forsamlingen lod ved afstemning Claus Christoffersen, Sofie Dambæk, Teit Rasmussen og Henriette Ditlefsen indtage suppleantposterne i nævnte rækkefølge. Per Christian Andersen og Claus Falkenby modtog genvalg som kredsens revisorer, og Tino Rueskov Pedersen tager endnu en tørn som revisorsuppleant.
Efter den formelle del af generalforsamlingen var der indslag fra næstformand i DJ Tine Johansen og Rasmus Mark Pedersen fra forbundets specialforening for journalister. Med et underholdende indslag fra Jakob Risbro blev de fremmødte orienteret om studieturen til Gdansk i september. Risbro havde døbt indslaget "Efterårsoffensiven mod Polen".
Som finale blev Kreds Fyns hæderspris "Kæphesten" uddelt til tillidsrepræsentant Lene Sarup, der således blev værdsat for ikke mindst sit mangeårige virke på en ofte udskældt og udfordrende post. Tillykke til Lene, der helt sikkert har fortjent at få dette skulderklap af sine kolleger.
Tak for en vellykket generalforsamling, hvor lørdagen som ny mødedag frem for søndag havde tiltrukket 25% flere deltagere end sidste år. Det er endnu ikke besluttet, hvornår næste års generalforsamling finder sted.
Læs også:
Referat
Tillidskonen på Fynske Medier modtog Kæphesten
Kreds Fyns bestyrelse
Kommentarer