Kom med bag om Tinderbox
Kreds Fyns medlemmer får nu mulighed for at komme bag om musikfestivalen Tinderbox. Det sker onsdag d. 22. juni med start kl. 17.00.
Dagen før Tinderbox åbner portene for 40.000 festivalgæster, inviterer DJ Kreds Fyn til en rundtur på festivalpladsen i selskab med pressetalsmand for Tinderbox, Morten Hopballe.
Vi starter med en rundtur på festivalpladsen og får et indblik i, hvilke tanker der ligger bag opbygningen af pladsen. Hvordan er ølteltene placeret i forhold til scenerne? Hvor mange frivillige skal der til for, at festivalpladsen fungerer? Og hvordan finder man egentligt ud af, hvor mange toiletter der er behov for til 40.000 mennesker?
Lidt til maven og halsen
Efter rundturen er DJ Kreds Fyn vært for en øl og en sandwich, og Morten Hopballe fortæller om sit arbejde som pressetalsmand for Tinderbox. Det har med hans egne ord været en ”Tour de force,” siden han for fem måneder siden blev sat i spidsen for festivalens pressehåndtering. Opgaven har været både at lære Tinderbox at kende som organisation og samtidig fastholde mediernes interesse for festivalen i fem måneder.
Alt det praktiske:
Vi mødes ved Odense Friluftsbad på Elsesmindevej 50, klokken 17.00, hvor der er mulighed for parkering. Arrangementet er færdigt klokken 19.00 og har et max. deltagerantal på 40 personer. Det er gratis for kredsens medlemmer at deltage.
Tilmelding er nødvendig og skal ske senest mandag d. 20. juni til Bodil Reimers på mail: bodil.reimers@gmail.com
Kommentarer