Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Jagten på Den Nye Medievirkelighed

Fremtidsforsker, debattør og forfatter Anne Skare Nielsen gæster Svendborg Presseklub ved et medlemshverve-arrangement for medie-, sprog- og kommunikationsfolk på Sydfyn mandag 27. marts kl. 19.00 på Gastropub Børsen i Svendborg

Anne Skare Nielsen

 

Vi lever i et postfaktuelt samfund, hvor følelser vejer tungere end facts. Hvad skal vi tro og tænke? Hvad er rigtigt, og hvad er det absolut ikke? Hvem har skabt den virkelighed, vi præsenteres for?

Er nyhederne den bedst opnåelige version af sandheden? Og hvordan forholder vi os til den stadig stigende mængde information?

Spørgsmålene er mange, og svarene har Anne Skare Nielsen, når hun er oplægsholder ved et eksklusivt arrangement i Svendborg Presseklub.

Fremtidsforskeren og grundlæggeren af Future Navigator er i høj kurs om foredragsholder og provokatør over hele verden, og giver os denne aften nogle kvalificerede bud på, hvordan vi skal navigere i fremtiden, og hvordan vi gennemskuer et budskab.

Hendes mærkesager er at transformere journalistik, politik og uddannelse. Og i hendes podcast-serie "Jagten på en ny medievirkelighed" på rykverden.news.com udfordrer hun medie-kendisser som Ulrik Haagerup, Peter Bro, Uffe Elbæk og Troels Mylenberg.

- Vi vil gerne blive klogere på det moderne mediebillede, som hele tiden udvikler sig og udfordrer os. Derfor inviterer vi både vores nuværende og potentielle medlemmer med bopæl eller arbejdsplads på Sydfyn ind i jagten på den nye medievirkelighed. Ingen er bedre til at vise os vejen end Anne Skare Nielsen, mener presseklubbens formand, Britt Hauervig.

Ryk Verden

Anne Skare arbejder med små og store organisationer, både i Danmark og i udlandet, og bliver jævnligt benyttet som ekspert i medierne. Hun elsker at udforske og rykke ved eksisterende synspunkter og har blandt andet medvirket i DR’s populære radioprogram ”Filosoffen, Forfatteren og Fremtidskvinden” og i rollen som tv-vært på TV 2 News-programmet NewScience.

Ikke bare nutidens kommunikatører og journalister skal forholde sig til den nye medievirkelighed. Det skal også fremtidens brugere. Derfor giver Anne Skare Nielsen i sin nyeste bog ”Ryk Verden! Konstruktiv journalistik og medienavigation” en række klare bud på, hvordan nye mediebrugere, som f.eks. gymnasieelever, bliver konstruktive journalister.

Sociale Sydfyn

Til det åbne arrangement håber Svendborg Presseklub at se mange potentielle medlemmer. For at blive medlem skal man ifølge klubbens vedtægter havde bopæl eller arbejdsplads i det sydfynske område. Ligeledes skal man arbejde inden for medie, sprog eller kommunikation.

- I 2019 fylder klubben 100 år, men skal vi overleve, har vi brug for flere medlemmer. Det kan en debataften med Anne Skare ved roret forhåbentlig hjælpe til med, siger en optimistisk Britt Hauervig.

Tilmelding til arrangementet kan ske til næstformand Maja Rosendal Avnbøg på post@e-skribenten.dk senest mandag d. 20. marts kl. 18. Der vil være mulighed for at melde sig ind i klubben til arrangementet.

Via Svendborg Presseklubs facebookside kan man like og dele invitationen til det åbne arrangement med andre potentielle, sydfynske medlemmer.

Læs mere om Anne Skare Nielsen og fremtidens medier på:

www.rykverdennews.com
www.mynewsdesk.dk
www.futurenavigator.dk
www.rykverden.dk

Adressen på Gastropub Børsen er Gerritsgade 31, 5700 Svendborg. 

Vi vil gerne blive klogere på det moderne mediebillede, som hele tiden udvikler sig og udfordrer os. Ingen er bedre til at vise os vejen end Anne Skare Nielsen

Britt Hauervig

Kommentarer