Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Hjerter Dame - Se den før de andre

Kreds Fyn giver dig mulighed for at komme til snigpremiere på dokumentarfilmen Hjerter Dame om LO-formanden Lizette Risgaards første år på posten

Kom med Kreds Fyn i biografen

 

ARRANGEMENTET ER AFLYST


Lizette Risgaard skrev historie for et år siden, da det lykkedes hende at blive valgt til formand for LO. Vejen til formandsstolen var brolagt med magtkampe, og der holdes øje med, om hun klarer opgaven.

Lizette Risgaards mission er at genskabe troen på fællesskabet og samtidig modernisere fagbevægelsen i et arbejdsmarked, der er i hastig forandring.

2. maj er der premiere på Hjerter Dame. Det er ikke bare en dokumentarfilm om LO-formandens første år på posten, men også en fortælling om at holde fast i de værdier, der har skabt fagbevægelsen og det danske velfærdssamfund.

Det kan næppe blive mere aktuelt med OK18 in mente. 

Som medlem af Kreds Fyn har du mulighed for at se filmen ved en snigpremiere i Cafébiografen i Odense 30. april kl. 18.45.

Kredsen er vært ved en øl/vand efter filmen.

Af hensyn til biografens programlægning er tilmelding nødvendig senest 22. april til bodil.reimers@gmail.com (og kun der).

For første gang nogensinde har en kvinde sat sig i spidsen for den samlede danske arbejderbevægelse. Filmen følger den tidligere kontorassistent Lizette Risgaard i de første to år, fra hun bliver valgt som formand for LO og en million danske lønmodtagere.

I løbet af de sidste tyve år har LO oplevet en næsten dramatisk medlemsflugt og fagbevægelsens stærke historiske betydning for det danske arbejdsmarked synes aldrig at have været svagere end i disse år, hvor flere og flere danskere vælger at støtte de alternative lønmodtagerorganisationer. Det er denne onde cirkel, Lizette Risgaard har til opgave at bryde. Og det tror hun på, at hun kan. Ikke bare skal hun ’vende skuden’ og genskabe troen på fremtidens arbejderbevægelse. Men hun skal også samle og modernisere den 120 år gamle mandsdominerede organisation og føre den ind i en ny tid, hvor den skal kunne fremtidens generationer. Med sin strategi om samarbejde med den borgerlige regering, sin utrættelige energi og sin klippefaste tro på fællesskabet og solidariteten kaster hun sig over opgaven.

Filmen følger Lizettes kamp på både de ydre og de indre linjer. Vi bliver lukket ind i det politiske maskinrum, hvor intet filmhold tidligere har haft adgang. Her træffes vigtige, men ikke altid lige populære beslutninger. Beslutninger, der sender Lizette Risgaard ud i et stormvejr blandt sine egne medlemmer.

Om Lizette Risgaard:

Lizette Risgaard (f. 1960) var i starten af 20’erne, da hun blev ansat i Husligt Arbejderforbund og gik ind i fagforeningspolitik i afdelingsbestyrelsen af HK Ungdom. Dermed var den faglige interesse blevet vakt og siden blev hun valgt til både formand for HK Service og som næstformand i LO Hovedstaden.
Den 27. Oktober 2015 blev Lizette valgt som LO’s første kvindelige formand med 312 stemmer ud af 400.

Om filmen:

Bag filmen står instruktørerne Louise Detlefsen og Mette-Ann samt producent Malene Flindt-Pedersen.

Louise Detlefsen (f. 1971) er uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole (1996) og har siden 2003 arbejdet som dokumentarist. Hun har instrueret en lang række film, bl.a. FORSØGET om epokegørende kræftbehandling og den prisvindende ungdomsdokumentar LOVEBIRDS. Hun er desuden forfatter til den politiske biografi “Ritt Bjerregaard – kvinden og politikeren”.

Mette-Ann Schepelern (f. 1966) er uddannet dokumentarfilminstruktør (1997) fra Den Danske Filmskole og har siden bl.a. instrueret og produceret en lang række film. Blandt de mest kendte titler er hendes internationale film 110% GREVE om tre unge nydanskere i en forstad til København, MIT USA om udveksling i Amerika, og ISABELLA FOR REAL om at vokse op med en psykisk syg mor.

Længde: 1 time og 15 min.
Se trailer til filmen her

Kommentarer