Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Formandens beretning 2020

Formand Silja Smith

Claus Christoffersen Kredsformand Silja Smith og dirigent Per Roholt

Jeg vil gerne begynde med at mindes. Mindes de af vores gode kolleger, der er gået bort i årets løb.

Beretning for året 2019

Endnu et år er gået. Set fra min ende af mediebilledet har det været endnu et år med fyringsrunder, nedskæringer og øget automatisering, der for alvor begynder at tage vores job.

Det har givet øget usikkerhed, tristesse og sandsynligvis også færre praktikanter. Og det har givet spørgsmål til de praktikanter, vi dog har, om hvad de vil i de her fag...

Men så tænker jeg på alle jer derude, der hver dag laver det I elsker på de lidt mere velpolstrede tv-stationer eller som freelancefotografer, visuelle talenter eller flittige kommunikationsmedarbejdere, og tænker, at det er altså stadig verdens bedste fag, vi boltrer os i.

Og når praktikanterne svarer på, hvorfor de vil de her fag, siger de, at de er klar til at multitaske, at de ikke bekender sig til én faglighed, at de kender vilkårene, at de ikke har prøvet det, som det var i ”gamle dage”. De har jo et eller andet sted ret, selv om noget af det også er ungdommelig gejst.

Men det betyder ikke, at vores fag ikke er udfordret. Det betyder ikke, at vi ikke skal kæmpe for en højere startløn. Og for at holde fast i de goder, vi dog stadig har. Eller finde ud af, hvad det er, vi skal gå efter fremover.

Til det skal vi bruge et stærkt forbund. Et forbund, der har fokus på medlemmernes behov og fokus på, hvad fremtidens behov bliver.

Det forbund har på den politiske front skuffet i år. Det har været kaotisk med afskedigelser, formandsafgang og givet almen rådvildhed. Der trænger til ro, styring og retning.

Jeg ved også, der bliver arbejdet hårdt i den retning. Efter min mening skal vi flytte fokus fra evige debatter om struktur og om vores faglighed ligger mest i grupperne eller i kredsene og til virkelig at have øje for, hvad det er, vi kan og skal stå sammen om.

Når man er i den del af branchen, hvor tingene er svære, ser man desværre også sammenholdet gå op i limningen. Det er ikke ondt ment, eller fordi folk ikke kerer sig om deres kolleger. Der sniger sig bare en godt det ikke er mig-følelse ind. Den er sikkert menneskelig, men ikke ret køn…

”Nå, er det nogle flere fotografer, de fyrer. Nå ja, men det havde vi se komme.” ”Fotograferne skulle også have lært sig at skrive.” ”Hellere dem end mig”

Og ja, vi skal dygtiggøre os hele tiden og hele livet.

Og ja, det er jo cheferne, der vælger, at nogle fagligheder ikke længere er det samme værd.

Men vi skal altså også finde nogle løsninger på, hvordan vi forsvarer hinandens fagligheder – og vores egen. Vi skal turde stå mere fast. Vi skal dyrke fællesskabet.

Det er noget af det, jeg mener, vi kan bruge kredsene til. Vi kan skabe de netværk på tværs, der kan binde folk og faggrupper sammen. Det kan give noget af det kit, der skal til, for at man bliver mere solidarisk med hinanden.

Vi kan – og skal gøre det i samarbejde med grupperne og hovedforbundet. Det gør vi allerede, men vi kan blive endnu bedre til det. Vi skal supplere hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden.

I Kreds Fyn forsøger vi eksempelvis med uddelingen af årets kæpføl at binde nogle bånd på tværs af generationer. I år med cirka dobbelt så mange deltagere som sidste år. Nu mangler vi for alvor at se ”de voksne” troppe op og interessere sig for, hvad de unge kan og vil.

Vi har forsøgt at lave arrangementer, der rammer enkeltfagligheder, men måske inspirerer bredt, som et arrangement om infografik her i januar eller ”Husk din stemme” i oktober. Vi har lavet julefrokost og å-tur, hvor alle faggrupper på kryds og tværs kan få gode, sjove og uformelle snakke med hinanden. Netværk kort sagt.

Vi har mødt formandskabet, for også få et direkte indtryk af, hvad der arbejdes med på Gammel Strand, og hvor det nye formandskab vil hen.

Og så er der selvfølgelig vores studietur, der i år gik til Helsinki og både bød på kloge ord og gode øl.

Vi vil gerne lave endnu flere arrangementer, og vi vil gerne have endnu flere med. Vi hører gerne jeres bud på, hvad der skal være mere af, og hvordan vi trækker flere/andre til?

Og hvis nogle af jer har lyst i løbet af året til at være tovholder på et arrangement, så kontakt os også gerne. Vi har også stadig sat penge af til en aktivitetspulje, der kan være med til at realisere en idé, der eksempelvis kunne give øget netværk.

Og sluttelig vil jeg også rigtig gerne opfordre friske folk til at stille op til bestyrelsen. Det er berigende også dér at lære folk at kende på kryds og tværs, og det vil være dejligt, hvis endnu flere af vores fagligheder var repræsenteret. Det er fedt at kunne skabe arrangementer, hvor man kan se, at folk kommer og bliver inspireret og får endnu mere lyst at dyrke deres fag.

Silja Smith, marts 2020

Kommentarer