Public service forpligter
Programmet Mudi TV, som KNR sendte den 12. oktober, er et skoleeksempel på, hvordan et
seriøst public service-medie ikke skal bedrive journalistik. Ikke nok med, at det kan skade
KNRs troværdighed, så risikerer det også at skygge for al den gode journalistik, som vores
medlemmer til dagligt leverer.
Når KNR vælger at sende et program på tv, hvor man helt udokumenteret præsenterer seerne for det ene tvivlsomme udsagn efter det andet, får det advarselslamperne til at blinke hos Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat. I Mudi TV-udsendelsen fra den 12. oktober blev der således ikke stillet et eneste kritisk spørgsmål til en gæst, som uden dokumentation derfor kunne slippe afsted med at fortæller, at Google for 15 år siden henvendte sig til Grønland for at bygge et datacenter i Sydgrønland, men at man sagde nej, fordi man var bange for, at Google bare ville udnytte os. Dernæst hævder gæsten, at vi i dag ville have haft en omsætning på 100 til 500 milliarder kroner, hvis man dengang havde sagt ja til Google. Andre medvirkende får helt udokumenteret lov til at postulere, at grønlændere tjener op til 9.000 kroner mindre om måneden end danskere for samme arbejde, og at man ansætter danske direktører, selvom de er mindre erfarne end grønlændere, som ellers har en højere uddannelse og mere erfaring. Selvom KNR efterfølgende har indrømmet, at det var en brist i de interne procedurer og retningslinjer, som var skyld i, at den pågældende udsendelse ikke levede op til de ønskede standarder, så mener vi dog, at det er et udtryk for, at KNRs tv-afdeling for længst har nedprioriteret de journalistiske idealer. Det undrer os fra Medieforbundet, at der ikke er ansat en journalistisk uddannet redaktør, som kan sikre, at de presseetiske regler bliver overholdt, og som desuden kan være en garant for, at også KNRs underholdningsprogrammer lever op til en vis journalistisk standard, som man naturligt kan forvente af en public service-station. Når KNR sender et program, som slet ikke lever op til de presseetiske regler, så skygger det desværre for al den gode, troværdige, alsidige og kritiske journalistik, som vores medlemmer til dagligt leverer til KNR´s forskellige platforme. Desuden er der en risiko for, at det forstærker en allerede eksisterende opfattelse af, at journalisterne på KNR blot er ukritiske mikrofonholdere. Derfor har KNR en særlig forpligtelse til at leve op til de presseetiske regler, da det udover at skade public service-mediets troværdighed, også kan sætte hele journaliststanden i landet i et dårligt lys.
Venlig hilsen
Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat, Medieforbundet i Grønland
Kommentarer