Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Åbent brev til Peter Olsen: KNR’s nyhedsdækning i knæ

Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat, TP – Medieforbundet i Grønland, TP, er dybt bekymret over manglen på grønlandske journalister  i KNR’s nyhedsafdeling.

KNR har som public service-station forpligtelser overfor samfundet, bl.a. til via sin nyhedsdækning at binde landet sammen, holde øje med magthaverne og give borgerne de informationer de skal bruge for at  benytte deres demokratiske ret på et oplyst grundlag.

Det er ikke nyt, at KNR  har svært ved at tiltrække grønlandske journalister, men problemet har nu varet i alt for lang tid. Nu er situationen blevet så alvorlig, at der nu må vises handling fra politisk side og finde løsninger uden at vente på de næste overenskomstforhandlinger i 2024. 

I samme anledning vil vi gerne spørge medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, kultur, sport og kirke, Peter P. Olsen, hvordan det går med hans løfte i Fagbladet Journalisten i juni 2022 om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle kigge på KNR’s fremtid og som skulle komme med løsningsmuligheder.

Er arbejdsgruppen nedsat? Hvor langt er den kommet? Og hvad skal der gøres ved KNR’s fastholdelsesproblemer og hvordan vil man sikre, at manglen på grønlandske journalister løses?   

Lønnen til journalister i KNR kan på ingen måder konkurrere med andre offentligt ansattes lønninger og det er på grund af dette, KNR er havnet i denne ulyksalige situation. 

Medarbejdere er meget pressede
De få journalister og teknikere i KNR har nu igennem længere tid været yderst pressede, uden at blive belønnet for det. Manglen på dobbeltsprogede journalister betyder også, at medarbejderne er meget udsat for stress. De lave lønninger har en negativ konsekvens for alle, også på demokratiet. 

Hvis KNR skal blive en attraktiv arbejdsplads, må der ske noget på lønområdet – en generel lønstigning, men også en mulighed for at belønne ekstra arbejde.

I dag er leveomkostningerne steget meget, og medarbejderne i KNR må som alle andre få deres løn til at strække. Dette må politikerne nu tage alvorligt. Ved sidste overenskomstforhandlinger steg lønnen på området med 3 %, og vi ser i dag, at dette langt fra er tilstrækkeligt. 

Hvis vi skal sikre borgerne mulighed for medindflydelse på et oplyst grundlag, så har vi brug for journalister der kan grave lidt længere ned end overfladen. Dette må og skal KNR have råd til. 

Deltagerne på TP’s generalforsamling den 25. februar 2023.

Med venlig hilsen

Oline I. Olsen, formand
Mobil +299 58 16 13

Kommentarer