Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Referat fra generalforsamling 2019: Nej til topstyring i DJ

På årets generalforsamling vendte kreds 4 tomlen nedad til forslag fra hovedbestyrelsen om at
fratage kredsene deres eget budget og komme under administration i form af bloktilskud.

Foto: Ole Toldbod

Ole Toldbod

Der var stort fokus på kredsens bekymring om kredsenes fremtid, da Kreds 4 afholdt generalforsamling den sidste dag i februar.

Formand Helle Veel refererede til rapporten ”Fremtidens Forbund”, som en arbejdsgruppe i DJ har lavet. Rapporten rummer en række forslag til, hvordan DJ som organisation kan rustes bedre til fremtiden.

De ca. 35 fremmødte medlemmer benyttede samtidig lejligheden til at stille spørgsmål til næstformand i DJ, Tine Johansen, der havde taget turen over fra København for bl.a. at forklare baggrunden for de tanker, der ligger bag rapporten.

Dirigent Tage Clausen styrede slagets gang, mens der blev spurgt ind til især forslagene om, at kredsene ikke længere skal kunne vælge delegerede til delegeretmøde, forbundets øverste myndighed, samt at kredsene fremfor at opkræve kontingent i stedet skal modtage et bloktilskud fra forbundet.

På mødet kom der mange kritiske kommentarer, bl.a. at det er en trussel for DJ's demokrati at man ønsker at fjerne kredsenes selvstændighed. Det er jo netop i kredsene at mange finder deres tilhørsforhold og ikke i de respektive faggrupper, lød flere argumenter.

I sin formandsberetning pointerede Helle Veel, at man i Kreds 4 netop har fokus på netværket
medlemmerne imellem, og at man i kredsen kan finde et fagligt fællesskab, ikke mindst for dem, der sidder alene på arbejdspladsen eller er ledig.

Kritisk udtalelse til forbundet

Formanden opfordrede til at stemme for en kritisk udtalelse til hovedbestyrelsen om kredsens bekymring over indholdet af ”Fremtiden Forbund”.

I udtalelsen, som er stilet til hovedbestyrelsen i DJ, lyder det bl.a.:

”Kreds 4 er bekymret over, at Dansk Journalistforbund arbejder med planer om, at kredsene fremover skal drives ved at få et bloktilskud og derudover skal søge en smagsdommer i Dansk Journalistforbund om tilskud til faglige arrangementer. Ikke alene er denne smagsdommer en omkostningstung udgift, der er også en risiko for uensartet behandling af kredsene og en langsommelighed indbygget i ansøgningsproceduren.”

Udtalelsen blev enstemmigt vedtaget og det samme blev formandens beretning.

Helle fik også nævnt kredsens mange faglige og sociale arrangementer i årets løb, deriblandt
fyraftensmøder, Superlørdag, Fagfestival, studietur, sommerfest og julefrokost for kredsens medlemmer.

Hun lagde vægt på et godt samarbejde med andre faggrupper, deriblandt DJ Kommunikation & Sprog og Visuelt Forum. Hun kom også ind på antallet af ledige DJ-medlemmer og det må konstateres, at Kreds 4 med i alt 1742 medlemmer har den største ledighed blandt kredsene med 6,72 %.

Godkendt regnskab

Kredsens årsregnskab blev fremlagt at kasserer Kurt Simonsen, der kunne fortælle, at kredsen har haft et underskud og har nedbragt formuen med ca. 45.000 kr., men at kredsen har en formue på godt en halv million kroner at tære på.

Regnskabet blev enstemmigt vedtaget og samtidig fik bestyrelsen stor opbakning til stærkt at prioritere og fortsat bruge penge på bl.a. studieture, Superlørdag og de mange sociale og faglige arrangementer. Med hensyn til studieturene har kredsen valgt at støtte hver deltager med 2000 - 2500 kr.

Formand genvalgt

På valg til bestyrelsen var formand Helle Veel, der blev genvalgt. Genvalgt blev også Kurt Simonsen og Kirsten Lykke Hansen, mens Cecilie Winding Madsen trådte ind som ny i bestyrelsen, mens næstformand Hanne Duus valgte ikke at genopstille. Palle Herløv, John Hvidlykke og Birgitte
Krøyer fortsætter i bestyrelsen og er på valg næste år.

Ole Jeppesen, Brian Mogensen og Ole Toldbod blev valgt som suppleanter. Helle Hansen og Erik
Kruse blev valgt som interne revisorer.

På generalforsamlingen kom der en opfordring fra bestyrelsen til medlemmerne om at tilmelde sig
årets delegeretmøde den 28. og 29. april. Dermed ville de sikre sig indflydelse på forbundets
fremtid. I alt bliver Kreds 4 nu repræsenteret med 12 delegerede.

Referent: Kirsten Lykke Hansen

Her er udtalelsen fra Kreds 4 i fuld længde:

Kreds 4 er bekymret over, at Dansk Journalistforbund arbejder med planer om, at kredsene
fremover skal drives ved at få et bloktilskud og derudover skal søge en smagsdommer i Dansk
Journalistforbund om tilskud til faglige arrangementer.

Ikke alene er denne smagsdommer en omkostningstung udgift, der er også en risiko for uensartet
behandling af kredsene og en langsommelighed indbygget i ansøgningsproceduren. Måske
kommer det til at tage så lang tid, at aktualiteten for fyraftensmødet i mellemtiden er forsvundet.

Kreds 4 er også bekymret på medlemmernes vegne, fordi de knap 500 medlemmer, der i dag kan
lade sig vælge på kredsens generalforsamling, fremover skal vælges i en specialgruppe, som de
måske ikke føler noget tilhørsforhold til.

Generalforsamlingen opfordrer hovedbestyrelsen og kommende delegeretmøder til ikke at fratage
kredsene deres økonomiske selvstændighed, da det vil betyde ubodelig skade for kredsenes
mulighed for at tilbyde faglige arrangementer.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.