Tag med på søndagstur til Vadehavscentret
Søndag den 8. april klokken 11 inviterer Kreds 3 på tur til Vadehavscentret med
efterfølgende frokost i Ribe.
Få en unik oplevelse sammen med kolleger på tværs af kredsen. Søndag den 8. april besøger DJ Kreds 3 Vadehavscentret i Vester Vedsted sydvest for Ribe.
Vadehavscentret gennemgik en større ombygning i 2016, og fik i den forbindelse dobbelt så meget plads at gøre godt med.
Stregerne til det forvandlede center er tegnet af arkitekt Dorte Mandrup. Materialerne er strå, som har været det naturlige byggemateriale i marsken gennem mange hundrede år. Det nye center er flot tilpasset det flade marskland med digernes markante lange linjer. Arkitekturen understreger, at det kommende Vadehavscenter er et formidlingscenter af fremtiden, og det skal vi besøge.
”Centrets udstilling vil åbne dine øjne, bringe dig tæt på og lade dig røre ved den, give dig og din familie viden om tidevandet, dyrelivet, stormfloderne, trækfuglene og deres kæmpe sværme”. Vi er besøgscenter for borgere, der er stolte over at vise Verdensarv Vadehavet frem for gæster, lyder det blandt andet i Vadehavscentrets egen præsentation.
Efter besøget på Vadehavscentret er der fælles frokost i Ribe. Nærmere info følger. Hvis du vil med på søndagstur, så send en mail til formand Helge Andreassen (graha@mail.teledk) senest torsdag den 5. april klokken 12.
Læs mere om Vadehavscentret her.
Kommentarer