Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Kreds 3 medlem skal holde oplæg på FreelanceSeminar 2017

Freelancejournalist og forfatter Jens Jessen skal holde oplæg om at skrive bøger, og om hvordan man får dem solgt i flest mulige eksemplarer.

Jens Jessen

Jens Jessens har foreløbigt skrevet 15 bøger. Her er det hans seneste udgivelse.

Det handler om ny inspiration, viden, kollegialt samvær og ikke mindst bøger, når FreelanceGruppen afholder seminar. Det løber over tre dage i weekenden den 24. til 26. februar på FænøSund Konferencecenter i Middelfart.

Det er en weekend fyldt med workshops og foredrag, og om det at skrive bøger og få dem solgt i flest mulige eksemplarer. Det med bøgerne foregår lørdag aften den 25. februar klokken 21.30, hvor bogfolket indtager de bløde stole i den såkaldte Forfatterlounge. Her vil Kreds 3 medlem og freelancejournalist og forfatter Jens Jessen sammen med et par andre forfatterkollegaer fortælle om, hvordan man skriver bøger og bagefter får dem til at komme bredt ud til et smalt publikum.

Foreløbigt har Jens Jessen skrevet 15 bøger, som bedst kan betegnes som fagbøger indenfor felterne motorcykler, biler, lastbiler, busser og knallerter, men det er også blevet til én enkelt bog om besættelsen. På trods af bøgerne umiddelbart virker som smalle udgivelser, har de vist sig at sælge ganske godt. Salget har han til dels selv stået for, men salgsstrategien er altid blevet tilrettelagt i tæt samarbejde med forlaget.

Den sidste udgivelse, "Datidens knallerter - nutidens kult", som kom i oktober 2016, og handler om den lille million knallerter, som blev solgt i Danmark fra slutningen af halvtredserne og frem til 1980. Bogen er som noget nyt også blevet markedsført via Facebook. Det har vist sig at være en god kanal, og bogen solgte i 2.000 eksemplarer inden jul, og udkom allerede i 2. oplag i midten af december.

Det kommer også til at handle om hvilke emner, man vælger at skrive om. Selv går Jens Jessen frem efter mavefornemmelsen, og den har vist sig at holde stik. Ud af de foreløbigt 15 bøger, har kun én solgt lidt under 2.000 eksemplarer, mens den bedst sælgende, som var en bog om lastbiler, endte med et salg på over 5.000 eksemplarer.

Se mere om FreelanceSeminaret her.   

Kommentarer