Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Kreds 2 Prisen 2020

Kreds 2 Prisen modtager slår et slag for provinsen og samarbejde

Kreds2

Line Frederiksen (t.v) fra kredsbestyrelsen læste begrundelsen for valget af Julie Würtz (i midten), som modtager af Kreds 2 Prisen 2020. Foto: Peter Haugaard.

Journalist på DR P4 Sjælland Julie Würtz fremhævede tværfagligt samarbejde på tværs af medier, som væsentlig årsag at historien om forsinkelserne med Banedanmarks signalsystemer blev til noget

“God journalistik er vigtig.  Journalistisk samarbejde er vigtigere”, indledte årets modtager af Kreds 2 Prisen, journalist på DRP4 Sjælland, Julie Würtz sit indlæg på generalforsamlingen i Kreds 2 på Stationen i Sorø, søndag den 8. marts 2020.

Den 25-årige journalist fra SDU blev 1. maj 2018 ansat som digitalreporter på DR i Næstved, og hun er også flyttet til byen, har meldt sig til frivilligt arbejde og fået både gode venner og gode kilder i byen.

Billigere bolig og bedre løn

– Jeg kommer oprindeligt fra Skive, og det undrer mig, at mange journalister hellere vil være ledige og bo i København end få et job i provinsen. Jeg får både en højere løn, en billigere bolig og arbejder med alt det, jeg brænder for, og der er mange fede jobs i provinsen, sagde Julie Würtz, som fik stor applaus for den udtalelse og opbakning til at være en slags ambassadør for unge i provinsen.

Hun modtog Kreds 2 Prisen på 2500 kroner foruden diplom og blomster for at have afsløret de mange forsinkelser på udskiftning af signalsystemerne i Østdanmark og store uoverensstemmelser mellem BaneDanmark og leverandøren, Alstom. Så store, at flere pendlere på togtrækningen mellem Næstved og og Ringsted nu enten overvejer at flytte tilbage til København eller køre i bil i stedet. Endnu er der ikke dato sat på, hvornår de forbedrede signalanlæg kan udføres.

Del viden og research

– Hvis ikke mine kolleger på DR Fyn havde delt og lagt deres research frem, var jeg formentlig ikke kommet i gang med min research på Sjælland, og derfor er det en god idé at dele research, og jeg vil gerne opfordre journalister til generelt at dele deres viden og research, sagde Julie Würtz.

Line Frederiksen fra kredsbestyrelsen motiverede prisen ud fra fundatsen: ” Prisen gives til et kredsmedlem, der i sit job, i forbundet, i sit lokalområde eller i sit liv i øvrigt har udvist enestående solidaritet og engagement og brugt sine faglige kompetencer til at gå forrest og har taget et initiativ og/eller gjort en indsats, der glæder, gavner eller viser vejen for andre mennesker.

– Årets prismodtager står især stærkt på de faglige kompetencer, og ikke kun egne kompetencer. Der er nemlig tale om et ægte teamwork, som også har inddraget gode kolleger i en nabokreds til Kreds 2 – og det kan vi jo godt lide i Kreds 2, hvor vi altid er glade for at slå et slag for samarbejdet på tværs af kredsene, og i DJ generelt.

– For holdet lykkedes det ikke bare at finde gode lokale cases i Næstved og på Fyn, og i Jylland, som blev skrevet ind i en fin webartikel. Politikerne blev også konfronteret – med en brugervenlig fotografik bag deres citater – ligesom den klassiske journalistiske disciplin med aktindsigt blev taget i brug for at få styr mangelfulde leverandøraftaler – som også gav liv til artiklens flotte grafik.

– Særligt udslagsgivende for at vi har valgt dig, Julie, er, at du som ekstra bonus har haft mod og kvindehjerte til at slå et offentligt slag for både at arbejde og bo i provinsen. Det skal du have stor ros for, og respekt, for det er ikke noget som mange yngre, journalister ikke undtaget, ellers er pjattede med.  Provinsen leve!”, sagde Line Frederiksen.
Vinderartiklen:

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/udsigt-til-aflyste-tog-de-naeste-aar-frustrerer-pendlere-jeg-toer-ikke-satse?fbclid=IwAR1uoInDUTSKB6zHVxkNUDzPNV3t5NBJMHRfFTeg5yM9ldXLjxngHOjcn28

Kommentarer