Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Pitch din fagbog og land en forlagskontrakt

Har du en idé til en fagbog? Dette webinar giver dig muligheden for at lære, hvordan du bedst kan optimere din idé og dit pitch, samt undgå nogle af de største faldgruber, når det kommer til at sikre dig en forlagskontrakt.

Hvornår

23. april 2024 17:00-19:00

Hvor

Online

Pris

Fra 0.00 kr.

Type

Webinar

I webinaret får du tips og værktøjer til at udforme det mest effektive pitch.

Vi kommer ind på:

  • Idé
  • Research
  • Målgruppe
  • Marked
  • Selve pitchet og forlag
  • Do’s & Don’ts i en bogskrivningsproces

Når vi er færdige, er du klædt på til at tage din egen idé under luppen og med kritiske øjne gøre den skarp og køreklar til at sende til et forlag. Eller måske må du erkende, at idéen ikke er stærk nok, og at du skal ændre fokus, hvis den skal igennem forlagenes nåleøje. 

Nina Damsgaard skrev og udgav i 2022 den første bog om personlig træning på forlaget Gyldendal. Hendes pitch blev godtaget i første forsøg, pga. det store forarbejde. I workshoppen deler hun ud af alt sin viden. Hun vil også komme med alle sine bedste råd til at skrive en fagbog og de (hårde) erfaringer hun måtte gøre sig undervejs i processen. For en ting er at pitche en idé, noget andet er rent faktisk at skrive en bog.

Til webinaret vil der være rig mulighed for at stille Nina spørgsmål, så hvis du sidder med en idé og måske et manuskript, har du muligheden for at kvalificere dit pitch her. Det er derfor godt, hvis du allerede har gjort dig nogle tanker og måske har en idé til en fagbog, du godt vil skrive.

Nina Damsgaard er uddannet sociolog og journalist samt personlig træner, yogainstruktør, coach og forfatter. Hun har bl.a. arbejdet som journalist i udlandet, som kommunikationsrådgiver og har siden 2016 været fast tilknyttet Danmarks Medie- og Journalisthøjskole som ekstern lektor. Under Corona krisen startede hun sin egen virksomhed op med udendørs træning samtidig med, at hun fik idéen til bogen ”Personlig træner”. Ved at kombinere sin erfaring og viden fra journalistik, kommunikation, træning og metode, pitchede hun bogen til Gyldendal og landede en forlagskontrakt med det samme. Siden da er Nina blevet uddannet coach og hjælper nu andre med at gøre deres drømme til virkelighed.

Alle kredsmedlemmer kan deltage i webinaret. Det er gratis.