Kravlingprisvinder Christian Skjøtt: ”Det er et kvalitetsstempel”
I den fjerde artikel i serien af tidligere Kravlingprisvindere kan du blive klogere på Christian Skjøtt, som i 2019 vandt Kravlingprisen for Design med sine to studiekammerater. Hvad blev de 10.000 kroner brugt på? Og hvordan vinder man en pris i design, når kommunikation er ens spidskompetence?
Stephansen Photography
Vindere af Kravlingprisen for Design i 2019. Billedet er fra Kravlingprisen 2018.
Fra venstre: Jacob Grandt, Christian Skjøtt og Alexander Keblow Kofoed
Tekst: Amanda Skotte
Vil du introducere dig selv: Hvad er dit navn, og hvornår vandt du Kravlingprisen?
”Mit navn er Christian Skjøtt, og jeg vandt Kravlingprisen for Design i 2019.”
Hvilken pris vandt du og med hvad?
”Jeg vandt den sammen med mine studiekammerater, Jacob Grandt og Alexander Keblow Kofoed. Vi vandt med designet af et sugerørsbrand, som hedder St. Raws, hvor hele konceptet tager udgangspunkt i saints/helgener, fordi sugerørerne er af papir, så de er bedre for miljøet end almindelige plastiksugerør. Man gør altså noget godt for planeten, når man køber dem – derved bliver man en saint.”
Hvilke tanker gik gennem hovedet på dig, da de råbte jeres navne op?
”Det var lidt specielt, fordi jeg var i New York med Alexander på selve dagen, så det var igennem en video fra Jacob, at vi fandt ud af, at vi havde vundet.”
Hvordan husker du aftenen, hvor du modtog Kravlingprisen?
”Videoen viste Jacobs fantastiske tale, men der gik lidt tid, før vi fattede, at vi rent faktisk havde vundet. Vi var faktisk i køen til at komme op i Empire State Building, så det hele gik ligesom op i en højere enhed. Vi var ret oppe at køre! Vi var helt klart ret overraskede over at vinde design, når kommunikation er vores spidskompetence. Vores medstuderende på Grafisk Design er skide dygtige, så på den måde gjorde det ekstra indtryk.”
Hvad brugte du de 10.000 kr. i præmie på?
”De 10.000 kr. blev delt i 3, så de forsvandt hurtigt – specielt taget i betragtning af, at vi var i New York på det tidspunkt.”
Har Kravlingprisen hjulpet dig i dit studie/karriere efterfølgende?
”Kravling har ikke direkte haft indflydelse på min karriere, men jeg er kæmpe stor fan. Jeg synes det er vigtigt at hylde det ekstra gode arbejde blandt studerende. Det handler ikke bare om at løse en opgave fyldestgørende, men det belønner sulten efter at lave noget ekstraordinært og gå ‘the extra mile’. Som studerende på Kreativ Kommunikation fylder priser meget, fordi det er noget, som arbejdsgiverne kigger meget på. Det er et kvalitetsstempel.”
Hvilke råd har du til andre, som drømmer om at vinde en Kravlingpris?
”De 3 projekter jeg har været nomineret med, har alle støttet et større purpose, så det kan måske være, at det er nøglen til at vinde en Kravling.”
Kommentarer