Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Anders Bindesbøll: "Kast dig ud på dybt vand, mens det er gratis"

Det er blevet tid til den femte artikel i serien om tidligere Kravlingprisvindere. Her kan du blive klogere på Anders Bindesbøll, som vandt Kravlingprisen i Journalistik i 2016 sammen med studiemakkeren Claus Nordahl. Hvordan var det at modtage prisen? Hvordan har det hjulpet ham i hans efterfølgende karriere? Og kan man virkelig bruge 10.000 kr. på astronautis? Læs med her.

Kravlingvinder 2016 Anders Bindesbøll

Vindere af Kravlingprisen for Journalistik i 2016, Anders Bindesbøll og Claus Nordahl.

Hvad er dit navn, og hvornår vandt du Kravlingprisen? 


"Jeg hedder Anders Bindesbøll og jeg vandt Kravlingprisen i 2016." 


Hvilken pris vandt du og med hvad? 


"Jeg vandt Kravlingprisen i journalistik sammen med min studiemakker Claus Nordahl med P1 Dokumentaren ”Voldtægt on demand”." 


Hvad har du lavet siden du vandt Kravlingprisen og hvad består dit arbejde af i dag? 


"Jeg har været på forskellige redaktioner i DR. P4, TV Avisen, Kontant.  
De seneste par år har jeg lavet dokumentarprogrammer til DR1."  


Hvilke tanker gik igennem hovedet på dig, da de råbte dit navn op? 


"Jeg kan faktisk bedst huske, at det er Lars Trier Mogensen, der skal overrække prisen.  Han er jo så pisse sej, tænker jeg. En rigtig ”journalist-journalist” med langt hår, læderjakke og en række af bøger, debatprogrammer og redaktørtitler bag sig.
Lige inden han afslører vinderen siger han så ”at det der havde imponeret ham allermest ved vinderprojektet var, at det var en modbydelig historie, der var forløst så kølig og sikkert, at man havde lyst til at høre det, selvom man ikke havde lyst”.  
Han siger vores navne. Jeg revner af stolthed i sædet. Og bliver så røvforlegen lige bagefter.
Vi rejser os og går mod scenen og så brager Emil Stabil bare ud af højtalerne med ”Du kan ikke frys' mig. Jeg er allerede is.!” 
Og jeg tænker ”Fuck, fuck, fuck! Jeg kan slet slet ikke indfri forventningerne om, at nu kommer der en vinder på scenen, der er kold som jordbæris."  


Hvordan husker du aftenen, hvor du modtog Kravlingprisen? 


"Jeg har forsøgt at lede i hukommelsen efter timerne efter prisoverrækkelsen. Og de timer er umiddelbart forsvundet.  
Det eneste glimt, jeg lige har, er, at Claus og jeg klokken ”lårt” sidder på kantstenen ude foran Bremen med den der åndsvagt store papcheck og æder noget a la astronautis."  


Hvad brugte du de 10.000 kroner i præmie på? 


"Astronautis åbenbart."  

 
Har Kravlingprisen hjulpet dig i din karriere efterfølgende? 


"Jeg tror ikke, at prisen direkte har åbnet nogle døre - men anerkendelsen der ligger i at modtage prisen har dengang som studerende haft en indirekte virkning på min tro på egne evner som journalist."  


Hvilke råd har du til andre, som drømmer om at vinde en Kravlingpris? 


"Mit råd går mest på det at være journaliststuderende.  
Gå all in på de større journalistiske projekter du skal igennem som studerende. Tag nogle chancer. Prøv noget af du ikke plejer at gøre. Og ”knokl” igennem.  Det er langtfra givet, at man i sit arbejdsliv lander på en redaktion, hvor der er mulighed for at satse alt på en historie. Og redaktioner hvor historier kan falde, men alligevel reddes på en refleksionsrapport er vist meget sjældne. Så kast dig ud på dybt vand, mens det er gratis. Det er en god investering."  
 

Kommentarer