Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Kandidat til HB: Karen Hedegaard

Karen Hedegaard

Jens Otto Emmich

Om Karen Hedegaard

  • Selvstændig grafisk designer
  • Medlem af Hovedbestyrelsen siden 2011
  • Medlem af følgende udvalg under Hovedbestyrelsen:
    - Ophavsretsudvalget
    - Udvalget for Fastholdelse og Organisering
    - Freelance- og Selvstændigeudvalget
  • Medlem af hovedbestyrelsen i a-kassen AJKS
  • Kasserer og nyhedsbrevredaktør i specialgruppen Visuelt Forum

Jeg vil fortsætte arbejdet for at gøre DJ til en stærkere fagforening og være med til at dæmme op for de nedskæringer og forringelser, der vælter ind over os – både fra arbejdsgiverside og fra politisk hold.

DJ skal være en mere synlig fagforening 
Vi skal tiltrække flere medlemmer til DJ, så vi sikrer en bredere organisering af hele medie- og kommunikationsområdet. Men vi skal også kunne fastholde de medlemmer, vi allerede har, ved at DJ bliver en endnu bedre og mere synlig fagforening, som medlemmerne har fuld tillid til og ved, at det er her, de får den bedste varetagelse af deres interesser, den bedste rådgivning og de bedste medlemstilbud.

Fokus på freelancevilkår
Flere og flere DJ-medlemmer bliver freelancere og selvstændige, enten af fri vilje eller af bitter nødvendighed. Derfor er det pinedød nødvendigt, at DJ opruster indsatsen for freelancere og selvstændige. Det gælder både, hvad angår kurser og andre tilbud internt i DJ, og det gælder indgåelse af flere freelanceaftaler med de større arbejdsgivere.

Arbejdet for at sikre gode vilkår for freelancere og selvstændige handler i høj grad om at forsvare hele branchens løn- og ansættelsesvilkår. Dårlige vilkår for freelancerne presser de fastansatte på deres vilkår, det ser vi jævnligt eksempler på. Senest har vi oplevet, hvordan Jysk Fynske Medier nedlægger faste fotografstillinger, hvor arbejdet i stedet skal varetages af – billigere – freelancekolleger.

Lovgivningen skal passe til virkeligheden
Men vi skal naturligvis også presse på for at få ændret lovgivningen, så den passer til os, der ikke arbejder som traditionelle lønmodtagere. Vores fagblad beskrev her i sensommeren, hvordan kombinatører, der har indtjening både som lønmodtager og selvstændig, falder ned i et hul i lovgivningen, fordi man ikke kan sammenlægge de to typer af indkomst, når sygedagpengene skal beregnes. Fagbladets research viste en bred politisk forståelse for problematikken, og det momentum skal vi udnytte til at få ændret loven.

Selvstændig på barsel – kan man det?
Er du selvstændig – mand eller kvinde – må du tage til takke med dagpenge, når du går på barsel. Det er ikke rimeligt – hverken for forældre eller barn. Derfor skal vi – i samarbejde med andre faglige organisationer – presse på for at få genoplivet barselsfonden, således at selvstændige kvinder, men også deres partner, får mulighed for at holde barsel med samme økonomiske vilkår som andre.

Ophavsret under pres
Mange DJ-medlemmers arbejde er ophavsretsligt beskyttet, men vores ophavsret er under pres. Det har vi senest oplevet hos Ritzau Scanpix, der lægger op til at score hele fortjenesten ved videresalg af billeder. Det er en farlig udvikling, som vi skal bekæmpe.

Fælles indsats
Vi er under pres i medie- og kommunikationsbranchen. Både studerende, fastansatte og freelancere – og ikke mindst kolleger, der p.t. er uden for arbejdsmarkedet. Der er brug for, at vi holder sammen – både på tværs af faggrænser og på tværs af, hvordan vi arbejder. 

Der er langt flere ting, der samler os, end der skiller os, og skal vi løse problemerne, kræver det fælles indsats. Hvis vi kæmper sammen, så skaber vi de bedste muligheder for at opnå resultater.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk