Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Kandidat til HB: Henrik Friis Vilmar

Henrik Friis Vilmar

Jonas Ahlstrøm

Om Henrik Friis Vilmar

  • Nyhedsjournalist på DR P4 Syd
  • Formand for Journalistgruppen i DR
  • Sidder i DJ's Hovedbestyrelse
  • Gift og har to voksne børn 
  • Bor i Aabenraa i Sønderjylland

Da jeg endnu en gang blev valgt til hovedbestyrelsen i april i år, glædede jeg mig særligt meget til den kommende periode.

For jeg var helt sikker på, at nu kunne vi endelig komme i gang med konkret arbejde til gavn for medlemmerne. Det har vi trængt til længe.

For mens hovedbestyrelsen de seneste år har været optaget af forbundssammenlægninger, overvejelser om nyt domicil og me-too sag, har mange medlemmer mistet deres arbejde, startlønningerne er faldet endnu mere og utrygheden steget med stadig flere medlemmer i løse ansættelser.

Det er alvorligt.

Op til delegeretmødet i april havde vi med de to rapporter, Fagenes Fremtid og Fremtidens forbund bygget et godt grundlag til virkelig for alvor, at komme i gang med det vigtige arbejde for medlemmernes vilkår.

På selve delegeretmødet fik i fællesskab truffet en række beslutninger, der kunne styrke DJ til netop det arbejde.

Men den dagsorden blev allerede overtaget af de sager, der har ført til ekstraordinært delegeretmøde fra kort før sommerferien. Sagerne har taget al hovedbestyrelsens tid og energi frem til nu.

Det har bestemt ikke været sjovt. Personligt har det været vanvittigt opslidende, og jeg har, som andre HB-medlemmer, mere end en gang overvejet om det er det hele værd.

Men når man stiller op til HB, stiller man også op til at være en del af den øverste forbundsledelse, og det ansvar skal man selvfølgelig tage på sig, særligt når forbundet er i så svære situationer, som vi har været det, det seneste halve år.

Jeg er bestemt ikke stolt af alle de beslutninger vi har truffet undervejs. Og jeg både forstår og anerkender, hvis nogle undervejs har tvivlet på, om man overhovedet kunne have tillid til, at hovedbestyrelsen magter at lede forbundet.

Det har sgu´ ikke set pænt ud udefra. Det har det heller ikke altid indefra, skulle jeg hilse og sige.

Det bedste, der er at sige, om det er, at trods de svære situationer, har hovedbestyrelsen faktisk arbejdet godt sammen i langt de fleste tilfælde. Vi har været uenige undervejs. Meget uenige. Men vi har formået i stort omfang, at bruge vores uenighed konstruktivt i stedet for at slå hinanden i hovedet med den.

Det er en god ting.

Jeg stiller op til hovedbestyrelsen igen, fordi jeg håber, at vi efter det ekstraordinære delegeretmøde i november for alvor kan komme i gang med arbejdet for medlemmerne.

Vi skal sætte gang i flere ting med det samme. Noget har vi allerede taget hul på, blandt andet de lave startlønninger.

Men for mig er en af de vigtigste opgaver lige nu, at vi får samlet forbundet, så vores medlemmer kan stå sammen om at bekæmpe den afvikling af vilkår, der går så stærkt på vores del af arbejdsmarkedet for tiden.

For uanset om man tilsyneladende arbejder på gode vilkår på en overenskomst, går fra den ene løse ansættelse til den anden, arbejder for alt for lav betaling som free-lancer så er vi i mine øjne i samme båd.

Vi risikerer alle at blive ramt stadig af ringere vilkår, eller risikerer helt, at miste vores indtægt. Det værste vi kan gøre i den situation er at arbejde mod hinanden.

Vi må gerne være uenige og diskutere for at blive bedre, men når det handler om vores allesammens arbejdsvilkår, bør vi stå sammen som medlemmer af det samme forbund. For kun i fællesskab har vi en chance for at ændre på den måde, vores arbejdsmarked udvikler sig lige for tiden.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk