Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Kandidat til HB 2021-2023: Signe Goldmann

Signe Goldmann

Signe Goldmann

Kort om mig
Jeg er 49 år, selvstændig fotograf og bosat i Odsherred. Jeg har desuden en bachelor i retorik og har tidligere arbejdet en del med kommunikation, politik og projektledelse og har bl.a. siddet otte år i Københavns Borgerrepræsentation. Jeg er i dag medlem af DJ-Fotografernes bestyrelse samt Freelance- og Selvstændige Udvalget i DJ.

Den største udfordring, fagbevægelsen står overfor, er, at flere og flere bliver freelancere og selvstændige – og det gælder ikke mindst i vores forbund. Som selvstændig fotograf har jeg selv længtes efter trygheden ved et fast arbejde, hvor jeg vidste, at der gik en fast løn ind på kontoen hver måned, men der er ikke mange faste fotografstillinger tilbage i dagens Danmark.

Det er en fagforenings fornemmeste opgave at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for os, der er medlemmer, men det er bare et helt andet game, når flere og flere af os, mere eller mindre frivilligt, render rundt med CVR-numre. Forskellene er kun blevet endnu mere tydelige her under corona.

Vi kan enten acceptere, at vi som fagforening er kørt ud på et sidespor og se bedrøvet til, mens trygheden i arbejdslivet smuldrer for flere og flere. Eller også må vi stå sammen, vise solidaritet og kræve ordentlige forhold for alle, uanset om vi har CVR-numre eller ej.

Når lovgivningen er i vejen, må vi lægge pres på at få den ændret. Men første skridt er, at vi står sammen både i DJ og i fagbevægelsen bredt. Fastansatte, freelancere og soloselvstændige. Ellers har vi ikke en chance. Og sidder der et par fastansatte og overvejer, hvorfor I skal være solidariske og sikre bedre forhold for freelancere, så overvej lige om ikke jeres job kunne skiftes ud med en freelancer, eller om ikke I vil få sværere ved at forhandle en god overenskomst, når arbejdsgiverne bare kan hyre nogle af os andre ind på væsentligt ringere vilkår. We are in it together.

Fagforeningerne opstod i sin tid, fordi arbejdsgiverne pressede arbejdstagerne ved at spille dem ud mod hinanden. Vi sejrede langt hen ad vejen. Der blev sikret mindsteløn, barsel, ferie mm. Nu bliver vi presset igen, det starter forfra, og det kræver handling, ikke bare fra os, men fra hele fagbevægelsen – også gerne internationalt. Jeg synes, det bør være DJ’s fornemmeste opgave at stille sig i spidsen for den kamp. Derfor har jeg nu valgt at stille op til hovedbestyrelsen, og jeg håber, der vil være opbakning til, at det bliver en af vores absolut vigtigste prioriteringer.

Hvis jeg kort skal nævne nogle af de andre områder, som jeg også synes er vigtige, så kommer de her:

  • #MeToo:  
    Jeg valgte selv i efteråret at stå frem med en personlig historie for at sætte fokus på, at ikke mindst freelancere og løsttilknyttede er ekstra sårbare, når det gælder sexisme og krænkelser. Det kan ikke være rigtigt, at der i 2021 stadig gælder forskellige spilleregler, når mænd og kvinder vil gøre karriere. Vi skal sikre, at alle har lige muligheder, og at kønnet ikke lægger forhindringer i vejen (det samme gælder selvfølgelig i forhold til etnicitet, seksuel orientering mm.).
  • Ophavsret:
    Som fotograf er det afgørende, at min fagforening slås for, at de billeder, jeg tager, som udgangspunkt er mine, og at de ikke bare kvit og frit kan bruges af andre. Fagfotografer er en af de dårligst betalte grupper i DJ. Man kan downloade stock-fotos til næsten ingen penge. Hvis ikke jeg har en stærk fagforening i ryggen, der kæmper for mine ophavsrettigheder, så er jeg endnu ringere stillet.
  • Opkvalificering og efteruddannelse:
    Det er vigtigt for os alle sammen, men ikke mindst for os, der ikke har en arbejdsgiver eller overenskomstaftale, der kan hjælpe os på vej. Hvis vi ikke hele tiden følger med udviklingen og holder os opdaterede, så går den næste opgave bare til en anden.
  • Faglige netværk:
    Livet som selvstændig kan af og til være ensomt. De nærmeste kollegaer er også ofte de nærmeste konkurrenter. Det kan let ende i spidse albuer og alles kamp mod alle for at overleve. Udover at det undergraver solidariteten, så efterlader det os også i et fagligt vakuum, hvis vi ikke har andre at sparre med. Jo mere vi dyrker netværk med andre, des mere udvikler vi os fagligt, og des stærkere bliver solidariteten.
Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk