Kandidat til HB 2021-2023: Anders Stoffer
Anders Stoffer
- 48 år
- Uddannet journalist i 2003
- Har arbejdet på Ekstra Bladet som sportsjournalist og redigerende siden 2004.
- Har været tillidsrepræsentant fra 2013 til 2018 og stedfortrædende TR i et år inden.
- Er i DJ pt. medlem af Hovedbestyrelsen (siden 2017), Forretningsudvalget (2019), Freelance- og Selvstændigeudvalget (2019) og Uddannelsespolitiskudvalg (2017).
- Repræsentere eksternt DJ i bestyrelserne for Pressens Uddannelsesfond (2019) og Mediernes Pension (2019).
- Tidligere medlem af Overenskomst- og aftaleudvalget samt Uddannelsespolitiskudvalg. (2017-2019)
- Kasserer for Journalisterne i DJ (2019).
Stem Stoffer i HB
Vi står lige nu i den værste krise i mands minde. Ledighedstallet hos DJ’s medlemmer når rekordhøjde.
Store mediehuse har fyret midt i coronanedlukningen. Især er mange freelancere og selvstændige ramt utroligt hårdt. Anden corona-bølge gav tomme sider i ordrebøgerne. Mange har nu meldt sig ledig.
DJ skal have medlemmernes ryg. DJ skal hjælpe og understøtte ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Enten i det nuværende fag – eller med modet videre til nye og uudforsket områder.
Det er der, at mit fokus er i det faglige arbejde: Bedre vilkår for freelancere og selvstændige, der på kort tid kan miste eksistensberettigelsen.
Derfor skal der kæmpes for en udvidelse af barselsfonden for freelancere og selvstændige. Der skal fortsat stædigt arbejdes på konkurrencelovgivningen. Den skal ikke være ens for store multinationale selskaber og enmandsvirksomheder i medie- og kommunikationsbranchen.
Det er bedre arbejdsvilkår og aftaler for de mindst beskyttede medlemmer. Det er første grundsten i hele DJ’s aftalesystem. Derfor at det er vigtigt, at DJ ved hver eneste overenskomst-forhandling kræver at inkludere freelancere. Det mantra, skal gentages igen og igen – for det er vejen til gennembrud på området.
Jeg kan desværre ikke love gennembrud på alle overenskomster i løbet af de næste to år – men forbundet skal være vedholdende. Det vil jeg stå på mål for.
DJ skal også fortsat kæmpe for…
- at sikre en lønudvikling, der matcher omverdenen
- 16 ugers betalt barsel til begge forældre
- bedre efteruddannelse
- at praktikantaftalerne overholdes
- bedre pensionsordninger
- højere startløn for nyuddannede.
- orden i DJ’s økonomi. Formuen skal ikke snoldes væk, men bruges med omtanke.
- nyt og sammenhængende forbundshus, hvor medarbejderne kan gå tørskoet mellem afdelingerne.