Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Nyhedsbrev januar 2024

Læs om repræsentantskabsmøde, opgaver i 2024 og medlemskab af Journalistgruppen i DR

Repræsentantskabsmøde

25.- 26. januar afholdes der repræsentantskabsmøde i DR Byen for alle DJ’s tillidsrepræsentanter.

Kunstig intelligens, også kaldet AI (artificial intelligence) bliver et tema på mødet, så også vores tillidsrepræsentanter er bedre klædt på til de udfordringer, vi står overfor ved brugen af AI i DR.

Vi får også besøg af forhandlingschef i DJ Marianne Molin, som vil sætte fokus på tidsbegrænsede ansættelser i DR.

Som altid vil der også blive erfaringsudvekslet fra den ene TR til den anden TR, så vi får et billede af, hvor udfordringerne er for os i DR.

Opgaver i 2024

Vi vil have stor fokus på nyansattes lønninger, hvor vi har erfaring for, at hvis man bliver for lavt indplaceret ved ansættelse, så er det svært at hæve lønnen til det korrekte niveau.

Konkret vil vi arbejde for at puljeforhandlinger om personlig løn, skal bruge til at hæve medarbejdere efter de bestemmelser, der står i overenskomstteksten.

Her står: ”Den personlige løn skal give udtryk for den enkeltes indsats, kvalifikationer, uddannelse, dygtighed, fleksibilitet samt stillingens indhold og ansvar.”

Er man for lavt indplaceret ved ansættelse, så skal det korrigeres ved en lønforhandling udenfor de puljer, der bliver afsat i overenskomsten til forhandling af personlig løn.

Journalistgruppen i DR

Ved du egentlig hvad vi arbejder med?

I vedtægterne står der sådan her:

”Stk. 2. Journalistgruppens formål er at arbejde for medlemmernes økonomiske, herunder lønmæssige, faglige, arbejdsmiljømæssige samt sociale interesser.”

Det er os, der sammen med DJ forhandler den overenskomst, der udgør din dagligdag. Vi arbejder dagligt med at fortolke overenskomsten, så arbejdet i DR foregår som aftalt. Vi kæmper din sag i tvister med DR om løn og arbejdsforhold. Desuden arbejder vi på indflydelse i alle forhold, der vedkommer vores medlemmer i DR. Du kan altid ringe eller skrive til os, når du har behov for råd eller hjælp.

Hvis du altså er medlem, og det er alle medlemmer af DJ helt automatisk, hvis de er fastansatte eller TBA’er i DR.

Men mange løstansatte i DR er ikke medlem af Journalistgruppen, selv om de høster af vores arbejde og rådgivning. Så vi vil gerne opfordre dig til at opfordre din freelancekollega til at blive medlem hos os til halv pris (65 kr.) så vi sammen kan blive endnu stærkere.

Kommentarer