Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Journalistgruppens arbejdsprogram 2016-2017

Journalistgruppen i DR samler medarbejdere, som er ansat på Dansk Journalistforbunds overenskomst med
DR og freelancere, og er dermed medlemmernes naturlige faglige base.

Journalistgruppen i DR arbejder på daglig basis for medlemmerne med spørgsmål der knytter sig til overenskomsten, og på længere sigt med til stadighed at forbedre arbejds- og lønvilkår for medarbejderne.

1. Løn

Journalistgruppen anser DR for at være Danmarks førende mediehus, som af den grund naturligt vil søge at ansætte de bedste medarbejdere. Dette bør naturligvis afspejles i lønniveauet, og Journalistgruppen deler ikke DR’s holdning om, at Huset ikke skal være lønførende.

Journalistgruppen arbejder via tillidsrepræsentanterne for, at enhver ny medarbejder indplaceres så højt som muligt og for at der ikke opstår et løngab mellem nye medarbejdere og medarbejdere som har været en årrække i huset.

2. Arbejdstid

For at kunne levere det bedste stykke arbejde, skal medarbejderne have den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer. For at opnå dette vil Journalistgruppen i det kommende år arbejde på to fronter:

  • a. At fastholde DR’s ledelse på de aftaler og overenskomster, der er grundlaget for medlemmernes arbejdsliv, herunder en fortsat dialog om intentionerne i de aftaler vi har indgået, først og fremmest Overenskomsten.
  • b. En kontinuerlig dialog om de ressourcer, som DR Medier afsætter til opgaverne. Det er vores klare opfattelse, at DR Medier i nogle sammenhænge presser redaktører til at yde langt ud over, hvad budgettet kan bære. Det ekstra arbejde havner på vores medlemmers borde med stor risiko for stress til følge

3. Sundt arbejdsliv

Journalistgruppen arbejder for en sund balance mellem arbejdsliv og fritid. Grundlaget for et sundt arbejdsliv er, synes vi, dels at medarbejderne oplever arbejdsglæde, tryghed og motivation, dels at medarbejderne har klare rammer for de opgaver de løser.

Journalistgruppen hjælper, via tillidsrepræsentanterne, medlemmerne med at definere ovenstående, hvis der er tvivl om rammer, ligesom vi hjælper medlemmerne med den løbende afstemning af forventninger, hvis behovet opstår.

Journalistgruppen anerkender, at den specielle natur som arbejde for vores medlemmer i DR har, kræver en stor flexibilitet fra medarbejderne. Journalistgruppen er altid klar til at lave særaftaler med DR’s ledelse om dette, hvor overenskomsten ikke rækker.

4. Kompetenceudvikling og efteruddannelse

Udviklingen i DR går stærkt, og der opstår hele tiden nye arbejdsområder, mens eksisterende bliver nedlagt. Journalistgruppen arbejder derfor for, at medlemmerne løbende efteruddannes og får nye kompetencer, således at  omlægning af arbejdsområder ikke behøver at betyde fyringer, men at nye jobfunktioner kan dækkes af eksisterende medarbejdere. For at det skal lykkes, kræves der også en positiv holdning fra DR’s ledelses side.

Journalistgruppen vil
derfor samtidig arbejde for, at DR tager dette ansvar på sig og betragter medarbejderne som en ressource, som det er værd at investere i.

5. Samarbejde

Journalistgruppen tror på samarbejde og dialog. Løsninger findes bedst i fællesskab, også i svære tider. Ordet Fællesskab er centralt for vores forståelse af samarbejdet. For at det skal lykkes, er det en forudsætning at begge parter både byder ind og lytter. Det er Journalistgruppens udgangspunkt altid at forsøge at finde en fælles løsning. Det gælder både i det daglige samarbejde mellem lokal ledelse og tillidsrepræsentanterne og på overordnet niveau mellem DR’s ledelse og Journalistgruppen, og naturligvis altid i respekt for indgåede aftaler.

Tillidsrepræsentanterne er en vigtig spiller i dette samarbejde, og Journalistgruppen vil fortsat arbejde for, at disse får de bedst mulige vilkår for at udføre deres vigtige arbejde. Journalistgruppen prioriterer et tæt og tillidsfuldt samarbejde med de andre organisationer i DR, som er de naturlige partnere i det faglige arbejde. Dette gælder i særdeleshed AC, med hvem vi lige nu arbejder for en fælles overenskomst.

Journalistgruppen arbejder for et fortsat tæt og tillidsfuldt samarbejde med Journalistforbundet.

6. Tættere på medlemmerne

Journalistgruppen er medlemmerne, og intet af dette arbejdsprogram kan for alvor føres ud i livet, uden at der er en tæt kontakt mellem Gruppekontoret, tillidsrepræsentanterne og medlemmerne. Ligesom medlemmerne kan bruge  Journalistgruppen, har vi også brug for at kunne trække på medlemmernes opbakning. Journalistgruppen stiller rådgivning til rådighed for medlemmerne, først og fremmest via tillidsrepræsentanterne.

Herudover vil Journalistgruppen arbejde på at øge informationsniveauet og styrke kontakten til medlemmerne. Det er vores ønske at skabe mere faglig diskussion og inspiration, både ansigt til ansigt, på sociale medier og gennem en attraktiv og inspirerende hjemmeside.

Fandt du den information du søgte
Tilføj email hvis du ønsker svar retur.