DR og DJ har landet overenskomstaftale
Det blev et smalt økonomisk forlig over tre år. Rammen på 4,07 er mindre end ved DMA-forhandlingerne, men grundlønsstigningerne, og dermed den langsigtede effekt på startlønnen for især nyuddannede, er større end på DMA. Den største stigning på grundlønnen (2,1 procent) kommer allerede her den 1. juni 2020. Basislønnen ender på 28.718 kroner 1. juni 2022 .
”Det har været nogle svære forhandlinger, men vi er tilfredse med resultatet, fordi vi ikke har givet væsentlige indrømmelser. Aftalen bliver behandlet af DJ's hovedbestyrelse ved næste møde onsdag den 17. juni”, udtaler formand i DJ Tine Johansen.
Bedre vilkår for freelancere i DR
Udover forbedringer af startlønnen, for især de nyuddannede, har DJ og delegationen haft fokus på vilkårene for freelancerne i DR, der i den nye aftale får mere end de fastansatte. 0,17 procent af den samlede ramme går ekstra til freelancerne, så de fastansatte får 3,9 procent af rammen på 4,07 procent.
”Vi er blevet mødt på nogle væsentlige punkter, men har bestemt ikke fået alt, hvad vi ønskede os. De væsentlige punkter er blandt andet forbedret startløn og vilkår for freelancere, der sender et vigtigt signal om sammenhold mellem faste og frie og mellem erfarne og nyuddannede”, siger Tine Johansen.
Godkendelse og urafstemning
Onsdag den 17. juni kl. 17.00 præsenteres DJ's hovedbestyrelse for aftalen, hvorefter den ved en godkendelse sendes direkte videre til urafstemning blandt DR’s berørte medarbejdere. Fristen for afstemningen vil være fredag den 26. juni kl. 10.00. Et eventuelt nej til aftalen vil betyde, at en potentiel lockout og strejke kan blive en realitet fem dage efter udløbet, som er onsdag den 4. juli.
Rettet den 11. juni kl. 15.43
Rettet igen den 12. juni kl. 13.44 med ny dato for frist for afstemning.