Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Sig fra - ja men hvordan

Tine Johansen,

WWW.NIELSBUSCH.COM

Interview med næstformand i DJ, Tine Johansen:

- Det  vigtigste er, at det er noget, vi står sammen om. Den enkelte kan ikke tage ansvaret alene. Så det handler om, at man på arbejdspladsen får  en fælles forståelse af, hvad der er god journalistik, og hvordan rammerne for den skal være.

Det kræver, at vi journalister hele tiden diskuterer med hinanden, hvor vi er med vores faglighed, hvad der er en god historie, hvordan skal den laves, og hvor meget den kræver.

Når vi har en fælles forståelse af det, kan vi bakke hinanden op og kræve vilkår, der ikke spænder ben for den gode journalistik. Og i et miljø, hvor den faglige diskussion er levende, vil det også blive naturligt at sige fra, hvis man har oplevelsen af at gå på kompromis med etikken. 

Det er helt afgørende, at vi leverer høj faglig kvalitet, hvis vi vil skabe tillid til vores fag. Der sidder jo hele tiden folk, der har god forstand på det, vi skriver eller siger og bedømmer os. Hvis de ser, at vi på deres eget område er uskarpe eller uvidende, så skaber det mistillid til os på alle områder.

Har vi noget at holde os til, har vi  ret til at sige fra? Det mener jeg, når jeg ser på  samvittighedsklausulen i de presseetiske regler. Vi har ret til at sige fra, hvis vi  føler, vi ikke kan stå inde for vores historie. Det er en nødbremse, og den skal vi i hvert fald prøve af. Hvis det spidser til, har vi heldigvis også alle vores tillidsmænd ude på arbejdspladserne.

Men i første omgang er det forhåbentlig nok, at vi motiverer hinanden og vores chefer til, at vi ikke går på kompromis med fagligheden. Og at vi derfor både skal og må sige fra, hvis håndværket ikke er i orden.