Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Lad os stoppe den sexistiske kultur i mediebranchen

Mere end hundrede nye journalistpraktikanter er netop begyndt at arbejde på medierne rundt om i Danmark. Hver tiende af dem kommer, statistisk set, til at opleve seksuelle krænkelser inden for det næste år. Så lad os nu få stoppet den sexistiske kultur, der desværre også hersker i mediebranchen.

Ronja Pilgaard, medlem af bestyrelsen

Det var noget af en bølge, der skvulpede ind over mediebranchen i november, da to kvinder stod frem i Fagbladet Journalisten og fortalte om en usund sexistisk kultur inden for murene hos Dansk Journalistforbund. Og MeToo har fået historier fra hele mediebranchen til at pible frem fra den beton, der ellers hidtil har ligget ovenpå og holdt dem nede. 

Én har fortalt, at hun var blevet kaldt til jobsamtale i en sauna. En anden om chefens enormt upassende e-mails. En tredje fortæller om en nat, hun blev overfuset på åben gade af en kollega, fordi hun ikke ville med ham hjem. En fjerde fortæller om en kollega, der har spredt rygter om, at hun var prostitueret, fordi hun delte et stofområde manden, som han ikke ville dele. Én har fortalt, at hendes praktikantvejleder flirtede kraftigt med hende, og gav hende alle de gode opgaver, til hun en dag gik med ham hjem – så var opmærksomheden og de gode opgaver væk. 

Praktikanterne er sårbare

 
Netop praktikanterne er sammen med studentermedarbejdere og freelancere blandt de mest udsatte grupper. Vi kan forvente, at hver tiende praktikant kommer til at opleve en seksuel krænkelse i løbet af det næste år. Det viser en kortlægning af omfanget af seksuelle krænkelser i mediebranchen, som Dansk Journalistforbund står bag. Hver tiende har i hvert fald været antallet hidtil - og det er alt, alt for mange. 

Ud over at være de tre grupper, der oftest oplever seksuelle krænkelser, er studentermedarbejdere, praktikanter og freelancere også dem på en arbejdsplads, det er lettest at skille sig af med. 

De tre grupper er nederst i magthierakiet. En leder, der brænder varm på en praktikant, skal derfor godt nok tænke sig grundigt om, før han eller hun rykker på en intim relation. For ja, praktikanter er myndige voksne mennesker, men de er også sårbare, unge og nye i branchen. 

Vi skal først og fremmest passe på dem, og lade dem lære i et beskyttet miljø, hvor deres største kamp bør være at finde sig til rette i en hård branche. De skal ikke også kæmpe med seksuelle krænkelser, tilnærmelser eller overgreb. 

Bryd stilheden

 
For mig er der ingen tvivl om, at mediebranchen har et seriøst problem med en sexistisk kultur, hvor man hellere tier end står frem. 

Det viser kortlægningen da også. 71 procent af dem, som har oplevet krænkelser på deres arbejdsplads, har aldrig gjort krænkeren opmærksom på, at de har følt sig krænket – og i langt de fleste tilfælde (91 procent) har krænkelsen ikke haft nogen konsekvens for krænkeren. Men hvordan skulle det også kunne få det? 

Kun fire procent af de krænkede har ifølge undersøgelsen fortalt deres tillids- og arbejdsmiljørepræsentant om krænkelserne. Og knap 20 procent har aldrig fortalt om krænkelserne til nogen. 

Journalistforbundet har da også igangsat en række initiativer. Det mest konkrete, vi indtil videre har hørt, der kommer til at ske, er en informationskampagne til arbejdspladserne og en såkaldt beredskabsplan til brug i forbundet. 

En informationskampagne. 

I mine ører lyder det lidt som at fortælle en indbrudstyv på vej på rov, at det han laver forresten er ulovligt, men at man ikke har tænkt sig at stoppe ham. Krænkelserne stopper jo ikke, bare fordi folk bliver gjort opmærksomme på, at det ikke er i orden. 

De stopper først, når vi sammen insisterer på, at det ikke er i orden. I sidste ende kan det jo koges ned til, at alle kender en eller anden, som har været udsat for overgreb, men ingen kender pudsigt nok en overgrebsmand eller -kvinde. Og når man ikke taler om, at overgreb og krænkelser findes, hvordan skulle man så nogensinde kunne stoppe dem? 

Mens forbundet vil problemerne til livs med en informationskampagne og en intern beredskabsplan, vil vi gerne tage skridtet videre. Vi opfordrer derfor til individuel handling.

Derfor har vi udarbejdet syv principper, som vi opfordrer alle i den danske mediebranche til at overholde og efterleve: 

 

  1. At stoppe stilheden - Jeg vil gøre mit for at skabe en kultur på min arbejdsplads, hvor det er muligt at stå frem og fortælle om sine oplevelser med sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb uden at frygte for, at man som offer bliver udsat for repressalier. 
  2. At være bevidst om min magtposition - Jeg vil undgå at lægge an på personer, som jeg er leder eller vejleder for, da jeg ved, at det kan sætte kollegaen i en svær situation, hvor det kan være svært at sige nej. 
  3. At respektere afvisninger - Jeg vil respektere, når min kollega siger fra over for mine tilnærmelser, også selvom de ikke var ment som sådanne. 
  4. At give alle lige chancer på jobbet - Jeg vil behandle kolleger og ansatte ens uanset køn, race, religion og seksuelle tilhørsforhold.
  5. At undgå kønnede kælenavne - Jeg vil ikke bruge kønnede kæle- og øgenavne om ansatte/kolleger som “lille skat”, “lille frøken” osv. 
  6. At støtte dem, det går ud over - Jeg vil ikke dømme dem eller udskamme dem, der har været ude for krænkende opførsel, men i stedet støtte offeret og hjælpe med at stille krænkerne til ansvar. 
  7. At handle - Jeg vil sige fra, når jeg oplever, at andre overskrider disse syv principper. 

Hvis alle i mediebranchen lever op til disse principper, så skal ingen gå på arbejde med frygt for igen at sige #MeToo.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.