Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Hurra for journalistikken

Næsten 150 medlemmer af forbundet deltog, da Journalisterne i DJ den 5. januar, for første gang, afholdte Journalistikkens Dag. Formålet med at få journalisterne til at gå opløftede derfra, så ud til at lykkedes.

Deltagerne til Journalistikkens Dag 2018

Martin Hammer Deltagerne til Journalistikkens Dag lytter intenst.

Tung og våd sne stod ud af himlen, da Journalisterne i DJ åbnede dørene til Journalistikkens Dag 2018. Men programmet for dagen trak alligevel folk til - også mange, der slet ikke kendte til specialforeningens eksistens.  

“Vi er virkelig glade for den store tilslutning til dagen. Antallet af deltagere overgik langt det, vi turde håbe på. At en del af dem ikke var klar over, at vi fandtes, er jo bare endnu en årsag til, at vi skal afholde den her slags arrangementer” siger Elisabeth Hamerik Schartz, bestyrelsesmedlem i Journalisterne i DJ.

Programmet var sammensat med håbet om at give journalister fornyet optimisme til faget. Under sloganet “Bliv forelsket på ny” var der derfor samlet en række af branchens dygtige kræfter, der skulle inspirere deltagerne.

89 pct. af de adspurgte synes godt om Journalistikkens dag

88 pct. syntes godt om det journalistfaglige indhold på dagen

82 pct. mener, at Journalistikkens Dag skal gentages

Journalistik til ungdommen
Blandt andre redaktionschef Rikke Bekker fra TV 2 Fyn, der sidste år stod i spidsen for det journalistiske projekt STEM’RNE, der havde til formål at få de unge til stemmeboksen ved kommunal- og regionsrådsvalget på Fyn i november.

“De unge vil gerne have journalistik. Men de vil involveres og høres, og det bliver de altså ikke ret ofte. Derfor er min opfordring: let røven og kom ud og tal med dem,” sagde hun fra scenen.  

De unge var også temaet for Pelle Dams oplæg, der som redaktionsleder for JP/Politikens nye ungdomsmedie Format til daglig forsøger at fange de unge læsere:

“Det er en myte, at de unge ikke gider læse, men de stiller kæmpe store krav til relevans og kvalitet, fordi der er så mange tilbud at vælge imellem,” var en af hans pointer.

På Format har journalisterne haft god succes med at bruge sig selv i artiklerne, noget Pelle Dam derfor også opfordrede andre til at gøre.

Aslak Gottlieb i sut breaking-gule jakkesæt.

Martin Hammer Aslak Gottlieb i sut breaking-gule jakkesæt ved Journalistikkens Dag 2018.

Iført sit gule breaking news-jakkesæt gik Aslak Gottlieb rent igennem hos publikum. Med sig havde han sine fem nye kriterier for journalistik, engagementskriterierne, der ikke skal erstatte men supplere de eksisterende. Gottlieb har som fellow på Center for Journalistik på SDU undersøgt teenageres medievaner, og har på den baggrund tilføjet: Trend, Meningsfuldhed, Engagement, Overraskelse og Konstruktivitet, til de velkendte VISA+K kriterier.

”At vokse op og danne sine vaner som mediebruger i dag, er som at handle i en kæmpe bland-selv-slikbutik: Der er frit valg på alle hylder, og udvalget føles uendeligt,” forklarede Aslak Gottlieb om teenageren og mediernes udfordring.

Fake News eller dårlig journalistik
Siden juli sidste år har en særlig sammensat redaktion af journalister fra store norske medier som VG og NRK gransket norske journalisters arbejde. I spidsen for netmediet “Faktisk”, står journalisten Kristoffer Egebjerg, der præsenterede de foreløbige resultater af arbejdet.

Af de 152 påstande i journalistiske publikationer redaktionen har gennemgået, var der fejl i 56 procent, og næsten hver fjerde påstand viste sig at være helt forkert. Bør det give journalister røde øre, og folk ret i, at journalistik er lig med fake news? Ikke nødvendigvis, mener Kristoffer Egebjerg. For de 152 publikationer er ikke repræsentativt udvalgt. Han opfordrede dog salen til ikke at gå på kompromis med fakta på grund af travlhed.

“Lad os stoppe med at kalde det for fake news. Lad os kalde det for det, det er: fejl, misinformation og dårlig journalistik,” sagde han.

Kristoffer Egebjerg fortæller

Martin Hammer Kristoffer Egebjerg mener, vi skal stoppe med udtrykket Fake News.

En huskekage at gå hjem på
Som rosinen i pølseenden overrakte komiker Jonathan Spang ‘Årets Omvendte Cavling’. En pris han ugentligt tildeler historier, der i overskriften lover mere, end den kan holde, i talkshowet ‘Tæt på sandheden’ på DR2.

Prisen er blandt andet givet til BTs historier om "Det har du aldrig lagt mærke til før: Dansk ø ligner en dinosaurus", 'Danskerne har talt: Vi hader folk med disse navne' og endelig ‘Cecillie havde glædet sig til at se Volbeat i Parken: Da hun gik på toilettet, var aftenen ødelagt’.

Sidstnævnte løb med titlen som ‘Årets Omvendte Cavling’, men siden journalisten bag historien, Kristian Dam Nygaard, ikke var til stede, modtog debatredaktør Sanne Fahnøe prisen på vegne af BT. Hun takkede og fortalte, at historien havde været den mest læste på bt.dk i 2017 med hele 750.000 kliks. Den oplysning fik salen til at grine højt, men om det var på grund af forundring eller beundring, ved vi ikke.  

“Vi er virkelig tilfredse med dagen. Folk har deltaget i debatterne, og tilbagemeldingerne på indholdet er positive, så det kan vi vist godt gentage til næste år,” sagde formanden for Journalisterne i DJ, Rasmus Mark Pedersen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Monica Krog-Meyer

man, 05/07/2018 - 14:17

Journalistforbundet - først med det nyeste!
Sådan skal det være for journalisters fagblad - klik eller ikke klik.
Men hov!
De må da have skrevet den dato forkert!
Reportage fra Journalistikkens dag! 5. januar!???
Hvordan kan det lade sig gøre, at jeg læser det i en mail jeg modtager i starten af maj????? Det er fire måneder siden!!!
Meget mærkeligt!

Hej Monica

Du har fået et nyhedsbrev fra din specialforening Journalisterne i DJ, hvor jeg er formand. Du læser en nyhed på vores hjemmeside, som er blevet skrevet som en opsummering af, hvad der skete på Journalistikkens Dag. Vi har den politik, at alt det, der er sket siden sidste nyhedsbrev, skal med i nyhedsbrevet. Derfor får du denne reportage.

Vi er drevet af frivillige kræfter, og kan godt blive enige om, at det var lang tid siden. På den anden side så er der også mange medlemmer, der ikke var med den dag, som vil have glæde af nogle af pointerne. Derfor valgte vi at tage reportagen med i nyhedsbrevet.

Bedste hilsner,
Rasmus MP