Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

- Man bliver nødt til at se på journalistik som en vare

På Ekstra Bladet havde man i 2017 en mission om at få flere læsere på nettet. Det er lykkedes, men det har også præget journalistikken, forklarer stedfortrædende tillidsmand Gisle Thorsen, der både ser gode og dårlige sider ved den nye satsning.

Gisle Thorsen

Rasmus Mark Pedersen Når et emne klikker, så bliver Gisle Thorsen sat til at skrive mere om det.

Af Casper Hindse

På Ekstra Bladet bliver man målt. Digitale tavler slænger sig rundt i de store kontorlandskaber, og her kan de tastende journalister følge med i aktiviteten på eb.dk.

Hver uge tikker der så en e-mail med måltal ind i alle medarbejdernes indbokse. Her bliver de enkelte redaktioner vægtet i forhold til, hvor mange der klikker sig rundt på Ekstra Bladets site.

”Det er helt tydeligt at aflæse, hvordan det går,” siger stedfortrædende tillidsmand Gisle Thorsen:

”Vi får indekstal, som enten er grønne eller røde, alt efter om de ligger over eller under ugen forinden. Samtidig får vi at vide, hvordan vi ligger i forhold til avisens konkurrenter, men evalueringerne foregår kun på redaktionsniveau. Altså er det ikke den enkelte journalists produktion, der bliver evalueret.”

Nye muligheder
Men evalueret bliver der nu. Den mere og mere hastige, moderne teknologi har nemlig gjort det muligt at måle helt ned i detaljerne, så man som nyhedsmedie i 2010’erne kan se, hvor man skal sætte ind, hvis man gerne vil holde fast i sine læsere.

”Det med tal er jo ikke nyt, for i gamle dage fik vi altid at vide, hvor mange aviser vi solgte,” siger Gisle Thorsen som har været ansat på Ekstra Bladet i mere end et årti:

”Men i dag er det langt mere specifikke tal, vi får, og teknologien har gjort det muligt, at skrue op på det her felt. Vi har eksempelvis fokus på CTR – click through rate – hvilket vil sige, hvor mange der klikker sig videre fra artiklen og til noget andet indhold på hjemmesiden. Det giver én mulighed for at lægge gode links ind i artiklen, så man fastholder folk. Den moderne teknologi er altså ikke kun farlig.”

Brugernes avis
Teknologien kan således udpege læserens lyster i en mere markant grad. Men hvad betyder det for journalistikken på et tabloidmedie som Ekstra Bladet?

”Først og fremmest betyder det, at vi prioriterer historier efter, hvad læserne gerne vil have,” siger Thorsen:

”På den positive side kan man sige, at det har gjort os skarpere. Tidligere lavede vi mere journalistik ud fra vores mavefornemmelse, men i dag kan vi se, om det klikker. Gør det ikke det, så laver vi noget, som vores brugere godt kan lide at læse om i stedet. Der bliver mere af det, som folk gerne vil læse om, og så kan man selvfølgelig spørge, om det er et demokratisk problem, at man ikke favner bredt i nyhedsbilledet.”

Dette anser den stedfortrædende tillidsmand dog som en noget højtflyvende diskussion:

”Det er jo en rigtig public service-tankegang, og der har vi på Ekstra Bladet nærmere målrettet os og sagt, at vi ikke laver noget for vores egen skyld, men at vi tværtimod er her for vores brugere. Vi træffer nogle valg, når vi fokuserer på kliks, og der er sider, som ikke bliver belyst, men er det virkelig Ekstra Bladets opgave at belyse alt? Som mediemand kan man håbe, at der er noget til os alle sammen, men det er ikke nødvendigvis vores opgave at dække bredt.”

Journalistisk vare
I undersøgelsen fra Journalisterne i DJ går et enkelt ord igen: Tid. En stor del af de adspurgte svarer, at de mangler tid til deres opgaver. På Ekstra Bladet har man i 2017 haft en målsætning om, at få 10 procent flere læsere på hjemmesiden.

Det er lykkedes, men det kunne også lyde som om, at avisens journalister har måtte løbe stærkere. For Gisle Thorsen er det imidlertid vigtigt at fastslå, at de journalistiske idealer ikke bliver skyllet ud med målet om vækst.

”Vi vælger stadig journalistisk, men jeg anerkender, at det kan blive et problem, hvis man pludselig sidder og fokuserer mere på klikkene end på historien. Den øgede konkurrence på nettet har ført til, at tankegangen her på avisen er, at hvis det tager to måneder at lave en skidegod artikel, som ikke genererer kommerciel værdi, så er det spørgsmålet, om det er værd at lave den,” siger Thorsen:

”Og samtidig skaber måltallene jo konkurrence imellem redaktionerne, men det er nu mere for sjov, end det er noget, som gør arbejdsklimaet dårligt. Vores tavler viser, hvad der er godt træk i på nettet, og det er ikke anderledes, end hvis en sælger på Grønttorvet kan se, at bananerne ikke sælger og derfor skifter dem ud med æbler. Sådan er det også, når man prioriterer, hvad der ligger på hjemmesiden, og derfor er det jo helt afgørende, at man kan se, hvad folk klikker på. Selvfølgelig skal man ikke tale vores fag ned, men man bliver nødt til at se på journalistik som en vare.”

Folk skal læse det
Men hvor ender alt dette, kunne man jo så spørge? Er der ikke en fare for, at konkurrencen imellem redaktionerne kan føre til en glidebane, der ender i rivalisering imellem de enkelte journalister?

”Det ville være forkert, hvis nogen blev målt individuelt på deres artiklers klik. Men det er heller ikke idéen bag, for så ville man tage beslutninger, der ikke var journalistisk hensigtsmæssige,” siger Gisle Thorsen:

”Hvis man bliver målt personligt, så vil man formentlig forsøge at nå sit eget mål frem for at tænke journalistisk. Og dér må vi aldrig komme hen! Man må aldrig blive så forhippet på klikkene, at man ikke laver journalistik, og det ved jeg også, at ledelsen er meget bevidst om.”

Alligevel kan man jo mene, at lederskabet er blevet bredt markant ud, når Ekstra Bladets ledelse på denne måde involverer medarbejderne i de daglige tal. For med måltallene følger vel en reel risiko for, at journalisten bliver en handelsmand, der sælger blikfang. Og hvordan er det overhovedet, at arbejde under sådanne forhold?

”Det har både en god og dårlig side, men udgangspunktet må altid være, at man gerne vil have, at der er mange, som læser ens artikler. Derfor er tallene med til at fortælle én, om de historier, man selv finder interessante, også er det. Og hvis man virkelig mener, at noget er interessant, så skal man bare sælge det bedre. Men det negative er jo så, at hvis man kun jagter tallene, så skrider journalistikken. Det synes jeg bare ikke, vi har oplevet på Ekstra Bladet,” siger Gisle Thorsen.

Journalistik er mere end klik