Sådan vender du godt tilbage til arbejdet efter en hjernerystelse
Fælles arrangement Journalisterne i DJ & DJ Kommunikation: Hvordan skaber du de bedste hjernevenlige betingelser for at vende godt tilbage til arbejdet, hvis du har haft en hjernerystelse? Og hvad kan du som leder, kollega eller TR gøre for at støtte den hjernerystelsesramte?
Hvornår
19. januar 2023 09:00-10:00
Hvor
Webinar
Type
Webinar
Det er ofte vanskeligt for hjernerystelsesramte at vende tilbage til arbejdet, fordi det moderne arbejdsliv hurtigt overstimulerer hjernen med bl.a. skærmarbejde, støjende omgivelser, hårde deadlines og kompleks opgaveløsning. Og dermed rammer konsekvenserne af en hjernerystelse ofte journalister og kommunikatører ekstra hårdt.
Derfor er Journalisterne i DJ og DJ Kommunikation gået sammen om et webinar, der skal hjælpe vores medlemmer til at komme godt igen efter en hjernerystelse.
Webinaret ledes godt igennem af ledelsesrådgiver Pia Hauge og hjerneforsker Trine Nygaard, der sammen vil sætte fokus på hjernerystelse og et hjernevenligt arbejdsliv. De taler bl.a. om støj, pauser, hjernetræthed, arbejdsro, multitasking, neuroplasticitet, fordybelse og arbejde udendørs – og hvad du som kollega, TR eller leder til en hjernerystelsesramt kan gøre for at hjælpe.
Pia Hauge (cand.mag.) er selvstændig ledelsesrådgiver bl.a. med erfaring fra talentudvikling i DR. Hun er forfatter til bogen ”Kontorkoma – fra støj til fordybelse i dit arbejde”, der er et bud på, hvordan fremtidens arbejdspladser kan designes mere hjernevenligt, så trivsel, kreativitet og produktivitet løftes.
Trine Nygaard (cand.scient., ph.d.) har i +15 år arbejdet som hjerneforsker i både universitetsverdenen og medicinalindustrien. I dag har Trine fokus på hjernerystelse og det hjernevenlige arbejdsliv som selvstændig rådgiver og foredragsholder. Trine er desuden frivillig rådgiver i Hjernerystelsesforeningen.