Journalistikkens Dag
Lørdag den 27. januar 2024 inviterer Journalisterne i DJ til Journalistikkens Dag.
Hvornår
27. januar 2024 10:00-16:30
Hvor
Union CPH, Nørre Alle 7, 2200 Kbh N
Pris
Gratis (No-show-fee)
Type
Arrangement
Sæt kryds i kalenderen den 27. januar 2024. Her kan du nemlig blive genforelsket i dit fag, når Journalisterne i DJ inviterer til en dag propfyldt med faglig inspiration, hygge og muligheden for at mødes med andre fagfæller.
PROGRAM:
Kl. 10: Dørene åbner - kaffe og croissanter
Kl. 10.30 - 11.30: VÆLG MELLEM:
Ryd Fladen v. Iben Maria Zeuthen
ELLER
Bedraget i Helmand v. Nagieb Khaja og tidl. soldat Martin Tamm Andersen
Pause kl. 11.30- 11.45
Kl. 11. 45 - 12.45: VÆLG MELLEM:
Paneldebat om dækningen af Israel-Palæstina-krigen
ELLER
Google Maps som værktøj v. P1-journalist Morten Runge
Kl. 12.45 - 13.45: Frokost
Kl. 13.45 - 14.45. VÆLG MELLEM:
Af hensyn til erhvervslivet v. Jesper Tynell
ELLER
R8Dio v. radiodirektør Klavs Bundgaard og programchef Allan Sindbergs hhv. Kasper Nielsen og Brian Lykke.
UDVIDET PROGRAM:
Kl. 10: Dørene åbner - kaffe og croissanter
Kl. 10.30 - 11.30. FØRSTE SESSION
VÆLG MELLEM:
Ryd Fladen v. Iben Maria Zeuthen (3.sal)
Vi er midt i en altoverskyggende klima-krise. Det bør medierne afspejle. Det gør de i dag ikke i tilstrækkelig grad. Det mener Iben Maria Zeuthen, der står bag det journalistiske initiativ "Rydfladenforklimaet". Initiativet voksede hurtigt på de sociale medier - men hvad er det, der mangler i dækningen? Hvordan kan man konkret nytænke klimaformidlingen? Og hvad er det, der går helt galt, når det går galt?
En ting er sikkert: i takt med den grønne omstilling skal vi i gang med en omfangsrig journalistisk omstilling. Udviklingen skal tænke ud over de klassiske klimaartikler. Vi skal gentænke fortællerens rolle, vi skal udnytte sociale medier og vores brugerkontakt, vi bør implementere klimaet i andet journalistisk indhold, samt gentænke kontekst og brug af eksperter og erfaringskilder. Kort sagt: der er meget at tage fat i."
ELLER
Hvordan afslører man bedraget i Helmand med livet i behold? (AULA)
Journalist Nagieb Khaja og tidligere soldat Martin Tamm Andersen er netop nomineret til årets Cavling-pris for dokumentaren ’Min fjendes fjende - bedraget i Helmand’ for Plus Pictures/DR. Filmen fortæller en ny og ubehagelig historie om Danmarks engagement i Afghanistan. På baggrund af årelang research og et grundigt kendskab til landet bliver det dokumenteret, hvordan danske soldater samarbejdede med en lokal og brutal afghansk politistyrke, som ifølge en række stærke vidneberetninger stod bag et systematisk misbrug af mindreårige drenge – de såkaldte tedrenge. Det har ikke været uden risiko for de to at interviewe den afghanske politichef og dykke ned i de urovækkende eksempler og konsekvenser af Vestens krig mod Taleban, som vi skal høre mere om.
Pause 11.30 - 11.45
Kl. 11.45 - 12.45. ANDEN SESSION
VÆLG MELLEM:
Kan vi genopfinde journalistikken og fortællerglæden?
Morten Runge har fundet en ny og simpel metode med Google Maps (3. sal)
Hvordan finder journalistikken nye veje til at fastholde et mere og mere kræsent publikum, der bombarderes med informationer fra morgen til aften? DR-journalist Morten Runge har taget et originalt, men simpelt initiativ til at kontakte mennesker i verdens brændpunkter ved hjælp af tilfældige opkald med Google Maps. Det har bragt lytterne til Etiopien, Afghanistan og helt tæt på hverdagen i Ukraine og Rusland, hvor øjenvidner kan belyse konfliktområder fra en personlig vinkel. Det er der kommet en perlerække af oplysende og stærke P1-portrætter ud af, hvor fortællerglæden og nærværet er intakt, forhold som måske savnes i dagens mediebilede.
ELLER
Paneldebat om dækningen af Israel-Palæstina-krigen i danske medier (AULA)
Sjældent har vi set så voldsom en krig udspille sig, som den vi i øjeblikket er vidner til i Israel og Palæstina, hvor et hav af følelser, fakta og historie er i spil. Hvordan sikre medierne, at de giver en fair dækning lige fra sprogbrug til kildevalg, dokumentation, viden, ideer mv. fra begge sider? Hvor er udfordringerne og hvad savnes?
Panel:
Lotte Folke, debatredaktør, Politiken
Jotam Confino, freelancejournalist, TV2
Nidal Abu Arif, journalist, foredragsholder, freelancer
Uffe Gardel, lederskribent, Ekstra Bladet
Moderator:
Line Gertsen, journalist og tv-vært, DR
Frokost kl. 12.45 - 13.45
Kl. 13.45 - 14.45. TREDJE SESSION
VÆLG MELLEM:
Hvordan kan vi som journalister afdække erhvervsorganisationers usynlig indflydelse på dansk politik? (3. sal)
Journalist Jesper Tynell står bag bogen - Af hensyn til erhvervslivet - der giver et hidtil uset indblik i, hvordan toneangivende dele af dansk erhvervsliv kan sætte både embedsmænd og demokrati under pres og i realiteten få større politisk indflydelse end medlemmerne af den folkevalgte forsamling. Blandt andet ved helt tilbage fra 1980'erne og frem til i dag at være med til at skrive de regler, der skal regulere deres eget område. Som der står i et internt notat til en kreds af finansfolk: "Kun derved sikres det, at systemet udformes på en sådan måde, at det primært tilgodeser erhvervslivet – aktieselskaber, investorer og fondshandlere."
Kom og mød den prisvindende journalist og forfatter og hør, hvordan du kan afdække det, han kalder for "usynlig politik", og bringe det frem i lyset, fx hvis du skal dække den kommende retssag mod Sanjay Shah og co.
ELLER
R8Dio på udebane - mød den fiktive radiostation
I 2019 fik Radio24syvs kanalchef Mads Brügger idéen til et satireprogram i kølvandet på, at radiostationens sendetilladelse blev overdraget til Radio 4. Programmet skulle være et dagligt satireprogram om tilblivelsen af den fiktive radiostation R8dio med komiker Kasper Nielsen og Brian Lykke i hovedrollerne. Skæbnen blev som bekendt en anden, men i 2020 blev ideen alligevel realiseret af Kasper og Brian i form af podcasten ’Undskyld vi roder’. Serien begyndte som en parodi på det politiske forløb, der ultimativt førte til Radio24syvs endeligt. I dag har ’Undskyld vi roder’ mere end 150.000 månedlige lyttere og har modtaget flere priser herunder 2 x Årets Satire ved Prix Audio og nominering som ’Årets Komiker’ ved ZULU Comedy Galla 2022. Kom og oplev den populære duo på udebane. (Kilde WIKI)
Det er gratis at deltage, dog reserveres der kr. 150 på din konto til no-show-fee. Beløbet fastholdes ved udeblivelse eller ved afbud efter fristen, som er den 23. januar, kl.12.00. Hvis du tilmelder dig efter den 23. januar, kl. 12.00, kan no-show-fee desværre heller ikke returnres. Du skal være medlem af DJ - Medier & Kommunikation for at deltage.