Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Det siger tallene


Vi har lavet en undersøgelse blandt vores medlemmer. 372 journalister fordelt repræsentativt ud over landets medier har svaret. Af dem arbejder halvdelen på et landsdækkende medie og 28 procent producerer primært til nettet. Det er nogenlunde repræsentativt for alle journalister i forbundet.

  • Kun en fjerdedel oplever aldrig at få deres arbejde bedømt efter en målbar norm som eksempelvis klik eller lytter-/seertal

  • Faktisk bliver en fjerdedel mindst en gang om ugen bedt om at lave en bestemt historie på grund af noget, der kan måles.

Lige under halvdelen af alle journalister arbejder et sted, hvor der er formelle krav til, hvor mange journalistikken skal nå ud til. Og på de arbejdspladser mærker tre fjerdedele det i dagligdagen. Herunder har hele 15,8 procent af respondenterne det klart og tydeligt stående i deres kontrakt, at de skal leve op til bestemte målbare krav.

Hvis det tal er repræsentativt for alle landets omkring 5000 fastansatte journalister, så svarer det til at omkring 370 journalister i dag har en kontrakt, der siger, at de skal leve op til bestemte målbare krav. Og vores vurdering er, at tallet er hastigt voksende.

  • 38 procent af alle journalister oplever altid, ofte eller af og til, at de journalistiske kriterier tilsidesættes til fordel for målbare krav om flere brugere/lyttere/seere.

  • 30 procent oplever, at målinger af journalistikken gør kvaliteten dårligere.

  • Kun 6 procent oplever, at kravene gør journalistikken bedre.

Vi har oplevet, at flere chefer taler om de målbare krav som et motivationsredskab. Eksempelvis har flere indført skærme med toplister over mest læst artikler hængende synligt på redaktionen. Men målbare krav virker faktisk stik mod hensigten.

  • Kun 10 procent oplever at blive mere motiveret

  • 35 procent bliver mindre motiveret

Derfor opfordrer Journalisterne i DJ til, at vi bruger målinger af journalistik og journalister med omtanke. Se vores holdninger til, hvordan vi bør gribe tendensen an. Eller dyk ned i den fulde undersøgelse her.

Mange er også kommet med rigtigt gode fritekstbesvarelser, der forklarer deres arbejdsliv med målinger. Dem kan du læse her.