Gå til hovedindhold
Bliv medlem

- Det er et sindssygt usikkert arbejdsklima

Judy Wium har været VJ siden 2011. Hendes hverdag planlægges som oftest i tre måneder ad gangen, men det er sjældent at virkelighedens arbejdstid stemmer overens med kontraktens ordlyd.

Judy Wium

Anton Bestle Judy Wium oplever, at det forventes, hun arbejder mere, end der står i kontrakten.

Af Casper Hindse

Videojournalist Judy Wium kan godt lide sit fag. Som VJ tænder hun på at være tæt på mennesker, der tør dele deres tanker med et kamera. Samtidig er hun glad for det miljø og de mennesker, der omgiver hende, når hun i sit arbejde er ansvarlig for at styre tilrettelæggelse, kamera, lyd og lys.

”Der findes masser af gode arbejdspladser, men kulturen i branchen gør, at man arbejder virkelig meget over og slet ikke bliver betalt for alt det, man laver. Og sådan er det bare,” siger Wium.

’Sådan er det bare’ betyder, at man som VJ skriver under på kontrakter, som man godt kan lure, aldrig kommer til at holde ude i den virkelige verden med et kamera over skulderen.

”Jeg indgår som oftest kontrakter i tre måneder ad gangen. Branchen er presset oppefra, og det pres siver hele vejen ned til ’manden på gulvet’ – i mit tilfælde VJ’en. Der skal løbes stærkt, og ofte er et projekt allerede bagud fra starten af,” siger Wium og peger på, at hendes kontrakter varierer rigtig meget:

”Der er flere selskaber, som ikke er med i de overenskomster, der er indgået, og det betyder, at de ikke behøver at forholde sig til pension eller afspadsering. En kontrakt fortæller som oftest bare, hvad ens arbejdstid er. Det vil sige 37 til 40 timer om ugen, og afspadsering er ikke noget, man taler om. Det er muligvis noget, man kan tage mundtligt hen ad vejen, men man skal selv spørge. Altså er man hverken rigtig freelancer eller rigtig fastansat. Det, synes jeg, er et kæmpestort problem.”

Nye forhold
Når man indgår kontrakter som VJ, aner man altså ikke, hvad fremtiden bringer tre måneder senere. Man går i gang med sit arbejde, men man skal samtidig have i baghovedet, at der snart skal søges nye tjanser igen.

”Det er et sindssygt usikkert arbejdsklima,” siger Judy Wium, der har været VJ siden 2011:

”Ofte aner jeg eksempelvis ikke, hvad jeg skal lave, når der er to uger tilbage af min kontrakt. Det handler virkelig om, at have et godt netværk, og jeg møder mange i mit fag, som har lange perioder med ledighed. Og de perioder er endda sommetider selvvalgte, fordi man har brug for at puste ud efter en hård VJ-tjans.”

Derfor er det da også en balancegang, når man forhandler med en kommende arbejdsgiver, forklarer VJ’en:

”Man skal jo have sit liv og kontoen til at balancere inden og efter en kontrakt, og hvis man er helt ny i branchen, så er man villig til at acceptere dårligere forhold, end hvis man har arbejdet som VJ i flere år. Man forhandler ganske enkelt sine egne forhold hver tredje måned, og ofte har man ikke noget job i hånden, når man gør det.”

Samtidig mener Wium, at det er vigtigt at pointere, at en forhandling ikke er sådan noget, som man ser på film, hvor et menneske bliver inviteret ind til mental armlægning og underskriftsøvelser.

”Det er sjældent, at man mødes og diskuterer frem og tilbage. Som oftest har man bare en kommende arbejdsgiver i røret, og så skal man ellers takke ja eller nej på stedet – og så er det først senere, man kigger forbi og skriver under,” siger VJ’en.

For lidt tid
Et helt andet spørgsmål, der presser sig på, når man arbejder på den måde, som Judy Wium og mange andre VJ’s gør, er tiden. I Journalisterne i DJ’s spørgeskemaundersøgelse peger flere på, at tiden til ordentlig journalistik er blevet mindre.

Og når man er freelancebaseret VJ som Judy Wium, forventes det da også, at man som det mest naturlige arbejder mere end de 37 timer, man har skrevet under på.

”Det er fuldstændig implicit, at man arbejder mere end 37 timer om ugen. Og det ved alle,” siger Wium:

”Jeg har oplevet, at blive hyret til et projekt, hvor der skulle castes, uplines, optages og klippes på tre måneder. Mit umiddelbare bud er, at den proces ville tage mere end et halvt år, hvis man skulle nøjes med at arbejde de 37 timer om ugen, som man bliver betalt for. Så faktisk er det meget enkelt: Der er alt, alt for lidt tid til arbejdet, men man accepterer det, fordi man gerne vil have opgaven.”

Videojournalisten har over de senere år prøvet at spørge ind til bedre forhold, men det er nu ikke fordi, lydhørheden har været voldsom stor.

”På et tidspunkt havde jeg en række spørgsmål til en kontrakt, som jeg slet ikke syntes, afspejlede det, vi havde aftalt. Men så begyndte min produktionsleder simpelthen bare at undgå mig, og da jeg til sidst blev insisterende, fik jeg besked på, at det ikke kunne være noget stort problem, eftersom alle andre havde skrevet under.”

Drop mindreværdskomplekserne
Når man arbejder udefinerbart meget mere end 37 timer om ugen, så går det også ud over andet og mere end arbejdsforholdene, forklarer Judy Wium.

”Jeg har længe gået og sagt til mine venner, at jeg snart skulle finde på noget andet at lave. At jeg skulle have et mere harmonisk arbejdsliv simpelthen. I meget travle perioder kan jeg arbejde op til 16 timer på en dag, og hvis jeg på et tidspunkt gerne vil have børn, kan den her type arbejdsliv jo i hvert fald ikke hænge sammen,” siger VJ’en

Hun er dog så glad for at arbejde med mennesker, som tør give noget af sig selv foran linsen, at hun ikke har planer om at skifte karriere:

”Som VJ kan du gå flere veje. Du kan være tilrettelægger eller sidde i en måned og klippe materiale ned fra klokken ni til fem – men jeg synes ikke, det er i orden, at man ikke kan lave det, man gerne vil, hvis man også gerne vil have gode arbejdsvilkår.”

Derfor vil Judy Wium da også hellere råbe journalistbranchen op:

”Jeg tror, at det eneste, man kan gøre, er, at droppe mindreværdskomplekserne og i fælles flok sige, at vi er mere værd. Vi har brug for et fagligt netværk for VJ’s, hvor vi kan dele erfaringer og blive bedre til at forhandle gode aftaler med vores arbejdsgivere. Det er en svær opgave, men vi kan godt gøre det.”