Journalisterne i DJ har interviewet 4 journalister, der har sagt fra
Udover de interviewede har Journalisterne i DJ været i kontakt med flere journalister, som har sagt fra - også i mere hverdagsagtige situationer - og er sluppet godt fra det. Hver især har de fortalt gode og relevante historier, men har ikke haft lyst til at stå offentligt frem i kampagnen af forskellige årsager:

Enten fordi de føler, at de hænger chefer eller kolleger unødigt ud - i og med situationen blev løst, fordi de er freelance/løst tilknyttede og vil holde deres sti ren, eller fordi det endnu ikke er kommet på afstand. Men flere har også fortalt, at de faktisk arbejder i en kultur, hvor det er ok at sige fra, og der derfor ikke er det samme på spil.

Sagde fra overfor Politiken-forlig

Per Thiemann, Journalist på Politiken

26. februar 2010 vågnede mindst 38 Politiken-ansatte op til en overraskelse. Politiken havde indgået forlig med otte organisationer - tilsyneladende bestående af 94.923 efterkommere af profeten Muhammed - og Politiken undskyldte for at have bragt Muhammedtegningerne.

Jeg var målløs. Uanset hvad man måtte mene om tegningerne, var det et enormt svigt – forliget forpligtede ikke organisationerne til andet end at droppe trusler om et sagsanlæg mod avisen. End ikke en anerkendelse af ytringsfriheden var med.

På et møde fastholdte Tøger, at der intet gik af avisen ved at give undskyldningen. Men jeg var harm og i den ophedede debat, kogte jeg over. Jeg husker ikke ordene, men sagde noget med, at ledelsen solgte ud af kerneværdierne, og det var det dummeste træk i dansk mediehistorie, som ville påvirke vores arbejde. Tøger afviste alt.

”Nå, nu bliver jeg fyret," tænkte jeg bagefter. Men så kom Tøger, klappede mig på skulderen og sagde: "God debat!"

Senere skrev jeg og et par kolleger et debatindlæg, og 38 Politiken-journalister endte med at underskrive. Flere ville gerne, men var bange for deres situation med løse ansættelser.

I dag er jeg glad for, at jeg sagde fra. Mig bekendt har det ikke fået negative konsekvenser, så jeg har også respekt for, hvordan Tøger håndterede kritikken.

Sagde fra overfor vinkler

Lars Fogt, netop stoppet som journalist på MetroXpress og på vej mod nye græsgange

- Hvad end folk tror, gør jeg faktisk en dyd ud af at sige fra, hvis jeg ikke tror på historier. Et eksempel var da jeg arbejdede på BT, da Berlingske skrev en historie om, at Stein Bagger var set på et hotel på Bahamas. Historien var opstået, fordi IT-afdelingen sagde, at der på en IP-adresse på øen blev læst en masse om Stein Bagger, og en lokal muligvis havde set ham. Mine chefer var helt oppe at køre, de kimede Bahamas ned og råbte ”ryd forsiden”. Men der kom aldrig reelle beviser for, at Stein Bagger var der. Så jeg opponerede kraftigt - min mavefornemmelse sagde nej, nej, nej. Det viste sig, at jeg havde ret. Den lokale havde ikke forstået, hvad mine kolleger spurgte om – han havde set en mand, der var på ferie med sin kone, og manden havde læst om Stein Bagger på en onlineavis. Ja, det havde været en god historie, men der var bare ikke dækning.

Også ved skattesagen med daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, som vi kørte på BT, sagde jeg fra. Jeg troede slet ikke på den i begyndelsen, sagen var alt for kompliceret i forhold til, hvor simpelt den blev stillet op i avisen, så selv om jeg sad i gravergruppen, afviste jeg, at jeg ville arbejde på den. Det var noget af et kontrovers, men jeg fik lov til at slippe. Det viste sig senere hen, at jeg var galt på den, historien var der, og jeg endte med at komme med alligevel, men jeg er alligevel glad for, at jeg sagde fra. For jeg mener, at det skal man turde sig nej, hvis man ikke kan se en historie –man skal altid have sin kritiske sans intakt.

Sagde fra overfor arbejdsopgaver 

Ditte Giese, Journalist og debatredaktør, Politiken

- For nogle år siden sagde jeg fra overfor at være redigerende på avisen, fordi jeg følte, at jeg spildte min tid med forefaldende, kedeligt arbejde og ikke havde lyst til at rette fejl hos folk, der skrev dårligere end mig.

Det er stadig en kamp, jeg kæmper: At insistere på, at jeg er noget særligt, kan noget særligt og skal noget særligt i journalistik. Derfor gider jeg ikke spilde min tid på rugbrød. Kald det en primadonna-indstilling, jeg kalder det faglig selvtillid, for jeg mener, at det er vigtigt at tage sig selv, sit talent og drømme alvorligt. Dengang sagde jeg derfor nej til fastansættelse og redaktørtitel og blev i stedet freelance og knoklede. To år senere tjente jeg over 50.000 om måneden og blev fastansat – nok så avisen kunne spare lidt penge.

Journalistik er en konkurrencesport, og jeg foragter tendensen med, at alle skal kunne det samme. Nogen er stjerner, og nogen er vandbærere, og avisernes overlevelse afhænger af stjernerne.

Indrømmet - i dag havde jeg måske ikke sagt nej til et fast job, fordi jeg er min families skaffedyr, men jeg kæmper stadig dagligt, ugentligt og månedligt med at få rum til at gøre det, jeg er bedst til. For jeg mener, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Og at alle bliver bedre af at blive sat til det, de elsker

Sagde fra overfor annoncører

Anders Hjort, Freelancejournalist og forfatter

- Som ung journalist var jeg redaktør på magasinet Romeo+Juliet, og jeg blev pitchet en kritisk historie om Nike. Den lød spændende, og da jeg fik historien, var den mere end det. Den var kritisk, veldokumenteret og sober og langede hårdt, men fair ud efter Nike og hele sneakerindustrien, som brugte børnearbejde. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den skulle trykkes – det var jo netop sådan et magasin, vi gerne ville være; et kritisk livsstilsmagasin. Men da direktøren for det hele læste den, sagde han: ”Den kommer ikke i trykken.”

Jeg svarede: ”Hvis du ikke vil trykke den, må du fyre mig!”

Han stolede alligevel nok på min journalistiske intuition til, at jeg fik lov til at trykke den, men efterfølgende trak Nike og flere andre sneakerbrands deres annoncer. Det var overvældende, og jeg kom i tvivl, om det var et forkert valg –vores magasin var lille og afhængig af annoncer. Men vi fik andre annoncører ind, og tre-fire måneder efter var Nike og co. tilbage.

Efterfølgende har jeg arbejdet ti år som journalist på en avis, og jeg tror, at rigtig mange oplever sådanne situationer i dag - ikke kun på magasiner, også på andre typer af medier. Der er dog ingen tvivl. Var jeg magasinredaktør i dag og fik samme historie, havde jeg stadig trykt den. Det var den vigtig nok til.