Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Joan Thora E. Laurberg, AMR på Skive Folkeblad

Joan Thora E. Laurberg er AMR på Skive Folkeblad

Steen Don

Fortalt til Joshua Hollingdale

Hvorfor valgte du at påtage dig rollen som arbejdsmiljørepræsentant

”Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst, og jeg var ikke i tvivl om, at det var for mig. Jeg synes, det er et af de mange vigtige områder på en arbejdsplads. Jeg vil gerne være med til at påvirke nogle ting. Det handler om at lytte og tale, forhandle med parterne og at være med. Jeg skal konstant have åbne øjne og ører overfor, hvad vi mere kan gøre. Jeg har blandt andet været med til at få etableret en ordning i hele virksomheden, hvor ansatte har mulighed for, helt uden ledelsens involvering, at få en række samtaler med en psykolog i tilfælde af, at der er noget arbejdsrelateret, der presser på, og som vedkommende måtte mene kunne være værdifuld at få vendt med en ekstern part. Det er en helt anonymiseret ordning, men ud fra det, jeg hører, er folk glade for det. Man er altid tilfreds som AMR, når man får nogle konkrete tiltag igennem, der hjælper ens kolleger. Men for mig er det mere en bekræftelse i, at ting kan lykkes, hvis man arbejder seriøst og langsigtet for det.”

Hvad får du selv ud af at være arbejdsmiljørepræsentant?

”Jeg håber, at de kolleger, jeg repræsenterer, og som har sat deres lid til mig, føler, at de får noget ud af det gennem mig. Jeg synes jo, det er et rigtig vigtigt område, og det er rigtig dejligt, når man kan se, at nogle ting lykkes. Det er rigtig dejligt at være en af de personer, der skal have ører og øjne åbne for de ting, der måtte være at tage fat i. Jeg kan bare godt lige at være med i den proces og rykke på tingene.”

Hvad fik du ud af TR-stævnet?

”Jeg får altid en masse input dels fra eksperter, og jeg får udvidet min horisont i forhold til, hvad der ellers findes indenfor de her felter. Det er fedt at møde andre og høste inspiration fra den måde, de håndterer deres TR eller AMR-rolle. Så på den måde får jeg indsigt, viden og inspiration. Endelig havde vi et møde i AMR-regi, hvor vi kunne dele erfaringer med hinanden og forbundet, som også var rigtig givende.”

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk