Guide til bedre dækning af MeToo og sexisme

I denne korte guide får du en opsamling af gode råd til, hvordan medier og journalister kan dække MeToo og sexisme.

I den længere guide går vi i dybden og giver en grundig gennemgang af alle relevante punkter.

MeToo, sexisme og seksualiserede overgreb er et komplekst stofområde. Journalister, der dækker området, har brug for at vide noget om blandt andet:

• Myter og fakta om chikane, overgreb, voldtægt og andre seksualiserede krænelser.
• Ofres tankegang og reaktioner før, under og efter voldtægt og andre seksualiserede krænkelser eller uønsket, seksualiseret opmærksomhed.
• Samspillet mellem køn, seksualitet og magt.
• Lovgivning og regelsæt om seksualiserede krænkelser.
• Kultur og normer på arbejdspladser, organisationer mv.
• Presseetik, kildehåndtering og andre faglige kompetencer.
• Blinde vinkler, interviewteknik, sprog og vinkling.
• MeToo på de sociale medier.

Nogle centrale overvejelser

Tilstrækkelig dokumentation og ”retten til egen historie”

Hvornår er dokumentation nødvendig?

I historier, hvor der rettes anklager mod en navngiven eller identificerbar krænker, er det ikke nok med en enkelt, personlig beretning. Her er der de samme krav til dokumentation som til alle andre kritiske, undersøgende journalistiske projekter. Dette skal bakkes op af andre mundtlige eller skriftlige kilder. Det kan være flere kilder med samme oplevelser eller anden form for valid dokumentation.

Personlige beretninger om sexisme eller overgreb kan være væsentlige for fx at kunne beskrive, hvordan ofre kan reagere forskelligt før, under og efter en krænkelse, for at kunne understøtte andre tegn på at en bestemt arbejdsplads har problemer med at håndtere krænkelser eller for at beskrive en arbejdskultur generelt, herunder nogle normer eller strukturer, der understøtter sexisme eller krænkelser. Det er historier, vi som medier skal bringe for at oplyse og informere. Her kan det imidlertid være svært med dokumentation. For når domstolene har så svært ved at dømme voldtægtsmænd, hvordan kan medierne så dokumentere overgreb og seksualiserede krænkelser? Derfor kan beretninger om emnet, hvor krænkeren og/eller offer ikke identificeres, være nødvendige. Lige som historier, hvor krænker eller offer kan identificeres, kan være nødvendige.

Cases og sårbare kilder

Nogle gange kan der ikke skaffes en case til fx en nyhedshistorie med statistik om sexisme. Måske kan nyheden godt bringes uden case, hvis tallene og historien er væsentlige for mediebrugerne og for forståelse af omfanget af problemet.

Cases er ofte sårbare kilder, der i særlig grad skal informeres og beskyttes. Derfor er det en god ide at være opmærksom på, hvordan man gør det bedst.

Før interviewet:

• Vær opmærksom på, at du kan retraumatisere ofret, hvis oplevelsen ikke er bearbejdet. Vær sikker på, om ofret er klar til at fortælle, og har mennesker omkring sig, der kan hjælpe, hvis vedkommende får det dårligt.
• Vær åben om dit arbejde, din vinkel, tidsmæssige aspekter, kontakt med andre parter og samarbejdet i det hele taget. Det kan være med til at skabe overskuelighed, tillid og ro i processen.
• Undersøg interviewpersonens sikkerhed. Er det sikkert for kilden at fortælle sin historie?

Under interviewet:

• Før en samtale i stedet for et klassisk kritisk interview. Ofre for seksualiseret vold føler ofte skyld, skam og selvbebrejdelse. Vær derfor nysgerrig og ikke klassisk kritisk. Journalisten står ikke i en retssal, og journalistens job er at få afdækket historien, ikke at holde en politiker op på valgløfter.
• Åbne spørgsmål kan give mere information end ja- og nej-spørgsmål.
• Tænk over, hvilke detaljer du beder interviewpersonen om at udlevere. Chokværdi er ikke et legitimt formål.

Ord og begreber

Vær opmærksom på dit sprog, når du dækker emnet. Du kan være med til at afkræfte eller bekræfte stereotype forestillinger om overgreb ved at bruge bestemte formuleringer eller ord. Nogle ord er ikke neutrale.

Et par eksempler:

• ”Påstået voldtægt” erstattes med ”anmeldt voldtægt”.
• Nogle kilder vil ikke kaldes offer, men ser sig selv på en anden måde. På engelsksprogede medier har fx betegnelsen ”survivor”, overlever, vundet indpas. Brug som udgangspunkt ordet offer, og spørg ellers, hvilket ord personen selv ønsker at blive betegnet med.
• Sex er lovligt og gensidigt. Derfor bør ”sexmisbrugt”, ”sexslave” eller ”sexoffer” erstattes med andre ord fx ”voldtaget” eller ”udsat for overgreb”.

Hvordan publiceres historien?

Overvej, hvordan historien publiceres. Spørg dig/jer selv:

• Hvad er rubrik og underrubrik, og hvordan kan de fortolkes?
• Hvilke illustrationer bruges? Hvordan kan de fortolkes?
• Kombineres fakta og erfaringsinterview i en sammenhæng, så mediebrugerne får forståelse for problemets omfang?
• Hvordan bringes historien på de sociale medier? Og hvordan modereres debatten på de sociale medier?
• Kan vi få puttet link ind til forskellige steder, hvor ofre og krænkere, der læser/ser med, kan søge hjælp.

Hent den lange guide som pdf-fil

Myter og fakta

Der florerer mange misforståelser i debatten. Vi skal som medier og journalister være opmærksomme på ikke at viderebringe dem. For at skabe klarhed kan vi i stedet bringe relevant fakta ind i debatten.

Herunder er nogle af de mest gængse myter og fakta, som kan bruges til faktabokse eller som opklarende input i en debat, hvor en debattør fx viderebringer myter. Gengivet fra Retningslinjer til medier i sager om kønnet vold udarbejdet af Everyday Sexism Project Danmarks og Lotte Rosdahl