Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide til breaking news via sociale medier

Når katastrofen rammer eller bomben sprænger går journalister i gang med researchen på sociale medier som Facebook, YouTube, Instagram og Twitter. Men selvom tjenesterne i udgangspunktet er lette at anvende, så kræver research på sociale medier indsigt og viden. Her får du hjælp til breaking news på sociale medier.

Guide til breaking på sociale medier

Jakob Carlsen

 

Skrevet for DJ af Filip Wallberg, journalistisk lektor, SDU

Det er blevet en instinktiv reaktion for journalister at gå i gang med research på sociale medier, når en markant nyhed bryder. Og forskellige sociale medier har givet journalister helt nye og interessante muligheder for at komme tæt på en historie med det samme.

Det er for eksempel muligt at finde øjenvidner, billeder og videoer ganske kort tid efter noget har fundet sted. Og i stigende grad også mens noget finder sted via direkte video fra blandt andet Facebook og Twitter.

Og derfor denne guide med syv råd til, hvordan man som journalist kan bruge sociale medier aktivt i researchen under breaking news.

1. Som det første finder man profilerne og siderne på sociale medier fra de myndigheder, organisationer, politikere og virksomheder, der er involveret i nyheden

Så hvis en bombe sprænger i Paris, så finder og følger man som minimum de profiler og sider, som politiet i Paris har. Og det er ikke nok at afsøge en platform som for eksempel Twitter, da man ikke kender myndighedens strategi og tidligere praksis. Man bliver nødt til at finde profiler og sider på tværs af platforme.

På både Facebook og Twitter kan man slå notifikationer til, så man får besked, når en profil eller side udgiver et opslag. Se hvordan du slår notifikationer til for sider på Facebook

Når du først har fundet myndigheder, organisationer, politikere og virksomheder er det oplagt at finde medier og journalister, der dækker nyheden. Og husk, at sprog ikke er en umiddelbar hindring, da man kan lade Google Translate klare den grove oversættelse og derefter få eksterne oversættere, der mod betaling kan oversætte både hurtigt og præcist, på opgaven.

Hvis en nyhed forventes at udspille sig over en længere periode, er det oplagt at lave lister med de sider og profiler, som er relevante. Man kan lave lister med sider og profiler på både Facebook og Twitter.

Facebook: How do I create a list to organize my friends?

Twitter: Using Twitter lists

2. Overvåg direkte video fra området, hvor nyheden har fundet eller finder sted

På Facebook kan man finde direkte video fra et område via Facebook Live Map. Desværre har Twitter, YouTube og Instagram ikke gjort det helt så nemt, for der skal man søge videoerne frem.

3. Tilpas TweetDeck til den aktuelle nyhed

Twitter i sig selv spiller en væsentlig rolle i researchen på SoMe i forbindelse med breaking news, da Twitter er en åben platform modsat Facebook og Instagram. Men Twitter via TweetDeck effektiviserer researchen i uhørt grad, da man kan overvåge flere kolonner med blandt andet lister og søgninger på Twitter.

Sådan opretter du en kolonne med en søgning i TweetDeck

Sådan begrænser du en søgning til et givent område i TweetDeck

TweetDeck er et stærkt værktøj, men det er også lidt kompliceret, så man skal gerne have brugt TweetDeck, før man bruger i det under breaking news.

Man får den bedste oplevelse med en søgning på Facebook, uanset om den foregår direkte via Facebook eller med et eksternt værktøj, hvis man har indstillet Facebook til ”English (US)”.

4. Gå på jagt efter øjenvidner og kilder via især Facebook

Fordelen med Facebook i forhold til øvrige platforme er, at Facebook har fået brugerne til at angive en række oplysninger om dem som personer som for eksempel bopæl, arbejdsplads med mere. Du kan anvende Facebooks egen søgefunktion, men du kan også anvende en række eksterne værktøjer, der har systematiseret de muligheder for søgning, som man har på Facebook.

5. Søg efter relevant indhold hos Google

Det lyder måske ualmindelig simpelt, men Google er fortsat knudepunktet for information på internettet. Og til forskel fra tidligere, så foregår Googles dataindsamling i et højt tempo. Derfor kan man også afgrænse en søgning til en særlig periode som for eksempel ”den seneste time” eller ”de seneste 24 timer”.

Se hvordan man gør afgrænser en Google-søgning

Hvis man for alvor ønsker at dykke ned i et emne, er det oplagt at få oversat søgeordene, inden man foretager søgningen. Gerne af en reel oversætter med lokalt kendskab. Google foretager ofte en maskinel oversættelse i forbindelse med en søgning, men det er ikke sikkert, at Google rammer de ord, der normalt bruges i den sammenhæng.

6. Tjek dit indhold, inden du udgiver det

Det er nærmest umuligt at undgå fejl under breaking news, men det er nødvendigt og afgørende at minimere antallet af fejl. Og man kan gøre noget aktivt for at holde antallet af fejl i bund.

Først og fremmest skal man bevare sin kritiske tilgang. Så når en bruger skriver, at en video eller et billede netop er taget i Paris, skal man forsøge at dokumentere det. For eksempel ved at lede efter butikker, veje, togstationer, skilte eller andre elementer, som man kan knytte til Paris. Dernæst kan man se på vejret og på skyggerne og sammenholde det forventede med det faktiske på det pågældende tidspunkt.

Endeligt skal man se på hvornår videoen er blevet optaget og eventuelt delt første gang via SoMe. Endeligt kan man lave en visuel søgning med billedet (eller skærmbilleder fra videoen) via Google Billedsøgning (se eksempel herunder) og TinEye, for at finde ud af, om indholdet har været bragt i en anden sammenhæng.

Sådan laver du en Google Billedsøgning

Dernæst er det vigtigt aktivt at indgå i en dialog med personen eller organisationen, som man har fundet materialet hos. Man kan skrive til personen eller organisationen, men det er klart bedst at ringe op og snakke med et egentligt menneske. Det er sværere at lyve når man taler end man skriver. Man kan spørge til hvordan personen er kommet i besiddelse af informationen, hvor billedet er taget med mere. Man bør gå detaljeret til værks og hvis personen ikke kan svare eller tøver med at servere detaljer, skal man være sikker i sin sag, hvis man går videre med materialet.

Endelig skal man tjekke den bruger, som man har fundet materialet hos. Undersøg forbindelser, tidligere opslag og forsøg samtidig at finde andre sider, der omtaler vedkommende. Facebook og Twitter forsøger at verificerer betydningsfulde brugere med et lille flueben ud for navnet.

7. Hent og print ”The Breaking News Consumer's Handbook” fra det amerikanske radioprogram “On The Media”

Breaking News Consumer's Handbook

Gerne suppleret af indslaget om de ni punkter fra radioprogrammet og de efterfølgende uddybninger om udvalgte stofområder.

Mette Secher

FALDGRUBER PÅ SOCIALE MEDIER

Må jeg bruge et foto jeg har fundet på Facebook i min artikel? Kan jeg blive fyret for mine handlinger på sociale medier?

Bob Katzenelson

FÅ GODE RÅD OM MEDIEJURA

Uanset om du skal beskytte din kilder, kæmpe for aktindsigt eller skal have styr på de presseetiske regler, finder du overblikket her.

Jakob Nielsen

BLIV MEDLEM

Få karriererådgivning, unikke kurser og juridisk hjælp gennem dit professionelle liv i medie- og kommunikationsbranchen.