Uafhængig podcaster bestemmer selv konceptet
TORBEN SANGILD laver podcasten ”Sangilds Samtaler om Standup”
Af Katrine Nadia Jørgensen
Hvordan opstod ideen til din podcast om standup?
I 2014 interviewede jeg en række komikere i forbindelse med Zulu Comedy Festival. Husets lydteknikere sørgede for at give os ordentlige mikrofoner på, fordi jeg havde fået den ide, at det skulle optages med henblik på at lave en podcast.
Hvor mange penge tjener du på at podcaste?
Lytterne donerer penge via 10er.dk, og jeg får et trecifret beløb ind på hver podcast og bruger to dage på at tilrettelægge hver udsendelse. Så det er småpenge, der kun delvist dækker mine udgifter. Jeg gør det kun, fordi jeg synes, det er sjovt. Så længe Zulu Comedy Festival laver live-arrangementer, bliver jeg ved. Det motiverer mig også, at jeg selv er redaktør og bestemmer konceptet, længden og formatet. Jeg ville egentlig gerne skrive en bog om standup, men har ikke tid. Podcasts er nemmere at kaste sig ud i.
Hvor mange lyttere har du?
Jeg går faktisk ikke særligt meget op i det, men jeg har omkring 3-4000 per program. Dem, der interesserer sig for standup lytter med, og jeg har ingen ambitioner om at nå bredere ud. Det er vigtigere at have begejstrede lyttere - end at have flere tusinde af dem. Men podcasten er med til at vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Nogle gange bliver jeg hyret som konsulent af en komiker.
Du har selv forsket i lyd og været radiovært. Hvad er dine bedste råd til freelancere, der vil i gang med at podcaste?
Lydmediet er utroligt skrøbeligt. Når du ikke har vindhætte på mikrofonen, larmer det for eksempel i lydoptageren, så du skal gøre dig nogle erfaringer, før du kaster dig ud i mediet. Få en ordentlig lydoptager og en vindhætte og lyt til en masse podcasts. Find ud af, hvad der fungerer - og hvad der ikke gør, før du går i gang selv. Medmindre du er god til at være direkte igennem, skal du kunne finde ud af at redigere dine udsendelser ned bagefter.