Tre garvede udlandsfreelancere deler ud af deres erfaringer

Af Jens Anders Wejsmark Sørensen, Amsterdam

Mathias Irminger Sonne har været freelancejournalist, med momsregistreret enmandsfirma, siden han i 2009 flyttede med sin tyske kæreste til Berlin. Han er familiefar med børn på to og seks år, og da hans hustru er studerende, er han pt. familiens eneste forsøger.

Hvem arbejder du for, og hvordan får du kunder? 

I år har jeg blandt andet arbejdet for Børn & Unge, Nyhedsbladet Dansk Energi, Ugeskrift for Læger, Gymnasieskolen, Avisen Kommunen, Kristeligt Dagblad og Information. Som du kan se, så bevæger jeg mig meget bredt, og researcher derfor også meget bredt. Jeg kan ikke leve af at læse dagsaviser og opstøve historier på den måde. Jeg får en mængde nyhedsbreve, og læser en del fagblade/magasiner. Der er en god idé at opbygge en lang kundeliste, dels er det begrænset, hvor meget stof om Tyskland, hver enkelt medie tager, og dels giver det et bredt stofområde. Dine kontakter på medierne skifter også fra tid til anden, og jeg har flere gange oplevet, at der er kommet en ny redaktør, som ikke aftager noget.

Laver du andet end journalistik, og har du nok at lave?

Jeg har rigeligt at lave, og skal passe på, at jeg ikke bruger for meget tid på de dårligst betalte opgaver. Her tænker jeg især på kulturopgaver, som jeg ellers rigtigt godt kan lide at lave. Det er vigtigt, at jeg bruger tid og energi på fagbladene, for de betaler huslejen. Nogle gange om året arrangerer jeg studieture for fagkunder, hvor jeg sammensætter et program fx inden for sundhedsområdet eller byudvikling. Her er min opgave ikke at være eksperten, men at finde de rigtige folk, og efterfølgende tolke på oplæggene. Det kan jeg godt lide, og det giver samtidigt nye kontakter og inspiration til mine artikler.

Taler/skriver du det lokale sprog?

Hvis du skal begå dig som freelance-korrespondent i Tyskland, så skal du have rigtig gode tyskkundskaber, for mange tyskere taler stadigvæk dårligt engelsk. Det gælder ikke mindst, hvis du vil skrive om så nørdede ting til fagbladene, som jeg gør. Det er dog sjældent, at jeg skriver professionelt på tysk.

Hvis du skulle give et godt råd til andre freelancere med lyst til at bosætte sig i Tyskland?

Opbyg en bred kundekreds, men hav altid stor fokus på den enkelte kunde, og husk at tage på charmetur, når du er i Danmark. Både til gamle og potentilt nye kunder. Dit tyske skal være godt, og du skal være villig til i begyndelsen at lave alle opgaver, også dem du ikke nødvendigvis brænder for. Husk ligeledes, at de brede historier, der ser lækre ud i for eksempel Politiken, dem kan du under ingen omstændigheder leve af.

Ayna Palm har været freelancer i 10 år. Hun flyttede til Cambodja lige efter endt uddannelse til et job på The Cambodia Daily, hvor det også var oplagt at skrive til danske medier. I 2009 flyttede hun til Bangkok. Hun er gift med Henrik, og sammen har de en lille datter.

Hvorfor har du valgt en tilværelse som udlandsfreelancer?

På journalisthøjskolen skrev jeg min hovedopgave fra Cambodja for egen regning. Da jeg efterfølgende fik Jyllands-Postens jubilæumslegat for den, brugte jeg, pligtopfyldende som jeg er, pengene på en flybillet til Cambodja. Med et job på The Cambodia Daily begyndte jeg også at lave ting til danske medier. I 2008 tog jeg tilbage til Danmark, hvor jeg havde fået tilbud om fast job på Borgen, og det siger man jo ikke nej tak til. Men jeg kunne dog hurtigt mærke, at jeg er gladest, når jeg skriver om og fra udlandet, så i 2009 flyttede jeg og min mand ud igen. Denne gang ville jeg gerne bo tæt på en lufthavn med forbindelse til mange lande, så valget faldt på Bangkok.

Lider du af hjemvé?

Nej, for jeg er jo hjemme, og nu har jeg boet her længe nok til, at mange af mine gode venner også bor her, og endvidere bor min svigerfamilie i Kina. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner min familie og mine venner i Danmark. Når jeg er ’hjemme’ i Danmark, og jeg fortæller, at jeg er freelance-korrespondent, så tror mange, at jeg sidder ene og alene i det store udland, og at jeg er ensom. Men sådan er det jo slet ikke.

Er du medlem af det nationale forbund/journalistiske organisationer?

Jeg er medlem af Foreign Correspondent Club, og følger deres sikkerhedsregler og ansvisninger. Det er også derigennem jeg får pressearmbånd, veste mv. Det er absolut nødvendigt, at jeg følger deres regler, fordi det faktisk er ulovligt at være freelancer i Thailand. Officielt er jeg da også registreret som medieanalytiker hos en af mine store kunder i Singapore.

Sælger du også til internationale/lokale kunder?

Ja, men jeg arbejder mest for danske medier – dels er det naturligt sværere at konkurrere på engelsk, og dels betaler internationale medie langt dårligere. Men det er godt for min eksponering med noget i et internationalt medie, der fx har fire millioner unikke kliks om måneden. Det kan danske medier af gode grunde ikke hamle op med.

Rasmus Bøgeskov Larsen er uddannet i 2007, og var de første år tilknyttet udlandsredaktionen på Politiken. I 2009 flyttede han til Libanon som freelance-korrespondent for Politiken, og siden 2011 har han haft fast bopæl i Kairo – stadigvæk med Politiken som hovedaftager.

Hvordan med din bolig og dine leveomkostninger?

Jeg har overtaget en tidligere kollegas lejlighed her i Kairo. Den er på 100 kvadratmeter, og jeg betaler ’kun’ 2.600 kroner om måneden. Alt efter hvordan du indretter dit liv her i Kairo, så kan leveomkostningerne  være yderst rimelige. Der er masser af importerede varer og internationale restauranter, hvor prisniveauet er som i København. Men hvis jeg vil spise som egypterne, så kan jeg få frokost til en femmer. Jeg slipper for at betale skat, da der simpelthen ikke er noget skattesystem for udlændinge. Til manges overraskelse, så er det faktisk nemt at blive krediteret og få opholdstilladelse i Egypten, og jeg lever et liv med minimal bureaukrati.

Hvad har været din største udfordring?

Det er uden tvivl, at der er mindre og mindre penge i branchen, og at der bliver brugt færre penge på os udenlandsfreelancere. Du forventes at levere flere og flere unikke historier for den samme hyre. Mange af de lidt lettere opgaver, som jeg før havde som freelance-korrespondent, de bliver ofte lavet af journalister hjemme på redaktionerne. Førhen var det ligesom en del af aftalen, at betalingen måske ikke var så høj, men til gengæld var der en del mindre krævende opgaver.

Har det været svært at blive integreret/accepteret?

Det har været enormt nemt. Egypterne er meget åbne, og nemme at komme til. Som journalist er udfordringen, at langt de fleste er skeptiske over for den udenlandske presse, og hvad der ligger bag vores arbejde. De har det med at tolke alle medier, som de tolker egyptiske medier, hvor de jo godt ved, at de arbejder for staten eller for et firma med specielle interesser. Altså ser de mig som en der arbejder for den danske stat, og det skaber ofte en vist mistillid. Men som ’almindelig’ udlænding bliver du modtaget med åbne arme.

Føler du dig sikker, når du er i felten, og er du forsikret?

Jeg føler mig generelt sikker, og som skrivende journalist har jeg heldigvis ikke de samme udfordringer, som hvis jeg slæbte rundt på ét kamera. Det kræver nemlig specielle tilladelser, hver gang du går ud af døren med et kamerahold. Men for mig, der normalt bare kommer ud med blok og blyant, er det ikke så slemt. Jeg har min presse-akkreditering med det Egyptiske informationsministerium, og ellers er jeg ikke registreret. Jeg har en privat sygeforsikring, der dækker almindelig sygdom, men jeg har ikke tegnet en speciel forsikring, hvis jeg, af den ene eller den anden grund, ikke længere kan udføre mit arbejde.