Travle lyttere får gavn af podcasts
DORTHE LUNDH, freelancer i kontorfællesskabet Periskop, der laver podcasts for virksomheder.
Af Katrine Nadia Jørgensen
Hvorfor lige podcasts til virksomheder?
Lydmediet er et meget troværdigt medie, og undersøgelser viser, at du kan fastholde dine modtagere i længere tid end på video. Det er et fordybelsesmedie, der passer godt til at nørde med et bestemt emne, og så kan det sætte en nærværende stemme på en organisation.
Hvor meget vidste I om radio i forvejen?
Jeg kommer fra de skriftlige medier, så min makker, Søren Prehn, der er tidligere radiojournalist, har været nøglefigur i at skabe et professionelt koncept for kundernes podcasts. Det er også Søren, der har klippet frem til nu, mens jeg primært har stået for interviews og klippemanus. Men nu har jeg været på kursus og kan derfor også klippe. Et ordentligt podcast-program kræver både journalistisk kunnen og radioerfaring, og jeg anbefaler, at man tager et kursus for at få forståelse for det dramatisk forløb i en podcast.
Hvilke kunder har haft største glæde af jeres podcasts?
Her fra kontoret er der lavet mere end 100 podcasts for Center for Ledelse (Cfl). Lytterne er topledere i erhvervslivet, og hvis du har en rigtig travl målgruppe, er lydmediet et rigtig godt medie, fordi du kan tage det med dig. Programmerne har mange downloads – men de nyeste er ikke nødvendigvis de mest lyttede. Vi laver også en podcast for advokatselskabet Delacour, der hedder ”Lyt til erhvervsadvokaten”. Her interviewer vi deres partnere om forskellige emner og klipper det sammen helt traditionelt med speaks, skillere og efter traditionelle fortælleprincipper.
Hvor meget vil kunderne betale for podcasts?
Det er ikke svært at få den takst, som Dansk Journalistforbund anbefaler. Kunderne får noget, som de ikke kan få andre steder. Mange af vores kunder vil gerne være den frække dreng i klassen og prøve at tale til deres målgruppe på en ny måde. Med podcasts leverer de en ekstra service til deres målgruppe, der pludselig kan fordybe sig i persondataloven, mens de løbetræner.
Hvornår er podcasts et oplagt medie for en virksomhed?
Podcasts skal ses som et supplement til flere andre platforme – som nyhedsbreve og sociale medier. Lydmediet er det eneste medie, hvor du kan fordybe dig samtidig med, at du laver noget andet. Derfor er det en oplagt kommunikationskanal, når man har en travl målgruppe, sin har brug for at holde sig opdateret. Podcasts giver mulighed for at dele organisationens viden, så målgruppen for eksempel kan fordybe sig i persondataloven på løbe- eller køreturen. Podcasts er også god content til både organisationens sociale medier, nyhedsbreve og hjemmeside. Podcasts er især oplagt i organisationer, som har velfungerende kommunikationskanaler til at distribuere udsendelserne, og som er indstillet på at udgive nye episoder i en jævn strøm.