Vi skal ikke acceptere gratis arbejde

Årets første måneder har været fuld af historier om gratis arbejde for de nye kommercielle aktører i mediebranchen. Gratis arbejde, der bliver forklædt med begreber som ’amatørarbejde’, ’talentudvikling’ og ’frivillighed’.

Udnyttelse af gratis arbejdskraft er desværre ikke nyt, og det foregår nu i stor stil for skattekroner, når fx Radio Loud udliciterer indholdsproduktion til underbetalte natradioværter og Radio4 fylder sendefladen med 10 timers gratis podcast-indhold i TalentLab-programmet. I stedet for løn tilbyder Radio4 ”sparring” til såkaldte ”amatører”.

Det holder ikke. Hvis det er godt nok til at blive udgivet, er det indhold, der skal betales for. DJ skal stå fast på, at overenskomsterne gælder for alle, der producerer indhold, og staten stille krav til dem, der modtager Public Service-midler, om ikke at undergrave løn- og arbejdsvilkår.

Gratis arbejde er gratis arbejde

Det gør ingen forskel, om man kalder producenterne for ”amatører” eller indholdet for ”ikke journalistisk”. Hvis det er godt nok til at blive publiceret på et kommercielt – og statsstøttet – medie, skal der betales for indholdet.

Når Radio4, der sidste år vandt FM4 udbuddet, inviterer ”amatører” ind i radioen med deres selvproducerede podcasts, så kan idéen om ”talentudvikling” – programmet hedder TalentLab – ikke ændre på fakta: Radio4 fylder ti timers sendeflade hver uge med gratis indhold.

En anden statsstøttet kanal, Radio Loud, fik for nylig kritik, da det kom frem, at deres underleverandør, Sein, ville betale natradioværter et ”symbolsk honorar” frem for reel løn. Begge eksempler er udtryk for, at vi har fået det marked, politikerne bad om, da de besluttede at sende både FM4 og nu en DAB-kanal i udbud.

Radio4 og Radio Louds forestilling om, at nogle ikke er professionelle nok til at få løn for deres arbejde, er et skråplan, der først og fremmest afspejler en stadigt mere udbredt forestilling i samfundet om, at vi skal gøre os særligt fortjent til at få betaling for vores arbejdskraft. Og at vi, indtil nogen – hvem? – beslutter, at vi er gode nok, må affinde os med at arbejde gratis.

Det er et stigende problem i mediebranchen og mange andre steder på nutidens arbejdsmarked. Og i sidste ende underminerer det forholdene for alle, der leverer indhold til medierne. De unge mediearbejdere, der tror, at nogen en dag vil betale dem for deres arbejdskraft, efter at have vænnet sig til at få den gratis, kommer til at blive slemt skuffede. De ældre mediearbejdere, der tror, at det kan da ikke skade med sådan lidt frivillighed, og sammenligner vilkårene på nutidens kommercielle arbejdsmarked med de glade 1980eres græsrodsprojekter, lægger til rette for at de selv ryger af pinden i næste fyringsrunde, når deres chefer får smag for gratis indholdsproduktion.

At private virksomhedsejere og publicister gerne vil have gratis arbejde, er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Det mærkelige er, at staten i praksis bakker op om dette ønske – og at fagligt organiserede (medie)arbejdere ikke kan gennemskue manøvren.

Du bliver hørt, gratis

Det var i oktober 2019, at Radio4 annoncerede, at to timer af sendefladen på alle hverdage skulle udfyldes af programmet TalentLab. Kanalen ville med egne ord vende ”mikrofonen mod det mangfoldige Danmark,” så ”du har mulighed for at blive hørt”. Formålet var at få podcastere, der tidligere har sendt deres podcast (via web/rss-feed) gratis til at sende deres produktioner ind, så kunne de få eksponering og, ja, sparring. Altså fyldes en afgørende del af sendefladen ud med indhold, der ikke bliver betalt for.

Man skulle mene, at den sag lå lige til højrebenet for tillidsrepræsentanten på Radio4. Men nej.

Overfor Journalisten har Radio4’s tillidsrepræsentant Jais Nørgaard forklaret, at han ikke ser noget problem i ti timers gratis indhold om ugen. Han mener på den ene side, at man skal have penge for den journalistik, man laver. På den anden side, så er talenter jo amatører, og derfor, ja, så må de godt arbejde gratis. Tænk, hvis vi overførte den tanke til resten af samfundet.

Men hov, det sker jo allerede. Arbejdsmarkedet er i stigende grad indrettet sådan, at nogens arbejdskraft bliver værdisat højere end andres, og nogens arbejdskraft slet ikke bliver værdisat. Selvom alles arbejdskraft skaber værdi for de arbejdsgivere, der trækker på den.

Alle brancher – og ikke mindst mediebranchen – er fulde af folk i ”jobtilskud”, ”praktikanter”, midlertidigt ansatte og underbetalte freelancere, der i mange tilfælde leverer en afgørende del af arbejdskraften til de virksomheder, der benytter den.

Den udvikling skal bekæmpes gennem faglig organisering og politiske tiltag. Men det er op ad bakke, hvis selv tillidsrepræsentanter ikke kan se problemet i at publicere indhold uden at betale for det. Og hvis staten ikke stiller krav til dem, der vinder retten til at producere støttet indhold gennem et udbud, som det er sket både for Radio4 (FM4) og senest for LOUD (DAB-udbud), så er staten med til at understøtte denne usunde udvikling.

Gratis er gratis

Som en læser af journalisten.dk skrev, da fagbladet talte med journalist Nalle Kirkvåg, som takkede nej til at få udgivet sin egen podcast på Radio4, da det gik op for ham, at han ikke vil få betaling:

”Så ’amatører’ må godt lave journalistisk arbejde gratis? Det princip kunne måske bredes ud til murere eller læger eller lastbilchauffører?”. Eller udbudsjurister og mediechefer kunne man måske tilføje.

For hvor går grænsen egentlig? Praktikanter leverer fx indhold til både private og public service-medier, mens de enten er på SU eller praktikantløn. I mange tilfælde leverer de indhold af lige så høj kvalitet som færdiguddannede. Men eftersom de stadig er under uddannelse, får de ikke samme løn som deres kolleger, og i nogle tilfælde slet ingen løn. Til gengæld er der en forventning om, at medierne bidrager – konkret og substantielt – til uddannelsen af den enkelte.

Der er i høj grad plads til forbedring af denne ordning, men det foregår i det mindste inden for nogle rammer, hvor fagforeninger og uddannelsesinstitutioner jævnligt forhandler vilkårene.

Samtidig er der en underskov af selvudgivere, der i mange år har udgivet indhold gratis – på egne platforme, fuldstændig som de unge gamere, der udgiver på egne YouTube-kanaler. Det gør de, fordi det er sjovt, og fordi de på den måde udvikler deres værktøjer, færdigheder og brand. Det kan ingen forhindre dem i.

Men der er en verden til forskel på selv at lægge sit indhold ud gratis – mens man evt. arbejder på at finde betalingsmodeller for sine produkter – og på at en kommerciel publicist udgiver det på en kanal, der drives med statsstøtte.

Vinderen FM4-udbuddet får penge, endda en stor pose penge, fra staten – skattekroner. Og det er her udbudsjuristerne kommer ind. For selv om de ikke er amatører, må man antage, og formentlig næppe arbejder gratis, så har de ikke formået at leve op til deres professionelle ansvar.

Mediebranchen, og særligt lydproducenter og ikke-fastansatte leverandører af andre medieformater, burde kunne sætte deres lid til, at private aktører ikke kan undergrave branchen for offentlige midler.

Færre timer for samme penge

Da FM4 blev udbudt første gang i 2011, blev private aktører inviteret ind til at producere taleradio i otte år. P1 skulle have konkurrence. Og med udbuddet kom en række krav, krav der var mange og detaljerede; så det til sidst kun var Berlingske People A/S, der bød ind. De vandt og fik tildelt ca. 745 mio. kroner til at producere otte års radio. Af de særlige krav, er det i denne forbindelse krav til ugentlig produktion, og krav til hvor mange genudsendelser, der må være, der er interessante.

Hold venligst fast, pointen er på vej.

For ca. 93 mio. kroner om året skulle 24Syv producere 24 timers radio i døgnet, og max. 10 procent måtte være genudsendelser. Altså 21,5 timer ny-produceret radio i døgnet, ca. 151 timer om ugen. Med det nye FM4udbud, som Radio4 – ejet af ni regionale mediehuse – vandt, var kravene formuleret en smule anderledes, men pengeposen indeholdt omtrent det samme. Radio4 skal derimod kun sende 126 timers ny-produceret radio om ugen – altså 25 timer mindre en 24Syv.

Set i den kontekst, er det endnu mere forunderligt, at chefer (og tillidsfolk) på Radio4 mener, at de så ikke skal betale for 10 timers ugentligt indhold. Radio4 kan altså nøjes med at producere 116 timer ugentligt for næsten samme økonomi, som 24Syv havde til at producere knap 151 timer. Smart ikke.

Stil krav i udbud

Og det bringer os tilbage til pointen, til udbudsjuristerne og ikke mindst de politikere, der siden har fået travlt ved håndvasken. For mediefolk er hverken dumme eller uden regnefærdigheder, så de kreative folk på Radio4 ved godt, hvordan de kan spare.

Det vidste 24Syv også, da de efterspurgte betalte dokumentarer, hvor producenterne samtidig skulle udlevere råbånd, som man så kunne sende ”billigt” om natten. Men producenterne fik dog løn. Og ingen kaldte dem amatører.

Og ja, det samme gælder Loud, når de vender det døve ører til arbejdsvilkår hos en underleverandør som Sein.

Hvordan man end vender og drejer den, så er gratis arbejde gratis arbejde. Sådan er det. Og hvis der er noget, kampen om FM4 har lært os, så er det, at udbudsjuristerne i kulturministeriet godt kan formulere meget detaljerede krav – om timer, temaer, musikandel og meget mere.

Var det ikke på tide, at udbudsjuristerne i ministeriet også stillede krav om, at hvis en privat aktør får offentlige midler, så skal de midler naturligvis ikke bruges til at undergrave overenskomsterne og princippet om, at alle skal have løn for det arbejde, andre tjener penge på.

Det er fuldt ud muligt at formulere et udbud, så det indeholder krav om, at alle, der bidrager med arbejdskraft til løsning af opgaven, skal have betaling. Netop som andre fagforeninger har krævet, at man fx stiller krav til, hvordan opgaven i et udbud skal udføres i byggebranchen.

Nogle har sammenlignet Radio4’s TalentLab med P3’s karrierekanon. Men selv de deltagere, der kommer videre i karrierekanonen modtager – udover reelt talentforløb, sparring og meget andet – naturligvis KODA + GRAMEX midler, når deres musik spilles, og de får honorar, hvis de kommer på scenen.

Kære politikere

Så derfor: Kære kulturminister og kære medieordførere. Ja, jer der har været ude og kritisere Louds underbetaling af nattevagter via en udliciteringsmanøvre. I stedet for en omgang gratis kritik af vilkår, I selv har undladt at forhindre, ville det være noget mere nyttigt, hvis I gjorde en aktiv indsats for at sikre, at FM4-udbud – og alle andre offentlige udbud – ikke åbner for brug af gratis arbejde for offentlige midler. Stil krav til, hvordan opgaven skal udføres. Så enkelt er det.

Når man i byggebranchen (og mange andre steder) kan finde ud af at stille krav til, at opgaven skal udføres inden for rammerne af gældende overenskomster, hvorfor skal de samme principper så ikke gælde medieproduktion?

Hvis man er dygtig nok til at arbejde på en byggeplads, skal man have løn. Hvis man producerer medieindhold, der er godt nok til at blive publiceret, skal man have løn. Stil krav: Nej til gratis arbejde, punktum. Særligt når udgiveren modtager offentlige midler for at sende indholdet.

Nicolai Zwinge er journalist og podcastproducer. Nina Trige Andersen er journalist og historiker. Begge er bestyrelsesmedlemmer i FreelanceGruppen, Dansk Journalistforbund