"Vi kan lære meget af bloggerne"
Nyt samarbejde med Forbundet for Influenter & Bloggere kan inspirere FreelanceGruppens medlemmer til at blive bedre til at sælge sig selv, håber Bo Sørensen fra FreelanceGruppens kursusgruppe
FreelanceGruppen har som noget nyt indledt et samarbejde med Forbundet for Influenter & Bloggere i DJ om at arrangere fælles kurser.
Indtil videre har konstruktionen været, at FreelanceGruppen, der er en større gruppe med flere midler til rådighed har betalt for oplægget, mens Influenter & Bloggere har fundet oplægsholderen og gjort det praktiske benarbejde.
I oktober afholdt de to specialgrupper et kursus om Instagram reels, og den 19. november løber andet kursus i samarbejdet af stablen om designværktøjet Canva. Kurset er allerede fuldt booket (men man kan melde sig på venteliste her). Og det er faktisk sigende for den interesse, medlemmerne har vist det nye kursussamarbejde.
"Bloggerne har bidraget med noget indhold, vi ikke selv ville have tænkt på, fordi vi tænker mere traditionelt som freelancere og faggrupper som journalister eller grafikere," siger Bo Sørensen, der er forperson for FreelanceGruppens kursusgruppe.
"Men mange af os freelancere vil også gerne udtrykke os personligt og sælge os selv på nettet. Det er bloggerne rigtigt gode til, og der tror jeg, vi kan lære noget. Vi har jo det til fælles med bloggerne og influenterne, at vi hele tiden er i en salgsposition. Det er et aspekt, jeg tror, mange freelancere skal blive bedre til."
Kan lære af hinanden
Fra bestyrelsesmedlem i Forbundet for Influenter & Bloggere, Nana Voxtrups stol er samarbejdet med FreelanceGruppen også givende. Som en mindre specialgruppe har de indimellem svært ved at fylde pladserne op, og der giver FreelanceGruppens medlemmer liv til kurset. Det oplevede hun selv til kurset om Instagram reels.
"FreelanceGruppens medlemmer var virkelig på, og det var klart dem, der havde flest spørgsmål. Det var en meget positiv oplevelse," siger hun.
"Vi kommer jo med lidt forskellige kompetencer, og vi er som gruppe længere i forhold til at markedsføre os selv på sociale medier. Jeg forestiller mig, at freelancerne godt kan lære noget af os i forhold til at sælge os selv og bruge sociale medier som et virtuelt visitkort. Men vi kan også lære noget af freelancerne, fordi de tænker på en anden måde og er gode til at bruge deres viden meget konkret i arbejdsopgaverne og dykke ned i en niche."
Begge parter håber, at samarbejdet vil fortsætte i 2025.
"Jeg håber, at kurserne bliver anledning til, at vi lærer hinanden bedre at kende på kryds og tværs, så vi i det hele taget kan bruge hinanden mere," siger Nana Voxtrup.
Kommentarer