Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Vi arbejder med det, vi brænder for

Næstforperson i FreelanceGruppen Lise Møller Shilder fortæller om, hvad arbejdet som bestyrelsesmedlem består af. Stil op på generalforsamlingen den 9. marts.

Lise Møller Shilder

Lisa Frendved Christensen

Hvor længe har siddet i FreelanceGruppens bestyrelse?

"Jeg har været med i bestyrelsen i fire år over to omgange, senest fra 2022-2024, hvor jeg genopstiller."

Hvorfor stillede du op?

"Jeg stillede op, fordi jeg gerne ville kæmpe for, at freelancere får bedre forhold. Først og fremmest at vi får bedre betaling for vores arbejde."

Hvad laver man i bestyrelsen?

"Vi prøver at fordele opgaverne, så folk kan arbejde med det, de brænder for. Nogle brænder for vidensdeling og for at afholde kurser, hvilket vi har fokus på at gøre mere af her i det nye år. I det kommende år skal vi forhåbentlig også bruge mere tid på at oprette netværker og fællesskaber for vores medlemmer, hvor vi kan dele viden og støtte og hjælpe hinanden.

Jeg brænder selv for at kæmpe for, at folk får flere penge for deres arbejde. Derfor har jeg haft fokus på at starte klubber på forskellige mediearbejdspladser.

Hvis man har lyst til at blive en del af vores arbejde, er der gode muligheder for at prøve forskellige kompetencer af. Jeg har tidligere været webredaktør og sekretær. Nu er jeg økonomiansvarlig og næstforperson, hvor jeg sparer med forpersonen om både politiske og organisatoriske spørgsmål.  

Vi bruger også en del tid på at holde møder, bl.a. heldagsbestyrelsesmøder otte dage om året."

Hvad har været din største sejr?

"Det har været, at vi efter en lang proces er lykkedes med at få klubarbejdet forankret i Dansk Journalistforbund. Så klubarbejdet ikke bare er noget, FreelanceGruppen fokuserer på, men vedkommer hele DJ. Vi har fået støtte og opbakning fra forhandlingsafdelingen og Hovedbestyrelsen, der har bevilget penge til at starte klubber på mindst fem medier. Det er afgørende for arbejdet, fordi FreelanceGruppen har en strammere økonomi, end vi har haft tidligere."

Sådan stiller du op

Hvis du har fået lyst til at stille op, kan du gøre det på Generalforsamlingen den 9. marts i Odense  helt ind til valget går i gang. På dagen præsenterer alle kandidater sig selv foran de fremmødte medlemmer – varighed ca. 2 minutter.

Har du lyst til at præsentere dit kandidatur på forhånd, kan du sende en kort tekst om dig selv, din baggrund og hvad du vil arbejde for i FreelanceGruppens bestyrelse. Teksten må være max 2.000 anslag inkl. mellemrum. Deadline for indsendelse af materiale er fredag d. 28. februar. Du kan også sende et foto med i bredformat. Send begge dele til webredaktion@freelancegruppen.dk.

Er du forhindret i at møde op, kan du sende teksten og en fuldmagt til en fra bestyrelsen, og så vil teksten blive læst op. Du kan også vælge i stedet at sende en præsentationsvideo på max 2 minutter. 

Stiller du op til bestyrelsen, selvom du er forhindret i at komme til generalforsamlingen, så giv gerne besked til forperson@freelancegruppen.dk.

Læs mere om bestyrelsesarbejdet

Meld dig til generalforsamlingen

Kommentarer