Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Tilkaldenørd: Teknisk support til freelancere

Aldrig gå ned på udstyr. Her får du tre profesionelle nørders bud på, hvordan du som freelancer sikrer dine dokumenter og din computer, og hvor du kan få hjælp, når teknikken driller.

Niels Svennekjær er indehaver af justlinux.dk. Han kender til freelancebranchen, til enmandsfirmaer og til kontorfællesskaber. Netop fordi behovet for teknisk support er så individuelt, er hans forslag til målgruppen en personlig servicekontrakt.

Support er et prik på skulderen
Niels Svennekjær kommer gerne forbi i Københavnsområdet, men han foretrækker nu, at få de berørte computere hjem til Rødovre. Her vil han kunne overvåge downloads og uploads, mens han arbejder for andre kunder også og reparerer for eksempel printere samtidig. 

"Det kan jo nemt være, at det tager otte timer at geninstallere en windows-maskine, så det bliver alt i alt billigere for kunderne, at jeg har samlet opgaverne på kontoret. Jeg tager mellem 600-800 kroner i timen, men er altid indstillet på netop en fordelagtig servicekontrakt."

"Jeg fungerer også ofte som konsulent, og der vil mit første bud være, at alle skal sørge for forebyggelse. Husk nu at tage backup, siger jeg altid til mine kunder. Visse steder er jeg ham, der prikker folk på skulderen og siger, det er tid til backup, eller jeg foreslår en mere aggressiv firewall eller en aktiv virusscanner. Det kan også godt være, at jeg foreslår en kunde at købe en ny computer, i stedet for at betale for opsætning af ekstra programmer i den gamle. En opgave der kan tage mange timer og blive uforholdsmæssig dyr", siger indehaveren af justlinux.dk, og slutter:

"Udover decideret "brandslukning" og anden IT "nødhjælp", hjælper jeg også gerne med programmering og tilpasning af de bagvedliggende systemer på en webside."

Sælger timer ikke computere
Kaare Bjørn Jensen står bag firmaet Intellia.dk, som både underviser i, og sørger for teknisk support og er konsulent for små og store firmaer med ansatte i næsten hele landet. Han har selv en baggrund som grafiker.

"Jeg er, hvor der er brug for mig. Hvis du ønsker min hjælp, så koster det 1.200 kroner i timen. Hvis du kan bruge en af mine juniorkonsulenter, så koster det det halve. Det vigtigste for mig er at være fleksibel. Jeg sælger timer og giver løsninger. Jeg sælger ikke computere. Jeg er kun interesseret i, at alle parter får den bedste løsning, og at jeg bliver anbefalet."

"Jeg synes, jeg har gode erfaringer med helt små firmaer, som ofte har brug for mekanisk hjælp eller lidt undervisning i nye muligheder. Og ja, jeg tager også med ud og køber nyt udstyr. Det er vigtigt, at hele kabalen går op."

Spørg en nørd på PingPong
Blandt freelancekollegaer er der også dem, der står klar med teknisk support, når det gælder. En af dem er Claus Thorhauge.

"Mit råd til freelancere med behov for teknisk støtte er at gå på PingPong. Der har været nogle fantastiske gode råd at hente, og er man lidt nørd som jeg, så vil man gerne vejlede andre." Selv er Claus Thorhauges bedste bud mod nedbrud, gamle tunge computere og virus at gå i skyen.

Det har han også skrevet på PingPong om.

"Min mail er hos Gmail med mit eget domænenavn. En businessløsning, hvor Google tager sig af backup, spam, sikkerhed og opdateringer. Det koster mig cirka 3,5 dollar om måneden. Microsofts løsninger i skyen kan det cirka samme."

Brug Dropbox, Picasa, E-conomics 
"
Mine dokumenter er i Dropbox og på en lille server i min kælder. De seneste to års dokumenter er i Dropbox. Billeder og ældre dokumenter er på serveren. Serveren kan også nås fra nettet, men det har jeg aldrig haft brug for, fordi alt det aktuelle ligger i Dropbox. Dropbox er i den grad velfungerende. Jeg har gratis plads nok, fordi jeg gennem årene har anbefalet alle at gå på Dropbox. Andre bruger Google Drev eller Microsoft OneDrive."

"Jeg bruger den gratis version af Yast.com til tidsregistrering. Jeg har bogholderi på E-conomics og en todo-liste på Teuxdeux.com."

"Min server er en Synology med to harddiske, der selv laver sikkerhedskopi af hinanden (RAID). Den største fordel er faktisk ikke, at jeg kan nå mine ting alle steder fra - selv om det også er en fordel. De største fordele er: Jeg kan skifte pc, telefon og tablet uden at flytte data. Der er automatisk backup, det bruger jeg ikke tid på. Jeg skal ikke opdatere programmer på min pc. Og så kan jeg selvfølgelig arbejde alle steder fra - og på eget eller andres udstyr," fortæller Claus Thorhauge.

"At vi har computere til både erhverv og privat, er et livsvilkår for freelancere. Og vi skal selv sørge for at følge med og sikre os bedst muligt, når vi arbejder på og med nettet. Det er vigtigt at være opdateret, og naturligvis er det svært at følge med. Men det første, jeg ville gøre, hvis jeg stod med et teknisk problem var som sagt at spørge på PingPong blandt kollegaerne." 

Udpluk fra gode råd på freelancenetværket pingpong

  • Arbejder du i kontorfællesskab, kan I nemt deles om server og definere hver jeres område med hver jeres adgangskode.
  • Husk at tage jævnlige sikkerhedskopier – f.eks. til en ekstern harddisk. Med to eksterne diske reducerer du risikoen for sent opdagede, forsvundne eller inficerede filer.
  • Brug Dropbox - så kan du komme til dit materiale på nettet fra alle dine computere.
  • TDC har en ordning med 5 Mb gratis backup 
  • Brug Picasa til dine fotos

kaare@intellia.dk - Kåre Bjørn Jensen, Intellia - 70251585

tilbud@justlinux.dk  – Niels Svennekjær, Justlinux – 43425155

pingpong@freelancegruppen.dk

Kommentarer