Tidsbegrænset ansatte oplever kun ulemperne ved freelancelivet

Da besvarelserne til DJ's freelanceundersøgelse fra 2023 tikkede ind, sprang særligt én gruppes behov for at ytre sig kritisk om deres forhold i øjnene: De tidsbegrænset ansatte (TBA'er) i produktionsbranchen og på de nationale og regionale radio- og tv-stationer, der typisk er ansat på korte kontrakter fra 14 dage til et halvt år.

At der er massiv økonomisk krise i produktionsbranchen gør arbejdssituationen ekstra presset og usikker i disse år. Men TBA'ere har altid fungeret som daglejere, der arbejder på lige fod med fastansatte, men uden sikkerheden og uden rettigheder til fx orlov og efteruddannelse. Samtidig nyder de heller ikke fordelene ved at være freelancer til fx at vælge og sammensætte sine kunder og opgaver, have fleksible arbejdstider, selv vælge sine indholdsområder mm.

Mange TBA'ere er nødt til at tage de jobs, de kan få, og så ellers knokle derudaf, indtil kontrakten slutter. Det gælder om at præstere 110 procent, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få den næste kontrakt. Mange respondenter giver da også udtryk for, at de ikke er freelancere af lyst, men hellere ville være fastansatte.

Som posttilrettelægger og klipper Rika Yasui Hammen siger:

»For de fleste, jeg snakker med, er drømmen at blive fastansat. Friheden ved at være freelancer opvejer ikke længere alt det andet.«

Hældt ud i agurketid

TBA’ernes frustrationer peger på, at de er en overset gruppe i DJ, fordi mange i princippet arbejder under overenskomst på de store stationer som DR og TV 2. Men selv under ordnede forhold er TBA'erne de facto dårligere lønnet end deres fastansatte kolleger, fordi de strander på en basisløn med få eller ingen tillæg, og fordi de har huller mellem ansættelser, hvor de er nødt til at være på dagpenge.

Som en respondent udtrykker det, er TBA'erne en uundværlig ressource for tv-stationerne, men bliver hældt ud som de første, når der er agurketid eller sparerunde. Andre beskriver en følelse af manglende kontrol over sit eget liv, frustration over at blive holdt hen af arbejdsgiveren, stress over ikke at vide, om man kan betale huslejen næste måned og udmattelse af hele tiden at skulle sælge sig selv, fedte for arbejdsgiveren og overpræstere.

Selvom det er meningen, at projektansatte på radio- og tv-stationer er ansat på en specifik produktion, et specifikt program eller et konkret tidsbegrænset projekt, peger undersøgelsen på, at de løst tilknyttede i høj grad bliver brugt permanent til at lukke huller i den daglige produktion. 70 procent i DJ's undersøgelse svarer, at de indgår i vagtplaner til timeløn, og kun en fjerdedel angiver, at de har en egentlig tidsbegrænset ansættelse. 

Fagbladet Journalisten kunne i efteråret fortælle, at andelen af tidsbegrænset ansatte i DR var steget i de seneste fem år. Samtidig sendte medarbejdere på P3 et brev til ledelsen, der kritiserede de usikre ansættelsesforhold. Det skete efter, at ni medarbejdere og ni eksternt tilknyttede ikke fik forlænget deres kontrakt som følge af programlukninger.

Løber konstant panden mod muren

Endnu værre står det til i det private produktionsmiljø, hvor det ofte er det vilde vesten, kontrakterne er kortere, arbejdstiderne længere og albuerne spidsere. Ikke mindst i disse tider, hvor der er massiv krise i film- og tv-branchen.

»Det er garanteret skidesjovt at arbejde i tv-branchen, når der er penge til det. Men når der ikke er penge, er det ikke sjovt. Man får en lav løn og bliver dårligt behandlet. Tonen kan være skarp, når der er fart på, og ens hårde arbejde bliver sjældent værdsat,« siger Marie, der ønsker at være anonym. Hun har efter tre år i tv-branchen som tilrettelægger og VJ besluttet sig for at skifte branche for sit mentale helbreds skyld.

»Tv-branchen er brutal, og man skal hele tiden være på tæerne. Man skal i gang med at søge næste job, nærmest inden man har haft sin første arbejdsdag for at være sikker på, at man ikke havner på dagpenge igen. Det er mentalt drænende. Ikke mindst når konjunkturerne går nedad, og man møder en masse lukkede døre og gang på gang får at vide, at man skal ringe tilbage om en måned. Jeg har brugt rigtig lang tid på at løbe panden mod muren.«

Når jobbene er knappe, er det endnu sværere at kæmpe for bedre forhold, forklarer hun.

»Man har brug for erfaringen og netværket til at få næste job. Hvis man ikke vil acceptere vilkårene, står der mange i kø bag dig.«

Tv-stationerne presser nedad

Nanna, der også ønsker at være anonym, har arbejdet både i DR og på forskellige private produktionsselskaber siden 2015. Hun oplever det som markant hårdere at arbejde i det private produktionsmiljø i forhold til DR, hvor der i højere grad er tid til fordybelse.

»Man skal løbe dobbelt så stærkt ude i produktionsmiljøet i forhold til på DR, hvor man altid kan finde ekstra penge og klippedage. I produktionsmiljøet er arbejdsgangen megapresset, fordi produktionsselskaberne accepterer nogle skrabede budgetter. Der har DR og TV 2 også et ansvar, for de presser nedad, når de køber programmer med urealistiske budgetter.«

Nanna fortæller, at hun har arbejdet 50 timer om ugen uden at få ekstra løn, og at hendes kolleger er mødt op på arbejde med feber og opkastninger for at kunne nå planen. Det ligger i luften, at man skal yde en ekstra indsats ved fx at arbejde om aftenen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få et job næste gang.

»Den eneste fordel ved at være tidsbegrænset ansat frem for fastansat er, at jeg tit har brug for en pause for at komme til hægterne efter en produktion, fordi jeg er så smadret,« fortæller hun.

Rika Yasui Hammens erfaring er, at arbejdspladser med mange fastansatte giver et bedre arbejdsmiljø. Både fordi der er fokus på de ansattes trivsel, så de ikke går ned med stress, og fordi der er bedre overlevering og struktur. Men også fordi der er færre spidse albuer, når de ansatte hviler trygt i deres job.

»Når der kommer et helt freelancehold ind på en produktion, har jeg oplevet, at folk ikke siger godmorgen eller farvel eller glemmer at tage alle med til frokost. Frygten for konkurrencen om, hvem der bliver ringet op næste gang, får en del freelancere til at tale grimt og nedladende om hinanden – i stedet for at skabe et fællesskab, hvor alle løfter hinanden. Det resulterer også i en kæmpe nepotisme, hvor det gælder om at være venner med de rigtige,« siger Rika Yasui Hammens.

Fra arbejdsgiverens side har hun ofte oplevet manglende transparens om lønninger og omfattende forskelsbehandling. Hun har måttet opgive at få de arbejdsgiverbetalte ledighedsdage, G-dage udbetalt. I det hele taget savner hun solidaritet, holdånd og anerkendelse.

»Jeg føler tit en manglende forståelse for éns situation fra produktionslederens side. Ingen takker dig for, at du er fleksibel med din tid, og du er ikke sikret, at de bruger dig næste gang. Det er egentlig åndssvagt hele tiden at prøve at være flink, når du aldrig får noget tilbage,« siger hun.

Kulturen er gal

De TBA'ere, vi har talt med, er enige om, at den nuværende krise i tv-branchen har forværret situationen. Men også, at der er noget fundamentalt galt med kulturen i branchen.

»En ejendomsadministrator eller bankrådgiver ville jo aldrig finde sig i at arbejde under de vilkår. Så ville de finde et andet job. Det er, som om man i medieverdenen langsomt er blevet enige om, at det er sådan, man behandler sine medarbejdere, og det har folk stiltiende accepteret. Jeg ville ønske, at nogle af de store tv-stationer og virksomheder gik forrest og prøvede at ændre kulturen. Jeg møder utroligt mange i branchen, der brokker sig over, hvor pissehårdt det er, er gået ned med stress eller blevet deprimeret. Så jeg tror, alle ville få gavn af at forbedre den mentale trivsel i branchen,« siger Marie.

Marie og Nanna er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med deres identitet.