Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Sus kan godt lide at sætte ting i stand

Hjemme hos Sus Falch – FreelanceGruppens nuværende og efterhånden erfarne formand: “Jeg går op i at tage mig ordentligt betalt for mit arbejde”

Sus Falch

Jens Panduro

På arbejde med Sus

Født i 1962 i Bramming ved Esbjerg som Susanne Svendsen

1985 Reporter på dagbladet Vestkystens Ugeavis

1988 Redaktionssekretær og redaktionschef på Bo Bedre, Bonnier Publications

1993 Tillidsrepræsentant på Bonnier Publications

Siden 1996 Selvstændig freelancer – bl.a. rejseredaktør for Ugebladet Søndag, freelancer for Gør det selv, BådNyt, Boligmagasinet, Alt om Boligen, redaktør for Jyllands-Postens Liebhaverboliger m.v., kommunikationsrådgiver

“Hun er lidt skrap,” var noget af det første, jeg fik at vide om hende for snart to år siden, da jeg for første gang i årevis var med til generalforsamlingen. Skrap – som om det drejede sig om en lærerinde, og vi gik i 8. klasse! Hun er også kendt for at kunne være lige lovlig kontrollerende, at vente spændt – næsten utålmodigt – på tilbagemeldingerne, når opgaver nu engang er blevet uddelegeret til andre.

Sus Falch, formand for FreelanceGruppen, har været fagligt aktiv længere end hun har være freelancejournalist. Det faglige engagement begyndte allerede i begyndelsen af 1990’erne, hvor hun som fuldtidsansat redaktionssekretær på Bonniers var med til at forhandle store aftaler med arbejdsgiverne. Fra 1993 og frem til hun forlod sin faste stilling tre år senere var Sus tillidsrepræsentant for alle journalister i koncernen.

De erfaringer fik hun god brug for knap 10 år efter, da konflikten mellem freelancerne og Aller brød ud. Engagementet i den kamp førte nærmest durk ind i formandsposten for FreelanceGruppen som 54-årige Sus Falch nu er valgt til ved fire (fem med den seneste i 2018, red.) generalforsamlinger i streg.

Socialt indigneret
Hun kan lide at have tjek på sine ting, og tjek på at andre har tjek på tingene. Mest fordi hun så nødig vil have, at nogen kommer galt af sted, roder sig ud i noget eller gør noget dumt. Som nu f.eks. her i eftermiddag, hvor hun holder telefonen åben under interviewet, såfremt og i fald hendes venners søn fra Vestjylland skulle ringe. Aftalen er nemlig, at sønnen de næste nætter skal sove hos Sus og Mogens i deres hyggelige byggeforeningshus ude ved Lyngbyvejen, hvor de bor.

Han er i byen med sin lille jyske familie, fordi deres søn skal opereres på Rigshospitalet. Da Sus Falch hørte, at kun én forælder kunne sove på Riget, og den anden skulle finde penge i børnefamiliebudgettet for at bo på Rigshospitalets patienthotel, sagde hun selvfølgelig:

“Det skal du da ikke. Du skal da sove hos os.”

“Det koster næsten 1.000 kr. i døgnet at bo på Patienthotellet!” Den lille vævre dame spærrer øjnene så vidt op, at det virker, som om hun fylder dobbelt så meget i det lille topistandsatte køkken. Og så træder Sus Falch ind i sin velkendte rolle som socialt indigneret, politisk bevidst frontkæmper:

“Hvad er det for noget? Så kan man jo lige så godt bo på d’Angleterre! Jeg troede, Patienthotellet var en social foranstaltning for folk, der kom udenbys fra. Men næh nej! Det gi’r sgu da ingen mening …”

Noget af det fedeste i mit liv lige nu, er det, vi har sammen i FreelanceGruppen, den måde, vi hjælper hinanden, vores sociale fællesskab.

Sus Falch

På farten
Det er altså primært derfor, hun i dag er faret ind til byen fra ’sommerhuset’, en gammel gård nede på Nordfalster, som Sus og Mogens efterhånden har fået sat lige så godt i stand som det mere end 100 år gamle byggeforeningshus, de bor i.

“Det er noget, jeg godt kan lide: at sætte i stand, at mure, male og den slags,” da jeg spørger, hvad hun ville fortælle om sig selv, hvis vi leger, at hun opretter en profil på Dating.dk. Da spørgsmålets karakter går op for hende, smiler 54-årige Sus Falch på en måde, så det både rummer overraskelse over banaliteten og en koket generthed over at skulle tale om private forhold.

“Derudover vil jeg sige: rejser. Eller måske snarere oplevelser. Lige så gerne bare en god tur til et eller andet. F.eks. en god koncert. For nogle år siden så vi hele Wagners Opera Ringen ude på Holmen, det var en fortættet oplevelse, der strakte sig over flere dage. Da det var færdigt, var det, som om man kom hjem fra en lang rejse,” siger Sus.

Netop det med rejser er noget, FreelanceGruppens formand har prøvet mere end de fleste. I cirka 10 år var hun freelance rejseredaktør på Ugebladet Søndag.

“Det var virkelig en god opgave. Selvfølgelig var det fantastisk at blive sendt af sted til alverdens ofte eksotiske rejsemål. Tit og ofte var jeg af sted to gange om måneden. Men jeg syntes, vi holdt tungen lige i munden og ikke lod os dupere alt for meget. I mine artikler skrev jeg også altid alternative muligheder for de læsere, der måske gerne ville samme sted hen, bare på en anden måde og til andre priser. I det hele taget fremlagde jeg i artiklerne en grundig research på, hvad andre selskaber kunne tilbyde i forbindelse med den pågældende destination.”

“Ja, og så elsker jeg jo at køre på motorcykel,” tilføjer Sus Falch og ser helt forvirret ud over, at hun dog kunne glemme det. Det skyldes sikkert, at hun det seneste års tid på grund af en knæskade for en gangs skyld ikke har haft en MC stående i garagen. Bentøjet er nu ved at være så meget i orden, at hun til foråret kan gå på markedet og se sig om efter en ny motorcykel.

Jeg spekulerer i at tage mit arbejde ordentligt betalt. Men der er jeg jo i samme situation som alle andre freelancere. Ligesom dem, der bliver bedt om at sælge deres klummer for 1.500 kr., må jeg overbevise modparten om, at mit arbejde er mere værd.

Sus Falch

Svin og båd
Køretøjer mangler de nu ikke i husstanden. Sus Falch kører til daglig i en stor sort Hyundai firehjulstrækker, ’svinet’ som hun kalder den, fordi den altså ikke kører ret langt på literen, men er valgt for at kunne traile båd. Mogens kører lidt mere stille og roligt i en lille Peugeot.

“Men det er da også kun, fordi Mogens arbejder så langt fra København, at vi har to biler.”

På samme måde er Mogens, som Sus Falch mødte i 1988, også forklaringen på, at der ikke er kommet børn ud af deres ellers langvarige forhold.

“Mogens havde jo to i forvejen, da vi mødtes, og vi har begge to været meget engageret i deres opvækst. Og så har jeg aldrig haft den der brændende lyst til at få mine egne. Jeg har til gengæld haft masser af timer med venners børn.”

Byggeforeningshus, gård på landet, biler, motorcykler, masser af rejser. Vi er langt fra sultens slavehær, påpeger jeg over for formanden.

“Ja,” siger Sus upåvirket. Da jeg minder hende om, at vi lever i et land, hvor det kan trække overskrifter, at venstrefløjens partiledere bor i ejerlejlighed og muremestervillaer, ryster hun på hovedet og siger med et stort grin:

“Du glemmer, at vi altså også har vores egen båd.”

Fagligt fællesskab
En høj levestandard kan man altså godt have som freelancejournalist og smed, hvis man bruger pengene fornuftigt.

“Vi var heldige for år tilbage, da vi solgte vores lille ejerlejlighed på Østerbro, der var steget voldsomt i værdi i de knap otte år, vi havde haft den. Og det samme gjaldt salget af vores sommerhus,” forklarer Sus om lidt af baggrunden for de mange ’besiddelser’.

“Men det er altså ikke noget, jeg har spekuleret i. At jeg absolut skulle have så og så meget. Jo, jeg spekulerer i at tage mit arbejde ordentligt betalt. Men der er jeg jo i samme situation som alle andre freelancere. Ligesom dem, der bliver bedt om at sælge deres klummer for 1.500 kr., må jeg overbevise modparten om, at mit arbejde er mere værd. Og så må jeg holde tungen lige i munden og passe på, at jeg ikke bliver til fals og sælger mig selv for billigt, fordi jeg er vild med en bestemt opgave.”

Vi er i gang med at gøre en forskel og opbygge noget, der skal holde langt ind i fremtiden.

Sus Falch

Sus afbryder sig selv: “Hvis jeg lige må vende tilbage til din datingprofil der. Kan man så sige: fagligt fællesskab? For det er virkelig noget af det fedeste i mit liv lige nu, det, vi har sammen i FreelanceGruppen, den måde, vi hjælper hinanden, vores sociale fællesskab og i det hele taget den fornemmelse, man får af at være med i det arbejde: at vi er i gang med at gøre en forskel og opbygge noget, der skal holde langt ind i fremtiden. Det er noget af det, jeg virkelig godt kan lide.”

Artiklen blev bragt første gang i FreelanceGruppens 40års jubilæumsmagasin.

Sus Falch

Jens Panduro

Kommentarer