Stephanie forhandlede sig til en bedre freelancekontrakt
Selvom en freelancekontrakt som udgangspunkt gælder for hele mediehuset, der udsender den, kan den enkelte freelancer godt forhandle særaftaler ind i kontrakten. Det har journalist og forfatter Stephanie Caruana haft succes med.
Petra Kleis
En dag i 2015 skrev Stephanie Caruana en sjov opdatering på Facebook. Det blev læst af den digitale redaktør på Alt for Damerne og førte til, at Stephanie Caruana blev headhuntet til at skrive klummer for deres website. De skrev ingen kontrakt, og i det første halvandet år, hun arbejdede for Egmont-bladet, sendte Stephanie Caruana to-tre klummer afsted om måneden uden videre dikkedarer.
"Jeg havde godt hørt om freelancekontrakterne, men jeg havde ikke dealet direkte med dem", fortæller hun.
"Da jeg i forbindelse med en omlægning af deres site blev præsenteret for kontrakten, blev jeg lidt småfornærmet, for nu havde vi kørt uden kontrakt så længe, hvorfor skulle vi så til at have en nu?", erindrer hun.
Altid forhandle
Inden Stephanie Caruana blev freelancer i 2015, havde hun arbejdet for Journalistgruppen i DR og taget uddannelsen som tillidsmand. Det var en baggrund, der gav pote, da hun blev præsenteret for den kontrakt, som mange skriver under på for ikke at miste deres kunde, selvom de ikke bryder sig om indholdet.
"Jeg er godt opdraget i DJ, så mit udgangspunkt er, at man altid lige skal forhandle. Man skal altid prøve at se, hvad man kan gøre", fortæller hun.
Det viste sig at være en god taktik.
Jeg er godt opdraget i DJ, så mit udgangspunkt er, at man altid lige skal forhandle.
Ophavsret og bogdrømme
Da Stephanie Caruana læste Egmont-koncernens freelancekontrakt igennem, var der især ét punkt, der faldt hende for brystet. Det var paragraffen, der oplyser, at freelanceren giver afkald på sin ophavsret i alle former.
"Der stod i bund og grund, at du afgiver dig rettighederne til hvad som helst og til platforme, Egmont ikke engang har tænkt på endnu", fortæller journalisten.
Eftersom hun også er forfatter, og klummerne er baseret på personligt stof, havde hun hele tiden haft tanken i baghovedet, at det er tekster, hun måske en dag vil udgive i bogform.
"Jeg tror ikke, jeg bliver Hella Joof i morgen, men hvis jeg skulle slå igennem, vil det være fedt for mig, hvis jeg har rettighederne til at kunne udgive dem i en bog", forklarer Stephanie Caruana.
"Sådan som kontrakten så ud, så kunne Lindhardt og Ringhof udgive mine klummer og gøre, som de ville, i mit navn".
Talte med kollega
På det tidspunkt havde Stephanie Caruana lige hørt fra en freelancekollega, der havde haft held til at forhandle sin kontrakt, så klummeskriveren tog kontakt til sin redaktør hos Egmont for at starte en forhandlingsproces. Den endte med at tage så lang tid, at Alt for Damerne i mellemtiden nåede at omstrukturere deres website, så Stephanie Caruana slet ikke skulle skrive for det længere. I dag skriver hun i stedet klummer til printversionen af bladet.
"Nu er jeg på Alt for Damernes bagside hver fjerde uge, og det er på den samme kontrakt, som jeg fik forhandlet til digitaludgaven", fortæller hun med en vis stolthed i stemmen.
Det er kommet ind i kontrakten, at de ikke må udgive noget i bogform uden ekstra honorering og uden at diskutere det med mig først.
Forhandlingen lykkedes
Det lykkedes nemlig at få ændret det punkt i Egmont-kontrakten, der handlede om videreudnyttelsesretten.
"Det er kommet ind i kontrakten, at de ikke må udgive noget i bogform uden ekstra honorering og uden at diskutere det med mig først. Det fik jeg ind i kontrakten efter et vist sværdslag", fortæller hun.
Stephanie Caruana er overbevist om, at hvis det kan lade sig gøre for hende, kan det også lade sig gøre for andre.
"Det er lige som en snebold, der ruller. Hvis det kan lade sig gøre ved Egmont, kan det også lade sig gøre andre steder."
3 gode råd til forhandlingen fra Stephanie Caruana
1. Vælg dine vigtigste krav
"Se på, hvad dine behov er. Mit var, at jeg ville have muligheden for at kunne bruge mine klummer i en bog."
2. Spørg dine kollegaer
" Snak med de andre freelancere i samme ‘hus’ - du er ikke urimelig, hvis andre også fået deres igennem!"
3. Brug den nødvendige tid
"Med hensyn til kontrakter skal man kigge sig godt for og lige vende skråen en ekstra gang, for man kan blive vældig glad for at blive spurgt, men man skal også spille lidt kostbar."
Kommentarer