Steffen er både vagabond og freelancer for at udleve sin drøm

Allerede som teenager åndede drømmen bag brystet. Steffen Stubager ville leve af at opleve verden og skrive om det. Og han ville gøre det på en måde, hvor han var fri. Alene. Sin egen. Allerede dengang var han klar over, at skulle den drøm blive til virkelighed, måtte han ikke alene skrive, skrive, skrive, men også finde sin egen stemme og levere noget helt unikt. Han blev optaget på Journalisthøjskolen i Århus og var i praktik på Jyllands-Posten. Herefter kunne han ikke vente længere. Han tog orlov og drog af sted for de penge, han havde sparret op af praktiklønnen. Han ville af sted i et år: For at opleve seks kontinenter: Europa, Sydamerika, Nordamerika, Afrika, Asien og Australien og med et mål om at sælge 20 artikler fra sin rejse. Da året var omme, havde han kun fået afsat to. Den ene til et par tusinde kroner. Den anden havde han foræret væk.

”Det var ikke ligefrem en succesfuld statistik. Men jeg lærte noget om, hvor hårdt det kunne være. Min drøm om at blive freelancer ude i verden så ud til at blive ret urealistisk”, forklarer han om sine første erfaringer som freelancejournalist på farten.

Fast arbejde
Steffen Stubager havde brug for en pause og tog til Australien for at revurdere sin plan. Efter et år med først udvekslingsophold i Melbourne, siden eventyr med venner, strand og surfing og arbejde på en farm, hvor han plukkede og sorterede frugter, vendte han tilbage til Danmark med en plan. Han måtte træne og vinde point hos redaktørerne på et større medie i Danmark for så senere at kunne drage tilbage til eventyrerne ude i verden og skrive om dem.

I 2012 startede han i en fast stilling som journalist på Jyllands-Posten i København. Han skrev portrætter og lavede længere undersøgende projekter i halvandet års tid. Men da Brasilien lagde baner til VM i fodbold i 2014, greb han anledningen. Det ville være lettere at levere artikler fra Rio, når verdens øjne var rettet mod Brasiliens hovedstad for en tid, resonerede han. Han sagde op og rejste af sted for at sende artikler hjem fra Sydamerika på egen hånd.

Det blev hurtigt klart, at vilkårene for at levere freelanceartikler fra udlandet stadig var hårde. Som korrespondent i Rio var han konstant oppe imod flere andre konkurrenter, der tilbød at skrive gratis.

”Det var jeg nødt til at erkende, at jeg var oppe imod. Og at acceptere det fra start. Ellers ville jeg blive frustreret over det hver eneste dag”, forklarer han. Men hans redaktør på Jyllands-Posten var glad for de idéer og artikler, han foreslog at skrive og betalte fornuftigt for dem, så Steffen Stubager var ved godt mod og lagde afstand til jordomrejsestatistikken. Året som fastansat på Jyllands-Posten i København kastede medvind af sig. Indtil videre gik det, som han havde drømt om og håbet på.

Ingen computer
Jeg har fanget ham på en Skype-forbindelse til Rwandas hovedstad Kigali. De seneste ni måneder har han bevæget sig op gennem kontinentet fra det sydligste punkt i Cape Town i syd. Målet er at nå Casablanca i nord, og at hans oplevelser undervejs skal ende som bog. Han må kun rejse til lands og til vands. Ingen flyveture. Ingen computer. Alle noter tager han i hånden på papir eller på mobilen, som han også bruger til at optage samtaler. Da han startede rejsen, havde han 4.000 kroner stående på kontoen. Nu har han 3.000. Men han har inden planer om at tjene penge undervejs på de næste fire måneder, som han regner med, at rejsen til Casablanca kommer til at tage. Så der er hverken penge til tag over hovedet eller en seng at sove i om natten.

Lidt ekstremt
De seneste par år har han sovet hos mere end 100 fremmede mennesker, han har mødt på sin vej. Tøjet, han går i, har han fået af venlige sjæle undervejs. Selv underbukserne er en andens aflagte. Skjorten har et kæmpe hul i ærmet, skoenes såler er flænset op, så han i flere uger har gået direkte på venstre trædepude.

”Men nu har en pige der forbarmede sig foræret mig nye sko. Det er meget dejligt. Det eneste, som er mit eget, er min halskæde. Næh vent, den har jeg også fået. Telefonen er min søsters gamle. Det er lidt ekstremt, men jeg vil gerne være hundrede procent uafhængig. Ikke en detalje i min livsstil skal være bestemt af andre. Det er lidt regidt, men det er vigtigt for mig, at jeg skal føle for hvert eneste ord, jeg sætter på papiret. Skulle jeg leve af min journalistik hernede, skulle jeg aflevere tre-fire artikler om ugen tilpasset et medie og en dagsorden. Det ønsker jeg ikke”, forklarer han.

Lige nu sover han hos en dansk ven, der har sit eget magasin i Rwanda. Men det er en undtagelse, fordi han blev smittet af amøber, som han opdagede ved, at der var blod i hans afføring. Han har brug for lidt tid til at samle kræfter, før han drager videre.Almindeligvis bor han hos lokale, sover direkte på betongulve i lerhytter eller uden myggenet, blot iført en sweater. Det er nødvendigt for at udleve drømmen om at skrive en ærlig bog om at leve i Afrika, mener han.

Sov med Lille Fugl
Bogen skal udgives på Politikens Forlag, og Steffen Stubager har viet mere end et år til projektet. Et år hvor han ikke har planer om at skrive og sælge artikler til andre medier sideløbende på nær de dagbogsberetninger, han med mellemrum sender hjem til mediet Vice i Danmark.

De seneste år har han skrevet personlige reportager, hvor han er trådt ind i artiklen med sit eget jeg – fordi han ikke ville kunne skrive artiklerne uden – fordi hans egen deltagelse i det, der sket, spiller en rolle. I virkeligheden og dermed også i fortællingen. Det er sådan, han arbejder, sådan han oplever. Han har sovet sammen med brasilianeren, den tidligere gangster og morder Lille Fugl under et træ i Rio og skrevet om det hans liv på gaden, og ligget på ryggen med transkønnede Rafaela siddende overskrævs, modtaget hendes læbers kys og hænders kærtegn for at beskrive hende og hendes transkønnede prostituerede kollegaers hverdag for sine læsere.

”Det er et eksperiment. Jeg forsøger bare at leve livet. Hvis jeg bliver forelsket skriver jeg det, når jeg bliver røvet, beskriver jeg det, og når jeg bliver syg, skriver jeg det”, siger han.

Nødt til at være hårdt
Forhåbentlig skal han, når han bliver rask, fortsætte rejsen ved at sejle gennem Congo. For at opleve Congo fra en båd på vandet er også en gammel drøm.

”Jeg har en større drøm om at beskrive rigtige mennesker, deres drømme og udfordringer, jeg møder her og nu. Lige før vi går i seng, fortæller de mig alle mulige hemmeligheder”

Ofte er det, når han ligger ved siden af de mennesker, han skriver om om aftenen, før de skal sove, lige før eller efter at de beder til Gud, at de deler deres største hemmeligheder og tanker med ham.

”Det er interessant at ligge der ved siden af en fuldvoksen mand, der frygter det ene eller andet. Jeg har også forelsket mig i en fattig kvinde i Uganda og skrevet om det. Det gør mine beskrivelser mere ærlige, når jeg bruger mig selv”, siger Steffen Stubager.

Det er da også netop sin evne til at ”skildre menneskeskæbner som ingen andre”, Steffen Stubager sidste år vandt Kristian Dahls mindelegat for.

For at nå dertil er han nødt til at bruge og ofre sig selv, mener han.

”Det bliver nødt til at være så hårdt, for at jeg kan mærke tingene selv. Kun den der bærer ris på skuldrene, kender sækkens vægt. Jeg bliver nødt til at indrette mit liv på en måde, som afrikanernes, hvis jeg skal kunne beskrive det så ærligt som muligt. Også selvom jeg aldrig rigtig kommer til at føle at være afrikaner”.

Det kan være ved at leve af at spise sommerfuglelarver ristet i olie i flere dage, eller ved at sove på den bare hårde ler.

Når han vender tilbage til Congo, skal han besøge en mand, der henter guld i junglen og sælger det til udlandet. Han har mødt ham på en sejltur i Congo mellem de to congolesiske byer Bukavu og Goma. Det var det, at han sad og rystede sin cola, tømte alt kulsyren ud af flasken, før han satte den til munden, der fangede Steffen Stubagers opmærksomhed.

”Det undrede mig, og jeg kunne ikke lade være med at spørge ham, hvorfor han gjorde det”, forklarer han.

Og så var det bare, fordi han ikke kunne lide at få brus i næsen. Men det startede samtalen, og kort efter havde Steffen Stubager fortalt om sin bog, og den afrikanske mand om sit eventyr som guldjæger i Congo.

”Det er sådan, det begynder, hver gang jeg skal lave en historie. Jeg falder over noget tilfældigt, noget jeg oplever, som jeg undrer mig over”, forklarer han.

”Jeg ville aldrig have fået mulighed for at så meget som at komme i nærheden af at beskrive de menneskeskæbner og deres vilde og fascinerende historier, jeg møder på mine rejser ude i verden, hvis jeg arbejdede som fastansat på en avis hver dag”.