Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Sommernyt fra bestyrelsen

Formand for FreelanceGruppens bestyrelsen, Marianne Bækbøl, ridser nogle af de ting op, der sker i bestyrelsen.

Tegning af Marianne Bækbøl med bestyrelsen i baggrunden

Illustration: Frits Ahlefeldt

FreelanceGruppen har fået ny næstforperson og ny økonomiansvarlig

Vi er glade for og stolte over, at Lise Møller Schilder er blevet ny næstforperson i vores forbund, og at der nu sidder en erfaren freelancer i spidsen for hele DJ – Medier og Kommunikation. Valget af Lise betød imidlertid også, at FreelanceGruppens bestyrelse pludselig stod uden næstforperson og økonomiansvarlig. Heldigvis er der jo trods Lises afgang stadig masser af stærke kræfter tilbage i bestyrelsen, hvor Bo Sørensen har sagt ja til at blive ny næstforperson, og Helga Prip har påtaget sig den ansvarsfulde post som økonomiansvarlig.

Også ny besætning på webreaktionen

Heidi Vesterberg, vores tredje-suppleant, er trådt ind i bestyrelsen, hvor hun vikarierer for webredaktør Freja Dam, der glædeligt venter barn nummer to. Det betyder, at webredaktionen i den kommende periode styres af Heidi i tæt samarbejde med Kristian Eskildsen.


Bestyrelsen ser nu således ud

Forperson: Marianne Bækbøl
Næstforperson: Bo Sørensen
Økonomiansvarlig: Helga Prip
Sekretær: Monica C Madsen
Webredaktion: Kristian Fristed Eskildsen, Heidi Vesterberg
Kursusudvalg: Bo Sørensen, Monica C Madsen, Birger Danielsen, Marianne Bækbøl
Organiseringsudvalg: Nina Trige Andersen, Nanna Sarauw, Helga Prip, Benedikte Ballund
Internationalt udvalg: Erik Back, Birger Danielsen, Marianne Bækbøl

 

Nyt fra bestyrelsens udvalg

Internationalt udvalg

Her arbejder vi fokuseret på at få stablet et Nordisk Freelance Seminar i København på benene. Sæt kryds i kalenderen den 14. og 15. november. Arbejdet handler om at skaffe eksterne midler fra fonde og puljer og om at få sammensat et aktuelt, inspirerende og relevant program.
Foreløbig ser det ud til at vi får to dage spækket med spændende oplæg og workshops og selvfølgelig også en skøn mulighed for at møde freelancekolleger fra hele norden.
Udvalget har også stået for at invitere Mogens Blicher Bjerregaard, DJ’s internationale konsulent, til at lave inspirationsoplæg for bestyrelsen. I løbet af efteråret vil vi gå i tænkeboks over, om vi har ressourcer til at engagere os i en eller anden form for solidaritetsarbejde. Har du selv lyst til sammen med bestyrelsen fx at hjælpe udenlandske freelancere i Danmark eller arbejde på at skaffe fribyer i Danmark til at huse trængte kolleger fra udlandet, er du meget velkommen til at skrive til forperson@freelancegruppen.dk

 

Organiseringsudvalget

Fire af FreelanceGruppens medlemmer er blevet eksterne medlemmer af dette udvalg i bestyrelsen, så vi er flere til at løfte opgaven. Det er meget dejligt – og nødvendigt, for der er rigeligt at se til. 

Oven på de overståede overenskomstforhandlinger på blandt andet dagsbladsområdet, DR, og TV 2 Regionerne er udvalget nu i gang med at lægge konkrete planer for de kommende år. Vi skal fortsætte arbejdet med at danne og vedligeholde freelanceklubber på dagblade og på de store radio- og tv-stationer, og indgå flere lokale freelanceaftaler samt implementere den nye freelanceaftale på TV 2 Regionerne. Dertil skal vi have udbredt organiseringsarbejdet til freelancere og selvstændige, der arbejder i magasinpressen, på kontorfællesskaber og i produktionsselskaber.
Udvalget er også godt i gang med at skabe tættere forbindelser til de studerendes organisationer, så vi kan hjælpe studerende godt i gang med freelancelivet.
Samtidig er der lagt planer for, hvordan flere af udvalgets medlemmer, både interne og eksterne, efter sommerferien kan blive oplært i at gennemføre freelanceundersøgelser og opbygge klubber.

Har du også lyst til at være med i arbejdet med at forbedre honorarer og vilkår for dig selv og dine freelancekolleger, er du meget velkommen til at skrive til os på mediklubben@freelancegruppen.dk

Kursusudvalget

Her er vi i fuld gang med at planlægge efterårets kurser og arrangementer. Vi har også lavet lidt statistik for at blive klogere på, hvem vi rammer med vores kurser.
Her er nogle af vores fund:

  • I det seneste halvandet år har vi gennemført 56 kurser og arrangementer for i alt 984 deltagere.
  • 467 forskellige medlemmer har været på kursus, de yngste har været i begyndelsen af tyverne, de ældste over firs.
  • Rigtig mange deltagere bliver syge på dagen og melder afbud. De sene afbud gør, at kurser og arrangementer ikke bliver fyldt op, fordi næsten ingen fra ventelisten kan komme med så kort varsel.
  • De populæreste kurser er de mest konkrete fx AI-værktøjer, videokurser, hvordan man konkret kan søge midler til sine projekter, eller hvordan man kan lave penge på fx EU-journalistik
  • 8 medlemmer har taget mere end 10 kurser. Den der har taget flest har taget 19 kurser, og den, der har taget næstflest, har taget 13.

Har du idéer til kurser, eller vil du selv gerne afholde et kursus for dine freelancekolleger, er du velkommen til at skrive til kursus@freelancegruppen.dk

Webredaktionen

DJ får ny hjemmeside i løbet af efteråret, og det betyder også ny hjemmeside til FreelanceGruppen. Den bliver superflot og brugervenlig, ligesom den bliver nemmere at håndtere. Det er et tidskrævende arbejde for webredaktørerne at migrere vores sider til det nye system og især at vælge ud, hvilke sider der skal med over.
Der kommer også et nyt nyhedsbrevsprogram, så der er i sandhed muligheder for ny læring for webredaktørerne i øjeblikket. Derudover er den ny webredaktion i gang med at lave årshjul for webredaktionen for også på den måde at styrke vores medlemskommunikation.

 

Kort nyt, men godt nyt

  • Siden sidst har vi gennem stædigt og insisterende forhandlingssarbejde været med til at få landet med den første freelanceaftale nogensinde på TV 2 Regionerne. Læs hvad vi fik ud af aftalen her. TV 2 Danmark har haft en freelanceaftale siden 2023. Den kan du se her.
     
  • Til afholdelse af Nordisk Seminar har vi fået bevilliget kr. 50.000 fra DJs internationale pulje og kr. 60.000 fra Pressens Uddannelsesfond. Lige nu søger vi om flere penge fra Nordea Fonden og A.P. Møller.
     
  • Vi har holdt møde med medlemsafdelingen om vores faldende medlemstal. Det blev tydeligt, at faldet til dels kan forklares med, at DJs indmeldelsesblanket er blevet forenklet så voldsomt, at man ikke længere kan vælge specialgruppe, når man melder sig ind, men bliver placeret alene efter fag af medlemsafdelingen. Det er vi i proces med afdelingen om at få ændret på.
     
  • Vi har været forbi DJs BIZZ-kursus og introduceret FreelanceGruppens fællesskab for kommende og nye freelancere.
     
  • Vi har været ude og tale med praktikanterne på Berlingske, der gerne ville have inspiration til, hvordan man kan etablere sig som freelancer og indgå samarbejder med andre freelancere.
     
  • Studerende har været med til arrangement på DMJX inklusive foredrag med DRs Trine Ilsøe og introduktion til FreelanceGruppen.
     
  • Vi har løbende besøg af vordende freelancere, som vi rådgiver om at komme godt i gang med et bæredygtigt freelanceliv.

Vi glæder os til at komme i gang igen efter sommerferie. Rigtig god sommer til jer alle

Bestyrelsen

Kommentarer