Selv digitale kurser kræver dialog!
Vores kurser er for tiden rykket over på den digitale platform Zoom. Det kræver mere af underviserne - men også af jer medlemmer. Tænd for kameraet og smil til underviserne.
Hvor er det dejligt at se, at vi efterhånden vænner os til at holde onlinemøder. I starten var det underviserne, der skulle lære at agere i det tomme rum, hvor det eneste selskab var chatten. Det kunne vi klare på webinarer på en times varighed. Så begyndte vi at stille større krav til vores undervisere hos FreelanceGruppen.
Vi har prøvet at få den traditionelle kursusform over på Zoom. Ikke kun webinarer, som kan sammenlignes med foredrag i et auditorium, men også kurser på både halve og hele dages varighed med dialog og gruppearbejde.
Zoomkurserne kræver noget mere – fra alle parter. Og det længere format fungerer faktisk både hele og halve dage.
Vi har lært at gøre brug af online gruppearbejde, og erkendt at vores kursister ikke kan lytte hele tiden. De skal også arbejde og prøve selv.
Vi har også lært at vi bliver nødt til at stille krav til vores kursister. Kravene er lidt anderledes, end hvis vi mødtes fysisk på Gl. Strand. Men her er nogle af de ting, vi har samlet op:
Tænd dit kamera
Ligesom i det virkelige liv på kurserne på Gl. Stand, vil vi gerne have en dialog. Oplægsholderne skal ikke snakke til en skærm, hvor de kun kan se sig selv. De skal se jer, og I må gerne nikke, smile og reagere. Det gør en stor forskel. Så smutter I heller ikke så let. Jeg har oplevet oplægsholdere, der spørger deltagerne, og ikke får noget svar fra den sorte skærm. Måske er I bare på toilettet eller holder kaffepause. Men nogle har lige været væk for at hente børn….. Er det ok? Måske... Men så vis hellere en tom stol end sort skærm - eller overvej, om du måske skulle have overladt pladsen til en anden.
Lige før vi lukkede ned, havde vi efterhånden fået opbygget en kultur, hvor stort set alle mødte op til de kurser, de havde meldt sig til. Måske på grund af ”no-show-fee” eller måske bare på grund af lyst.
For stort fravær
På vores onlinekurser oplever vi et stort frafald i forhold til deltagerlisten. Mange gange er det hver fjerde, der ikke møder op. Der går selvfølgelig ingen sandwich til spilde, men det efterlader alligevel tomme stole, som andre kunne have haft glæde af.
Der er virkelig pres på kurserne. Så overvej, om du virkelig har tid til kurset, inden du sætter dig på en af de digitale stole.
På grund af GDPR kan vi ikke krydse deltagerne af, som vi gør på de fysiske kurser. Så ”no-show-fee” er sat ud af drift, indtil vi får et system, der tillader det.
Så mød op, tænd kameraet, smil, nik, vink, ræk hånden op, snak, kommenter. Vis, at du er til stede! Så er jeg overbevist om, at vi også i fremtiden får nogle fantastiske online kurser.
Kommentarer
Det lyder helt rimeligt.