Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Sådan bruger vi Medieaftalerne

Løftestang. Guide. Inspiration. Tre freelancere - en fotograf, en grafiker og en journalist - fortæller, hvad Medieaftalerne betyder for dem, hvordan de timeberegner, og hvad de tæller med i regnestykket.

Tastatur

Charlotte de la Fuente

Jeg siger aldrig: “Jeg skal have 5 timer.” Jeg estimerer

Nikolai Linares, fotograf

Nikolai Linares

Kristoffer Juel Poulsen Nikolai Linares er fotograf.

Fotograf Nikolai Linares forklarer regnestykket for kunden og skriver altid et cirka antal timer som det første udspil. “Det kan jo stikke af.”

Hvordan hjælper Medieaftalerne dig?

Jeg har en kunde, der har skrevet under på Medieaftalerne, og her er alt meget tillidsbaseret. Jeg har arbejdet for dem i mange år, så jeg skriver timer på, når opgaven er løst. Her er bare en forståelse for, at vi følger den aftale. Vi diskuterer slet ikke. Det er nemt. Her er Medieaftalerne jo en tryghed. Udover det, så fungerer Medieaftalerne som en slags guide til, hvordan jeg skal prissætte andre opgaver, for her skal man oftest komme med det første udspil. Her tænker jeg især på de mange virksomheder, jeg har, der ikke kører efter Medieaftalerne, og oftest aldrig har hørt om dem. Jeg følger ikke aftalerne slavisk, men vurderer hver enkelt kunde og hver enkelt opgave for sig.

Hvordan regner du dit timeforbrug ud?

Værd at vide om Medieaftalerne

Medieaftalerne er kollektive aftaler for freelancere, som organisationer og private virksomheder kan tiltræde og som regulerer forholdet mellem organisationen og freelanceren. Medieaftalerne består af tre aftaler: En aftale for journalistik, en aftale for foto og en aftale for grafisk arbejde. Aftalerne er baseret på det princip, at den enkelte organisationsudgivelse/virksomhed frivilligt tiltræder en eller flere af aftalerne, hvis det ønskes, at aftalerne skal være gældende for organisationens samarbejde med freelancere.

NB! Vær opmærksom på, at selvom Medieaftalerne i princippet udløb 31. marts 2020, er det fortsat dem, vi kører efter. Aftalerne er ved at blive genforhandlet, og forhandlingerne forventes afsluttet primo juni.

Som udgangspunkt er det fra jeg kører hjemmefra, til opgaven er afleveret. Men jeg bor ikke længere i København, så for ikke at være dyrere end mine konkurrenter, så starter jeg ofte taxameteret, fra jeg er på Lyngbyvejen. Det er cirka en times tid, jeg selv lægger i opgaven.

Hvordan timeberegner du forskellige opgaver?

Jeg har i perioder, også for at undersøge det, brugt min stopursfunktion på min telefon. Typisk på de opgaver, som jeg fotograferede og afleverede samme dag. Jeg opdagede, at jeg virkelig tit brugte 3 timer på en portrætopgave, som er den type opgave, jeg har flest af. Det var en god læring for mig og en idé, jeg klart gerne vil give videre.

Hvad tæller du med?

Alt, der er opgaverelateret. Hvis jeg lige stikker i Netto på vej hjem fra en opgave, tæller det selvfølgelig ikke med, men hvis kunden siger, at billedet skal være i fuld figur og skal kunne friskrabes og det derfor kræver en ny baggrund, så tæller tiden på at købe baggrunden med. Men det gør jeg selvfølgelig også opmærksom på fra starten.

Hvordan overbeviser du kunden?

Den kunde jeg har, som kører efter Medieaftalerne, her er alt som sagt tillidsbaseret. Her skriver jeg de reelle timer på bagefter, også fordi opgaverne ofte ligner hinanden, og vi derfor begge ved, hvor mange timer, det typisk vil ende med. Andre gange kører jeg min egen timetakst, der er inspireret af Medieaftalerne, og så estimerer jeg et timeantal. Jeg siger aldrig: “Jeg skal have 5 timer”, for det kan jo stikke af. De kan, når jeg nu alligevel er derude, lige bede om et par ting mere udover det aftalte. Så jeg skriver et cirka antal timer, hvor jeg forklarer regnestykket for kunden. Jeg vil også sige, at selvom jeg er inspireret af Medieaftalerne, så afhænger det også af den værdi, det har for den enkelte kunde. Lad os sige, de skal bruge mine billeder til en kampagne. Så har det alt andet lige en større værdi for dem, end hvis jeg skal tage fotos til LinkedIn.

Jeg burde måske tage særtillægget. Men det gør jeg ikke

Ingrid Pedersen, freelancejournalist

Ingrid Pedersen

John Nielsen Ingrid Pedersen er skrivende journalist og bruger ofte Medieaftalerne.

Den garvede og erfarne freelancejournalist Ingrid Pedersen kender til specialtillægget, men tager det ikke. “Jeg kender heller ikke andre, der får det.”

Hvordan hjælper Medieaftalerne dig?

De har en helt afgørende betydning for mig og har altid haft det - også dengang de hed O-aftalen. Jeg var aldrig på freelancekurser, da jeg startede ud for 20 år siden, så i begyndelsen skulle jeg selv finde ud af tingene og var meget i tvivl om, hvad freelancejournalistik rent faktisk burde koste. Jeg tog, må jeg indrømme, næsten ingenting for det i begyndelsen. Også fordi jeg startede ud med en del penge, som jeg fik med mig, da jeg uberettiget blev fyret fra Fagbladet 3F. Måske også fordi jeg tænkte, at den timetakst, den vil ingen give. Da jeg pludselig skulle leve af det, gik det op for mig, at jeg burde sætte mine priser op. Her gjorde en underskrevet aftale det trygt og nemt for mig, og gør det stadig i dag. Og jeg kan jo se, at kunderne gerne betaler de takster, der bliver foreslået. Det store spørgsmål er så, om man tager timer nok.

Ja, for hvordan regner du dit timeforbrug ud?

Jeg må nok indrømme, at det efterhånden er en fornemmelsessag, hvor mange timer jeg bør tage for en opgave. Der er mange faktorer, der spiller ind. Er der tale om en reportage, hvor mange kilder skal jeg tale med, hvor omfattende er min research. Jeg kigger også på længden. Som regel tager jeg mere for en artikel på 12.000 anslag end en på 7.000 anslag, selv om korte artikler også kan tage lang tid.

Hvad tæller du med?

Det er måske mere relevant at tale om, hvad jeg ikke tæller med. Jeg tager ikke fuld timetakst, når jeg sidder i toget til og fra opgaven. Hvis jeg tager til messer eller konferencer, ser jeg det også som min egen investering. Som en slags efteruddannelse. Med mindre jeg er blevet bedt om at dække messen, selvfølgelig. Sommetider bliver jeg også lang tid ude på en opgave. Jeg bryder mig ikke om at skynde mig. Det synes jeg ikke, jeg kan være bekendt overfor kilderne. Jeg tager mig min tid. Også fordi jeg er det fagblads repræsentant i marken. Jeg er ikke freelancer, når jeg er på reportage. Jeg er fagbladets kvinde, og hvis det er en god kunde, så går det jo begge veje. Det indgår i et større regnskab. Gynger og karruseller, du ved. Indimellem tager jeg også en slags gennemsnitspris, et gennemsnitligt antal timer, for en tilbagevendende opgave, selv om den nogle gange tager længere tid og andre gange kortere tid. Jeg er dog opmærksom på ikke at tage alt for få timer. Jeg har efterhånden oparbejdet en del viden indenfor særlige stofområder, så der er opgaver, der efterhånden går hurtigt. Her skal jeg huske ikke bare at tage to timer for en opgave, selvom jeg i dag er hurtig. For den er mere værd for kunden.

Men er du så opmærksom på at tage tillægget for specialviden?

Nej. Jeg ved, det findes, men jeg har aldrig bedt om det. Det burde jeg måske gøre, men det er svært selv at vurdere, hvor speciel min specialviden er.  Jeg kender heller ikke andre, der får det.

 

TILLÆG FOR SPECIALVIDEN:
"Pr. 1. april 2019 er minimumsbetalingen for manuskripter 713 kr. pr. time. For manuskripter, som efter aftale, udføres med baggrund i specialviden, betales et tillæg pr. time på 195 kr. oveni i minimumsbetalingen."  

Kilde: Medieaftalerne for freelance journalistik, side 13.

Det hjælper, at der er bud på, hvad man skal tage for de forskellige ydelser.

Karina Bjerregaard, grafiker

Grafiker Karina Bjerregaard bruger - også - Medieaftalerne som inspiration til et prisniveau med kunder, der ikke har underskrevet aftalerne.

Hvordan hjælper Medieaftalerne dig?

Jeg har et par kunder, der har underskrevet aftalen, men ellers fungerer aftalerne som rettesnor. Jeg lader mig inspirere og bruger priserne, når jeg forhandler med andre, der ikke har underskrevet aftalerne. Det fungerer virkelig godt.

Hvordan regner du dit timeforbrug ud?

Jeg leverer normalt to typer ydelser. Dels ting på timepris og dels ting på stykpris, f.eks. illustrationer, og her har Medieaftalerne jo faktisk bud på stykpriser. Så her regner jeg ikke timer, men giver ofte mængderabat, hvis en kunde ønsker at købe mere end en enkelt illustration. Hvor meget rabat afhænger af den enkelte kunde, og hvor meget arbejde, der er tale om.

Hvad tæller du med?

Alt. Jo mere erfaren, jeg er blevet, jo mere opmærksom er jeg blevet på den tid, der går med at skrive mails eller have telefonmøder. Så er der også korrekturrunderne, og om jeg er ansvarlig for relationen til trykkeriet. Alt tager tid, alt tæller med.

Hvordan overbeviser du kunden?

Jeg laver typisk et tidsoverslag på den tid, det vil tage at lave opgaven, f.eks et magasin. Her sætter jeg hele processen op fra design, billedbehandling og det at finde billeder. Jeg er særligt opmærksom på korrekturgange; typisk vil en større politisk organisation ønske flere korrekturgange, og der kan ofte være flere kokke involveret. Det tager tid. Så i bund og grund synliggør jeg timeforbruget overfor kunden. Transparens er det bedste argument i en forhandlingssituation. For så kan de se, hvad deres penge går til. Og så justerer jeg selvfølgelig efterfølgende, hvis jeg f.eks. ikke arbejder på fast pris, men i timer, og jeg kan se, at jeg enten har brugt flere eller færre timer. Jeg foretrækker faktisk timer, da det er mere reelt, både over for mig og for min kunde.

Hvordan aftaler du pris, inden du går i gang?

Det er forskelligt fra kunde til kunde, men ofte laver jeg den her opstilling. Det bliver udgangspunktet. Så sørger jeg selvfølgelig også for, at alt er på skrift, så der ikke er nogen tvivl.

Sådan forhandler du

Ti gode råd fra karrierekonsulent i Dansk Journalistforbund Stine Daugaard.

1. Fokuser på din værdi

Vend blikket væk fra dig selv og over på din kunde. Spørg dig selv: Hvilken værdi skaber jeg for kunden? Hvad byder jeg ind med? Specialviden? Et stort kildenetværk? Dokumenteret track record inden for det, de efterlyser? Hurtig levering? Det skal honoreres.

2. Kend din kunde

Brug din researchteknik og lær din kunde at kende. Hvem er hun? Hvorfor er hun interesseret i din ydelse? Forsøg at gennemskue hende: Hvilke interesser er på spil hos hende?

3. Du behøver ikke være specialistEN

For at bede om specialisttillægget behøver du ikke være eksperten over dem alle. Tillægget er tænkt som et tillæg til dig, der har en særlig viden inden for et felt. Der er ikke konkrete krav til, hvornår du kan bede om det - blot at du kan lægge det oveni, hvis du har en oparbejdet ekspertise.

4. Spørg folk om din ekspertise

Hvis du sidder med en tvivl om, hvorvidt du kan tage specialtillægget, så spørg en kollega: Hvordan vil du vurdere min viden inden for det her felt? Vi er ofte blinde for vores egen ekspertise.

5. Læg en strategi og hold fast

Før du går ind i en forhandling, skal du vælge 3-4 hovedargumenter, som du skal gentage. Hvis du kommer med flere, risikerer du at udvande de bedste af dem, du har.

6. Hav et mål og en smertegrænse

Hav et mål og kend din smertegrænse for, hvornår du er parat til at forlade forhandlingen. Ellers risikerer du, at din mulige desperation skinner igennem. Kunden kan godt mærke, hvis du  kan være villig til at sige ja til hvad som helst. Er du ikke enig i prisudspillet, så forsøg at se, om du kan forhandle på vilkårene omkring honoraret: Færre kilder, mindre undervisningstid, ikke så skræddersyet etc.

7. Vær modig

Tag kampen op for, hvad du er værd. Det er kun dig selv, der kan gøre det. Vær ikke ydmyg.

8. Forhandling er ikke en kamp

En forhandling handler ikke om at vinde over sin modpart. Det går ikke ud på at gå til forhandlingen med sværd og skjold, slå hurtigst og hårdest. Det handler om at skabe en god relation og holde en god tone, hvor begge parter føler, de har ‘vundet’.

9. Lyt mere end du taler

Hør, hvilke argumenter og forklaringer din kunde har. Mit bud er 70/30, hvor du lytter mere, end du taler. For så kan du høre, hvad det er kunden ønsker og hvor du skal byde ind.

10. Tro på det

Du skal gå til enhver forhandling med et optimistisk sind. Tro på, at det lykkes. Jeg oplever, at mange opgiver på forhånd: “Jeg får aldrig den her pris”-agtigt. Hvis du ikke selv tror på det, så får du aldrig nogensinde andre med på dit honorar. “Den her branche betaler notorisk dårligt.” - Ja, måske. Men lad være med at bære det udgangspunkt til bordet. Så gør du det alt for nemt for dem. Igen: Gå efter værdien af det, du leverer.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.