Sådan bliver du delegeret
Den 23. og 24. april afholder Dansk Journalistforbund delegeretmøde, som følges af fællesspisning og hygge om aftenen. Nedenfor kan du læse om, hvordan du bliver valgt som delegeret for FreelanceGruppen.
Dansk Journalistforbund (DJ) afholder delegeretmøde den 23. og 24. april 2023.
Til arrangementet tager de delegerede beslutninger om DJ's fremtid. Samtidig kan du bruge lejligheden til at møde mange gode freelancekolleger og fastansatte kolleger, som du ikke ser til hverdag. Der er nemlig fællesspisning og hygge om aftenen den 23. april.
For at blive valgt som delegeret, skal du være stillet op ved at følge dette link og tilmelde dig senest d. 11. marts kl. 16.
Valget af delegerede vil finde sted på et fysisk valgmøde i forlængelse af FreelanceGruppens generalforsamling samme dag.
FreelanceGruppen har selv 30 delegeret-pladser, men har indgået teknisk valgforbund med flere grupper og medarbejderforeninger. Det betyder, at ikke-besatte pladser fordeles blandt dem, der har flere valgte delegerede end plads. Så stil endelig op - måske får vi flere pladser.
Fire gode grunde til at være delegeret
Du er med til at bestemme, hvad DJs nye, vigtige strategi for freelancere, selvstændige og tidsbegrænset ansatte skal indeholde. Forslaget er i gang med at blive udarbejdet, og FreelanceGruppen sidder med ved bordet sammen med andre specialgrupper og -foreninger.
Du er med til at vælge DJs hovedbestyrelse, der skal være dine repræsentanter centralt i DJ i to år, og som er med til at beslutte, hvordan DJ bliver et endnu stærkere forbund for freelancere, selvstændige og tidsbegrænset ansatte.
Du skal ikke selv betale for transport og ophold, det gør DJ. Men du skal investere din søndag og mandag d. 23.-24. april 2023 i at deltage, hvor du vil være sammen med et stærkt hold af gode kolleger i FreelanceGruppen.
Du bliver klædt på til at tage afsted på et online-informationsmøde, som FreelanceGruppen arrangerer, når vi nærmer os, og når materialet til delegeretmødet er offentliggjort. Her kan du selvfølgelig også stille spørgsmål.
Kommentarer