Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Pludselig var jeg ham dødefotografen. Det vil jeg være, til jeg dør”

Fotograf Klaus Bo har syv år portrætteret dødsritualer i hele verden, kæmpet mod udfordringer som stjålne lig og voodoomareridt, efter at en voodooånd flyttede ind i soveværelset. Dødsritualer vækker vigtige følelser, mener Klaus Bo, der har solgt både bil og sommerhus for at have råd til at forfølge drømmen om engang at kunne leve af at portrættere døden.  

Klaus Bo Christensen

Thomas Arnbo

Engang var det eneste han ville at spille klaver. Men da han var nået i mål på konservatoriet og forlod den sidste eksamen, lagde han vejen forbi det professionelle fotolaboratorium Black & White i Borgergade og spurgte, om de havde et job til ham. Klaverspillet var begyndt at kede ham, og sideløbende med studierne havde han grebet et kamera og fotograferet lidt for sig selv, når han havde brug for en pause fra tangenterne. I fotolaboratoriet kunne de godt bruge en ekstra hånd. Klaus Bo blev dog hurtigt træt af at kopiere andres billeder. Til gengæld stod drømmen om de fotos, han selv ville skyde som sin levevej stadigt mere klart.
”Efter 11 måneder bad jeg min chef om at fyre mig. Jeg var træt af at kopiere andres billeder og ville lave mine egne. Her besluttede jeg, at jeg aldrig skulle have et lønmodtager 8-16 job i mit liv”, forklarer Klaus Bo om, hvordan livet som fotograf og freelancer begyndte.
Det var i slutningen af 1990’erne, og dengang man stadig kunne få iværksætterydelse. Med den som indtjening gik Klaus Bo i gang med at lave en portfolio. Han tog rundt til en række fagblade blandt andet sit gamle forbund, Musikerforbundet. Netværket i mediebranchen, som mange andre pressefotografer har med sig fra Journalisthøjskolen, havde han ikke. Så det krævede kold kanvas og gåpåmod at komme i gang. Med ugebladet Her&Nu landede han en god aftale.

”Mange rynkede på næsen af den slags arbejde. Det var ligesom ikke fint nok. Men det var jeg ligeglad med. Det gjorde, at jeg kunne prioritere mine egne ting ved siden af”.

Fotograf Klaus Bo Christensen Døderitualer

Klaus Bo Christensen

Drengens blik i kisten
Når det ikke var redaktionelle opgaver, han lavede, søgte Klaus Bo ud i verden. For blandt andre nødhjælpsorganisationerne Care og Læger Uden Grænser har han rejst til konfliktzoner, hvor død og lemlæstelse var et gennemgående tema.

Men det var i forbindelse med et fotoprojekt af byfornyelsen på Vesterbro i starten af 00’erne, at han indkapslede sit første for ham at se ikoniske dødsbillede: et fotografi, der for alvor rummede de følelser, der er forbundet med døden – her han fik første glimt af erkendelsen af potentialet i at portrættere dødsritualer. 
Han havde fulgt livet i en moské på Amerikavej i nogle uger og fået lov til at deltage i en pakistansk begravelsesceremoni. Her fotograferede han en lille dreng, der stod og kiggede ned på den døde mand, der lå i kisten.

Klaus Bo har rejst til katastroferamte steder som Haiti, Niger og Kairo og vundet internationale priser for sit arbejde. Som mange andre journalister og fotografer drømmer han om at gøre en forskel. Om at dokumentere uretfærdighed og katastrofe og få nogle til at reagere på det, han indfangede de menneskelige konsekvenser af.

”Det gik op for mig, at jeg havde lavet en del konflikthistorier, men at jeg efterhånden måtte erkende, at det ikke umiddelbart gjorde den store forskel. Særligt efter jordskælvet i Haiti, hvor jeg var fire gange efter, blev jeg forarget, skuffet og desorienteret. Jeg vandt fornemme priser, men det ændrede ikke nødvendigvis situationen for de mennesker, jeg fotograferede. Det kunne jeg ikke forsvare hverken overfor mig selv eller dem, jeg fotograferede. Jeg måtte finde noget andet”, siger han om erkendelsen, der ramte ham i tiden efter Haiti.

Dødsritualer havde noget universelt over sig, som tiltalte ham. De indkapsler så mange stærke følelser, giver unikke indblik i kulturer og de værdier, de bygger på.
”De rammer os alle sammen. Døden er en fællesnævner for alle mennesker, hvor end vi så kommer fra. Døden vil altid optage os. Det giver fotografier af dødsritualer en varig værdi”, forklarer han.

Måtte ofre bil, hus og kontor
Siden 2010 har han viet minimum et par måneder om året til at rejse ud og portrættere dødsritualer. Han var været i Nepal og Ghana. Haiti og Indonesien. Indien, Guatemala, Rumænien, Danmark og Madagaskar. I de måneder laver han ingen jobs, han tjener penge på. Al tid går med at opstøve ritualer, han endnu ikke har fotograferet. 

Jeg har fanget ham på telefonen fra Tana Toraja i det sydlige Sulawesi i Indonesien, en to måneder lang reportagerejse. Sidste år var han fem uger i Filippinerne. I 2015 var det fire måneder, han øremærkede til projektet i Ghana, Madagaskar og Guatemala.
Denne sommer leder han efter et bestemt dødsritual, som kræver, at en person med en bestemt status skal dø. Det er et dyrt ritual, som kun få har råd til at udføre. Og hvis fotografiet skal blive til noget, kræver det også timing. Han skal være ’heldig’, at en sådan person dør, mens han er her.
Klaus Bo har hyret en fixer, som han betaler en dagsløn for at køre sig rundt bag på hans motorcykel for at aflevere små håndskrevne sedler til folk i byerne, der måske kan bringe ham tættere på ritualet.
”Nu har vi været rundt i alle de små landsbyer med sedler, så lige nu kan vi ikke gøre andet end at vente på svar”, forklarer han.

Imens tager han andre fotografier af steder, der portrættere forholdet til døden, hvor han er. Fx de grave indoneserne hugger i kæmpe store sten, og at den døde bliver placeret i en stol indtil begravelsen, hvis han eller hun har høj status i samfundet.

”I den tid betragter man ikke den døde som død, men som syg, helt indtil den første bøffel er slagtet. På den måde bliver bøffelslagtningen en del af ritualet. Det emmer af død. De har så mange forskellige døderitualer”.

Den sjældne og dyre ceremoni, Klaus Bo denne sommer er på jagt efter, kræver, at 24 bøfler skal slagtes, før ritualet kan udføres. Så mange bøfler har kun få, forklarer han.Derfor koster projekt ’Dead and Alive’ tid. Og penge. Indtil videre har Klaus Bo investeret omkring 300.000 kroner i projektet. Hertil kommer den tid, han har brugt. For at få råd til at dyrke projektet så intensivt, har Klaus Bo skåret sine leveomkostninger ind til benet. Solgt både bil og sommerhus og droppet at sidde i kontorfællesskab. Han har alene huslejen til lejligheden på Vesterbro at betale og kan i princippet nøjes med at tjene 25.000 kroner om måneden.

Vækket af voodooånder
Men for ham er jagten på dødsritualer ikke et valg, men et kald. Som han siger:
”Jeg plejer, med et lille smil om munden, at sige nogen skal jo gøre det”.

For portrætter af døden rummer en ligeså stor refleksion over livet som over døden, oplever han. Både kultur, håb og drømme er afspejlet i folks ritualer om døden.

Fotograf Klaus Bo Christensen

Thomas Arnbo

”Jeg er blevet ham døde-fotografen, går det op for mig, når jeg snakker med mine kollegaer og folk i branchen, og det er jo rigtigt. Jeg er ret sikker på, at jeg er den, der har den største samling fotos af døderitualer i verden”.

Og det er ikke bare en økonomisk risiko, han løber. Da han var i Haiti i 2015, måtte han flygte ud af landet, fordi han researchede et helt særligt ritual, man ikke må opleve som hvid mand. Det vidste han ikke, før en mand, han tilfældigt mødte, advarede ham.
”Han fortalte mig, at jeg som hvid mand risikerede at blive slået ihjel, hvis jeg vidste mere om det, end jeg måtte. Jeg blev beskyldt for at være ved at uddanne mig til voodoopræst, fordi jeg kun manglede at lære det sidste og allervigtigste ritual, for at kunne vende voodooen mod den sorte mand”, forklarer Klaus Bo.

Når man bliver optaget i voodookirken, bliver man besat af en voodooånd, en art skytsengel. Dødsritualet, han ville fotografere, går ud på, at trække ånden ud af den døde, før kroppen bliver begravet. Sker det ikke, bliver ånden til et spøgelse.

Men det lykkedes at overvære ritualet, hvor man hælder spiritus ud over liget. Den ånd fik han med sig hjem til Danmark. Den hedder Dambala, er svøbt i hvidt stof og bor i en kalabas med ligets afklippede hår og negle og en snor, der måler den døde kvindes kropslængde tre gange. Den fik plads på en hylde i soveværelset. Der nående den dog kun at stå i et par dage. For Klaus Bo blev angrebet af voldsomme voodoomareridt om natten. ”Jeg kunne vågne med i et skrig. Jeg er voodoo, skreg jeg, og måtte flytte ånden ud af soveværelset”. Men han giver stadig Dambala mad efter forskriften fra en flaske med en særlig blanding ’åndens mad’, han fik med hjem af voodoopræsten.I 2015 mødte han en anden makaber udfordring på sin rejse til Ghana. Natten før end dødsritualet skulle finde sted, blev liget stjålet fra lighuset. I den afdødes familie var det almindeligvis kvinderne, der stod for at udføre ritualet omkring begravelsen af den afdøde. Men her var der tale om en højtstående mand og kriger, som der var stor prestige om at begrave. Det havde skabt splittelse i familien, og det viste sig, at det var de mandlige familiemedlemmer, der havde bortført liget.

Drømmer om at leve af dødsprojektet
Med tiden er projektet ’Dead and Alive’ blevet så vigtigt for Klaus Bo, at det har kastet jobs og penge af sig. Han har solgt dødefotografier til National Geographic, Ekstra Bladet, Politiken og UD&SE, udstillet udvalgte fotos på Moesgaard Museum og Fotocafeen, holdt foredrag i fotoklubber, kirker, hos AOF og på et hospice. På Kulturnatten 2017 åbner en udstilling med et udvalg af billeder fra projektet i Funebariet, Landsforeningen Liv og Død. Og forhåbentlig er en bog og flere andre endnu uofficielle projekter på vej.

”Det ville være fantastisk, hvis jeg på et tidspunkt kunne leve af det. Det er fedt. Det er mit livsværk. Jeg vil blive ved med at forfølge det her emne, til jeg selv dør, og jeg håber, at jeg kommer til at leve af det. Men det er noget, der er kommet ad bagvejen. Jeg har ikke haft den fjerneste anelse om, at det ville blive så stort”, siger han.

Uanset om det lykkes eller ej, er projektet, pengene og arbejdet det alt sammen værd. Alene fordi det har givet ham en profil og en niche, han bliver husket for, helt uden at det har været intentionen. I 2015/2016 blev en serie af Klaus Bos dødefotografier fx nomineret til Årets Pressefoto.

”Jeg oplever, at folk har rigtigt meget respekt for det og får tit at vide af kollegaer, at de synes, at det er det fedeste projekt.

Du kan se fotos fra Dead and Alive Project på Instagram: deadandaliveproject

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.