Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Petra Nagel: Jeg har ingen grænser tilbage

Hun har smurt sæd i ansigtet, ladet sig stikke af en masse insekter, datet mænd fra hele verden og født for åben skærm. Men det hårdeste var at udstille sit lave selvværd på tv. Petra Nagel gav indblik i kunsten at bruge sig selv på FreelanceFestival 2019.

Petra Nagel

Thomas Arnbo Petra Nagel fortæller om at bruge sig selv på FreelanceFestival 2019.

Petra Nagel står foran sit spejl hjemme i sin lejlighed. Hun ser mut ud. Øjnene er opfyldt af tristhed. Hun trækker op sin bluse og tager fat i et stykke maveskind - eller en 'delle', om man vil. Sådan ser Petra i hvert fald på det. Hun har kvalme over at se på sig selv og den bule, der stikker ud over jeanskanten.

Situationen stammer fra tv-serien 'Petra elsker sig selv', hvor tv-vært Petra Nagel hudløst ærligt åbner op for posen af selvhad og manglede selvværd.

"Den serie er det hårdeste, jeg har lavet, fordi jeg blottede mine inderste følelser så meget," fortalte Petra Nagel, da hun optrådte foran en fyldt konferencesal på Freelancefestival 2019.

Forud for tv-seriens tilblivelse gjorde hun sig mange overvejelser om, hvad folk mon gider at kigge på. Ville de for eksempel have lyst til at blive hængende og kigge med, når hun hverken var voldsomt overvægtig og skulle tabe sig? Eller var syg og skulle helbredes? Ville de ikke bare synes, at hun var en lille forkælet pige med pixi-problemer? Men hun besluttede sig alligevel for at lave serien, som blev en succes.

"Ærlige mennesker kan man ikke hate på," lød hendes konklusion, som fik folk til at nikke anerkendende rundt omkring.

Nej tak til narkoman-forsøg

Den helt personlige journalistik er blevet Petra Nagels varemærke. Hun har alle dage vidst, at det ikke interesserer hende at vælte ministre eller undergrave rockere. Hun vil underholde. Og det har hun gjort i alle mulige former.

"Jeg har smurt sæd i ansigtet som et eksperiment, ladet mig stikke af en masse insekter og hoppet ud fra højder, jeg ellers aldrig ville drømme om, for jeg har højdeskræk. Det er meningsfyldt at bruge sig selv, og jeg er sindssygt glad for, at mine programmer har rykket noget hos folk - især hos kvinder," sagde hun og tilføjede en kommentar, der udløste latter i forsamlingen: "Jeg har ingen grænser tilbage."

På trods af det faktum er der dog alligevel eksperimenter, hun ikke vil sige ja til.

"Jeg havde en redaktør, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage turen 'narkoman tur-retur'. Arj. Ellers tak," lød det fra Petra Nagel, der siden fødslen af sin søn - også foran rullende kameraer - har været på barsel og snart vender tilbage til DR.

Hvad hun mere præcist skal lave, er dog endnu uvist. Men grænseoverskridende journalistik bliver der formentlig ikke mere af. "Nu er tiden inde til at prøve noget andet," lød det fra Petra Nagel.

Kommentarer